Fastelavn: Find kostumer uden uønsket kemi

26. jan 2016

Problematiske kemiske stoffer kan findes i udklædningstøj. Få råd til at undgå uønsket kemi i fastelavnskostumer, hatte og masker.

fastalavns-kostume.gif

Fastelavn - kostumer uden uønsket kemi
Foto: Istock

Butikken bør oplyse om indhold af kemi

Forbrugerådet Tænk Kemi har ikke testet for indholdet af kemikalier i kostumer. Men test af tøj og tekstil har tidligere vist, at der kan være uønskede kemikalier til stede i stof, tryk og tilbehør.

Spørg i butikken, om kostumet indeholder følgende:

  • PVC og/eller ftalater. Det bliver anvendt i eksempelvis bløde plasttryk og i masker. Ftalater er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
  • Flammehæmmere. Flere er svære at nedbryde i naturen, og mange af dem er mistænkt for blandt andet at kunne skade fostre, fremkalde kræft, forstyrre hormonbalancen og nedsætte evnen til at få børn.
  • Nikkel. Det kan give allergi på grund af hudkontakten. Metaldele kan indeholde nikkel.

Tjek kemien med app

Produkter kan tjekkes for, om de indeholder kemikalier på EU's kandidatliste over særligt problematiske kemikalier ved hjælp af appen 'Tjek kemien'. Appen er lavet af Forbrugerrådet Tænk og finansieret af Miljøstyrelsen.

Appen fungerer på iPhone og Android-telefoner, og du kan hente den i Appstore eller Google Play.

Scanner du stregkoden, beder du om svar på, hvorvidt produktet indeholder skadelige stoffer. Hvis andre før dig har spurgt, får du svar med det samme. Ellers har producenten 45 dage til at svare dig.

Læs mere på Tjek Kemiens hjemmeside (eksternt link).

Tøj skal vaskes fri for uønskede stoffer inden brug

Nyt tøj skal generelt vaskes, før det bruges, for at slippe af med rester af uønsket kemi som for eksempel formaldehyd og nonylphenol.

Fastelavnskostumer er ingen undtagelser. Men det kan være mere udfordrende i praksis, fordi kostumer ofte er sarte og let går i stykker.

Vaskeanvisningen viser, om tøjet må vaskes i hånden, i vaskemaskinen eller slet ikke. Undgå om muligt at købe tøj, som slet ikke kan vaskes.

Ftalater og nikkel kan stadig være et problem, selv efter tøjet er vasket i maskine

Børnetøj: 5 gode råd før du klæder de mindste på.

Masker, hatte og hjelme må ikke lugte 'kemisk'

Hjelme, hatte, masker og lignende til at sætte på hovedet kan være sværere at vaske fri for eventuelle uønskede stoffer.

Lugter masker og lignende kraftigt kemisk, så lad være med at købe dem. Er de allerede købt, så lad dem dampe af udenfor, inden børnene tager dem på.

Forbrugerrådet Tænk har i en test tidligere fundet problematisk kemi i trykket på en Spiderman-maske, som fulgte med et børneblad. Det tyder på, at ikke alle producenter har styr de problematiske stoffer i tryk på stof.

Eksponering for uønsket kemi er kortvarig

Gå ikke i panik, hvis dit barn vil have et fastelavnskostume, der kan indeholde uønsket kemi.

Tiden, som barnet samlet set ender med at bruge i udklædningen, er trods alt begrænset.

Kostumerne kan du også sy selv. Så ved du, hvilke materialer de er lavet af.

Sminke og ansigtsmaling kan være problematisk

Huden har bestemt ikke godt af at blive smurt ind i alt det, der kan male børnene som vilde dyr, monstre og lignende.

Sminke og ansigtsmaling skal bruges med omtanke – og ikke for ofte.

Læs mere: Sminke og ansigtsmaling til fastelavn skal være uden parabener.