Tjek faremærker og undgå ulykker i hjemmet

5. jan 2018

Faresymboler er vigtige at tjekke. Mange husholdningsprodukter indeholder kemikalier, som kan være problematiske.

faremaerker-6-gode-raad-til-at-undgaa-ulykker-i-hjemmet.gif

Faremærker: 6 gode råd til at undgå ulykker i hjemmet
Foto: Getty Images

Undgå farlige situationer

Faresymboler har du al mulig grund til at være ekstra opmærksom på, når du bruger og opbevarer husholdningsprodukter.

Kalkfjerner og afløbsrens kan for eksempel være ætsende for hud og øjne. Lampeolie kan give alvorlige lungeskader, hvis du indtager det. Maling kan indeholde allergifremkaldende stoffer.

Du kan følge Miljøstyrelsens 6 enkle råd, så du undgår farlige situationer.

Se faresymbolerne: Kend disse kemikalieadvarsler

1. Vend beholderen og læs etiketten på bagsiden

Vend altid produktet og læs, hvad der står på etiketten, når du køber eller bruger et faremærket produkt. Også selvom du kender og har brugt produktet i mange år.

Producenten ændrer sommetider sammensætningen af produktet. Det kan betyde, at faremærkningen også ændrer sig.

Rengøringsmidler: 6 gode kemiråd før du gør rent

2. Hæld aldrig indholdet over i en anden beholder

Ulykker kan opstå, hvis du hælder produktet over i en anden beholder – for eksempel i en tom sodavandsflaske – fordi beholderen ikke længere signalerer fare.

Du og lægen mangler også de vigtige informationer, som står på etiketten, hvis uheldet er ude.

3. Bland aldrig faremærkede produkter sammen

Forskellige rengøringsmidler skal du lade være med at blande, da de kan afgive giftige dampe.

Andre produkter, der fordamper, kan også give problemer, når du indånder dem. Det kan for eksempel være lim, imprægneringsmiddel og salmiakspiritus.

Se test: Kemien i imprægnering på spray

4. Opbevar faremærkede produkter utilgængeligt for børn

Børn er nysgerrige af natur og putter alting i munden. Desværre sker det alt for ofte, at børn kommer til at spise og drikke kemikalier som for eksempel de farverige opvasketabs og lampeolie.

Stil derfor altid produkterne steder, hvor børn ikke kan få fat i dem.

Kemi i børnehøjde: Se Miljøstyrelsens gode råd til at undgå ulykker (eksternt link)

5. Smid ikke resterne ud

Du må normalt ikke hælde rester af miljøfarlige kemikalier direkte i kloakken eller smide dem ud sammen med husholdningsaffaldet.

På nogle kemikalier angiver etiketten, at rester skal afleveres på genbrugsstationen. Men selv når det ikke står på etiketten, er det altid en god ide at aflevere kemikalierester der. 

6. Se kampagne om faremærker

Miljøstyrelsen har lanceret en kampagne, hvor den opfordrer forbrugerne til at læse, hvad der står på etiketten.

'Undgå ulykker: VEND beholderen og LÆS etiketten' - se kampagnen på Miljøstyrelsens hjemmeside

Relaterede artikler