Fastfood: Danske kæder fjerner fluorstoffer efter test

9. mar 2017

En test af fastfoodemballage på europæisk plan viser, at 4 produkter indkøbt i Danmark havde højt indhold af problematiske fluorstoffer. De danske kæder Meyers og Sunset Boulevard har straks skiftet emballagen ud.

Fastfoodemballager testet for problematiske fluorstoffer

En test af fastfoodemballager fra det europæiske marked viser, at knap hver tredje af 65 testede emballager indeholdt høje niveauer af fluorstoffer. Resultaterne peger på, at fastfoodkæderne bruger stofferne tilsigtet som overfladebehandling.

Fluorstoffer bruges til at gøre blandt andet papir vand- og fedtafvisende. Men stofferne er blandt andet mistænkt for at kunne påvirke immunsystemet og øge risikoen for spontan abort.

Gå til testen af 13 fastfoodemballager.

Danske emballager indkøbt i store fastfoodkæder

I testen indgik i alt 13 emballager, som var indkøbt i fastfoodrestauranter i Danmark.

Emballagerne blev blandt andet indkøbt i store fastfoodkæder som Burger King, McDonald’s og Sunset Boulevard.

Fluorstoffer lå mange gange over grænseværdi

4 emballager indkøbt i Danmark havde meget høje fluorstofniveauer. Niveauerne lå mellem 600 og 1.700 gange over en vejledende grænseværdi, som de danske myndigheder indførte i 2015.

Grænseværdien har til hensigt at få producenter til at udfase brugen af stofferne.

Minister: Fluorerede stoffer skal ikke tilsættes mademballage.

4 fastfoodemballager købt i Danmark med højt fluorstofindhold

  • Select (Shell) muffinsforme – 1.737 gange over grænseværdien
  • Meyers sandwichposer – 1.440 gange over grænseværdien
  • McDonald’s pomfritposer – 640 gange over grænseværdien
  • Sunset Boulevard pomfritposer – 617 gange over grænseværdien

Meyers og Sunset Boulevard har udskiftet emballagen

Meyers: ”Vi vil ikke acceptere fluorbehandlet fødevareemballage. Det er med stor overraskelse og ærgrelse, at vi erfarer fra jer, at den angivne sandwichpose ikke lever op til vejledningerne. Vi er straks ophørt med at anvende den pågældende emballage og har bedt leverandøren om en udredning. Fremover skal vores emballageleverandører skriftligt bevise, at indholdet af flourstoffer ikke overskrider vejledningen.”

Sunset Boulevard: “Sunset Boulevard har nultolerance over for fluorerede stoffer i vores emballage. Vi udfasede fluorstoffer i vores emballage år tilbage og har så sent som i november bedt vores leverandør om at bekræfte, at vores emballage er 100 procent fri for fluorstoffer, hvilket de dengang garanterede. Derfor var vi også mildest talt chokerede over testresultaterne og stoppede alt indkøb fra den pågældende producent. Samtidig fjernede vi samtlige pomfritposer fra restauranterne hurtigst muligt og erstattede dem med nogle nye, som vi ved ikke indeholder fluorstoffer.”

McDonald’s Danmark og Select (Shell) vil udfase fluorstoffer fra emballage

Select (Shell): “Som opfølgning på jeres test har vi haft dialog med leverandøren af emballagen. Vi er interesserede i at følge de anbefalede værdier, og vi går nu i gang med at se på mulighederne for at anvende emballagetyper, der ikke har samme indhold af flourstoffer.”

McDonald’s Danmark: “Vi vil gerne understrege, at vi har overholdt reglerne på området, og at vi dermed ikke har brudt nogen former for lovgivning. Vi vil dog gerne imødekomme de danske anbefalinger på området og er derfor i samarbejde med vores leverandører godt i gang med at finde alternative løsninger på emballager, herunder også pomfritposen.”

Forbrugerrådet Tænk Kemi: Godt hvis producenter udfaser

”Som det ser ud nu, er der kun tale om en vejledende grænseværdi for danske virksomheder. Men hensigten er, at producenterne skal udfase stofferne helt. Myndighederne presser på i EU for regulering af stofferne, og forskere er bekymrede over fluorstofferne, der både er problematiske for miljøet og mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. Derfor er vi glade for, at flere af de berørte virksomheder har reageret på vores test ved at skille sig af med de fluorholdige emballager og sørge for i fremtiden at udfase stofferne. Fluorstoffer hører ikke hjemme i mademballage.”

Stine Müller, projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi

Læs mere: 11 gode råd til at undgå fluorstoffer.

Fælles europæisk test af fastfoodemballage

Testen var en fælles europæisk undersøgelse i samarbejde mellem Forbrugerrådet Tænk Kemi og forbrugerorganisationer fra Belgien, Spanien, Italien og Portugal.

Gå til testen af 13 fastfoodemballager indkøbt i Danmark.