Elektronik: Sådan undgår du problematiske flammehæmmere

20. dec 2017

Computer, tv og mobil kan indeholde kemiske flammehæmmere. De skal mindske brandfaren, men er mistænkt for at være sundhedsskadelige.

830kvindevedcomputer_004.jpg

Flammehæmmere kan du undgå med svanemærket elektronik
Foto: Ulrik Jantzen

Flammehæmmere mindsker brandfaren

Plastdele i elektroniske produkter er ofte tilsat flammehæmmere. Det er en kemisk tilsætning, der skal mindske brandfaren i produktet.

Bromerede- eller klorerede- samt fosforholdige flammehæmmere er de mest anvendte.

Apps: Undersøg produkter med Tjek Kemien og Kemiluppen

Kemiske stoffer påvirker dit indeklima

Flammehæmmeres afdampning gør, at de kemiske stoffer spreder sig til luften og ophober sig i støv og i kroppen.

Stofferne kan både påvirke sundhed og miljø. De spreder sig let og nedbrydes generelt langsomt i miljøet.

Flammehæmmere er under mistanke for blandt andet at kunne forårsage:

  • Fosterskader
  • Hormonforstyrrende effekter
  • Kræft

Cocktaileffekten - hvad er det?

Rengøring begrænser påvirkning

Elektronik kan afgive kemiske dampe til dit indeklima. Du kan begrænse de uønskede stoffer i dit hjem:

  • Luft ud og støvsug ofte - særligt i rum med elektronisk udstyr.
  • Sørg for at dine elektronikprodukter er frie for støv.
  • Vælg miljømærkede produkter hvis muligt.
  • Undgå så vidt muligt at have elektronik i soveværelset.
  • Sluk fjernsyn, computer og anden elektronik efter brug. Afdampningen er større fra tændte apparater.

Miljømærket elektronik er godt at gå efter

Miljømærker som Svanemærket, EU-blomsten eller TCO-mærket er gode mærkninger at kigge efter, når du køber elektronik.

  • TCO-mærket sikrer, at der ikke er brom eller klor i plastdelene af produktet.
  • Svanemærket stiller krav til, hvilke flammehæmmere producenten må anvende. Der findes for eksempel svanemærkede tv og printere.

Se liste over svanemærkede fjernsyn (eksternt link)

Læs regler for miljømærkning af elektronik med flammehæmmere (eksternt link)

Forhandleren skal give dig svar om flammehæmmere

Spørg forhandleren, om produktet indeholder stoffer, som er opført på EU’s såkaldte kandidatliste over særligt problematiske stoffer.

Forhandleren skal oplyse, om der er flammehæmmere fra kandidatlisten i produktet inden for 45 dage.

Apps: Undersøg produkter med Tjek Kemien og Kemiluppen

App kan hjælpe med at spørge om kemikalier

Appen Tjek Kemien kan du bruge til at spørge, om der er flammehæmmere i for eksempel tv, computer eller stereoanlæg. Du kan også spørge om andre kemikalier fra EU's kandidatliste.

Du får svar om kemien i produktet med det samme, hvis det findes i appens varekatalog. Ellers kan du via appen sende en forespørgsel til producenten eller forhandleren af produktet.

Sådan fungerer appen Tjek Kemien (eksternt link)

EU-lovgivning forbyder nogle af de farligste stoffer

Elektronisk udstyr må ifølge EU’s såkaldte RoHS-direktiv ikke indeholde:

  • Bly,
  • kviksølv,
  • cadmium,
  • chrom VI
  • og visse bromerede flammehæmmere.