5 konserveringsmidler du skal gå udenom

24. sep 2017

Konserveringsmidler kan give allergi, og nogle er også mistænkt for at være hormonforstyrrende. Alligevel er konserveringsmidlerne svære at komme udenom.

ansigtscreme-web.gif

Konserveringsmidler i ansigtscreme
Foto: Istock

Konserveringsmidler er nødvendige

Konserveringsmidler er nødvendige i kosmetik og personlig plejeprodukter, hvis du vil undgå bakterier og svamp i produktet.

Svamp og bakterier er mikroorganismer, der kan ødelægge produktet og i værste fald inficere hud eller øjne. Bakterierne kan stamme fra råvarer.

Bakterier kan vokse i plejeprodukter der indeholder vand

Kosmetik skal ifølge reglerne være i stand til at hæmme de bakterier og svampe, som uundgåeligt havner i produktet, når du bruger det.

Bakterier kan vokse i dit plejeprodukt, hvis det indeholder vand. Derfor er konservering nødvendig.

Kemiluppen: Tjek dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi med smart app.

Allergifremkaldende og hormonforstyrrende virkninger er uønskede

Konserveringsmidler er også nogle af de stoffer, der kan have problematiske virkninger.

Stofferne er konserverende, fordi de hæmmer eller dræber bakterier. Men den egenskab kan også medføre forskellige andre uønskede virkninger.

Har du spørgsmål om kemi i din hverdag? Kontakt os på telefon, mail eller Facebook.

5 konserveringsmidler du skal gå udenom

Methylisothiazolinone – også kendt som MI er et meget allergifremkaldende stof, som er forbudt i kosmetiske produkter, der bliver på huden. Det må fortsat anvendes i produkter som shampoo, håndsæbe og andre produkter, som du vasker hurtigt af huden igen. Methylisothiazolinone bruges også i for eksempel maling, lim, rengøring og andre kemiske produkter. Også methylchloroisothiazolinone (MCI) er allergifremkaldende.

Læs mere: MI - sådan undgår du det allergifremkaldende stof.

Formaldehydfraspaltere – for eksempel DMDM Hydantoin og Diazolidinyl urea. Det er en gruppe af konserveringsmidler, der løbende frigiver små mængder formaldehyd. Formaldehyd virker konserverende, men er også allergifremkaldende. Stofferne kan for eksempel findes i nogle bodylotions, shampooer og cremer.

Se test: Kemien i shampoo.

Parabener – er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Nogle af parabener er forbudt i personlig plejeprodukter. Det gælder for eksempel isobutylparaben og isopropylparaben. Men propyl- og butylparaben er kun forbudt i børneprodukter i Danmark. Parabener kan også være svagt allergifremkaldende.

Læs mere: Parabener - derfor er det problematiske.

Triclosan – er blandt andet mistænkt for at være hormonforstyrrende og skabe resistente bakterier. Triclosan findes efterhånden kun i få produkter på markedet.

Læs mere: Triclosan - her er det fundet i personlige plejeprodukter.

Parfumestoffer – for eksempel benzyl alcohol - kan give allergi. Parfumestofferne bliver typisk anvendt som konservering i for eksempel naturkosmetik.

Læs mere: Mindsk risikoen for at udvikle parfumeallergi.

Find produkter uden problematiske konserveringsmidler

  • Brug Kemiluppen. Appen gør det let at tjekke dine kosmetik- og personlige plejeprodukter for uønsket kemi.
  • Gå efter plejeprodukter, der både har Svanemærket og Den Blå Krans. Mærkerne garanterer, at produktet er uden de 5 problematiske konserveringsmidler.
  • Vælg for eksempel plejeprodukter helt uden konserveringsmidler, når det kan lade sig gøre. Det kan du for eksempel med faste håndsæber, fede salver og olier, hvor der ikke er tilsat vand. Disse produkter behøver ikke samme grad af konservering.

Kemiluppen: Tjek dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi med smart app.

Relaterede artikler