Hårfarve: 8 gode kemiråd før du farver

1. nov 2017

Hårfarve kan indeholde farvestoffer, som er vurderet som 'ekstremt' allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende.

haarfarveweb.gif

Hårfarve - allergifremkaldende og hormonforstyrrende stoffer
Foto: Istock

1. Overvej, om det er nødvendigt at farve hår

Hårfarveallergi kan pludselig opstå, selv om du har farvet hår masser af gange uden problemer.

Jo flere gange du farver dit hår, des større er risikoen for at udvikle allergi.

Læs mere: 'Milde' hårfarver er vildledende markedsføring

2. Undgå disse farvestoffer, hvis du farver hår

Hårfarvestoffer er i mange tilfælde stærkt allergifremkaldende.

Farvestofferne PPD og PTD er kategoriseret som ekstremt allergifremkaldende. Det har EU's videnskabelige komite for forbrugersikkerhed (SCCS) vurderet.

PPD og PTD står for p-phenylenediamine og Toluene-2,5-diamine.

Farvestoffet resorcinol skal du være ekstra opmærksom på. Det er både allergifremkaldende og mistænkt for at være hormonforstyrrende.

3. Tjek hårfarven med appen Kemiluppen

Kemiluppen er en app, som tjekker dine personlige plejeprodukter for problematiske stoffer.

Scan din hårfarve med appen. Produktet får den laveste bedømmelse, hvis det indeholder stærkt allergifremkaldende eller mistænkt hormonforstyrrende stoffer.

Kemiluppen: Tjek dine personlige plejeprodukter med smart app

4. Vælg striber frem for helfarvning

Allergirisikoen ved hårfarvning kan du mindske ved at få lavet striber i stedet for helfarvning.

Skyllefarvning er også et bedre alternativ end permanent hårfarve.

5. Vær opmærksom på hennafarve

Hennafarver udgør ikke den samme risiko for at være allergifremkaldende. Men du kan primært bruge dem til at farve håret i røde nuancer.

Nogle hennafarver kan indeholder stoffet lawsone, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

Hennafarver er nogle gange tilsat kunstige farvestoffer - også selvom produkterne kalder sig ’naturlige’. Farverne er allergifremkaldende, og dem skal du være ekstra opmærksom på.

6. Test ikke på huden

Mange producenter anbefaler, at du tester hårfarven på et mindre hudområde inden brug. På den måde kan du efter sigende se, om du får en allergisk reaktion.

Miljøstyrelsen og EU’s eksperter kan dog ikke stå inde for denne test.

Allergi kan du godt få, når du farver hår - også selv om testen ikke viste nogen reaktion. Nogle eksperter mener, at testen i sig selv er allergifremkaldende.

7. Hvis uheldet er ude

  • Kontakt din læge, hvis du får en allergisk reaktion.
  • Undlad at farve hår, hvis du én gang har haft en allergisk reaktion.

Læs mere: Sådan anmelder du uønskede effekter fra produkter

8. Har du haft allergisk reaktion fra sorte hennatatoveringer?

Sorte hennatatoveringer kan også være allergifremkaldende.

Undlad at farve hår, hvis du engang har haft en allergisk reaktion på grund af en sort hennatatovering.