Kend etiketten: Hvad betyder ’mild, ren og skånsom’

30. mar 2015

Plejeprodukter er ofte prydet med udtryk, som skal få os til at tro, at netop dette produkt er sikrere end de andre på hylden. Men der er ikke klare retningslinjer for brug af anprisninger.

830shampoo.jpg

Shampoo og cremer uden hormonforstyrrende stoffer eller lignende problematisk kemi
Foto: Istock

Overordnede retningslinjer

Kosmetik har i EU nogle overordnede regler for anprisninger.

Anprisningerne skal være rigtige og dokumenterede, og de skal være ærlige og rimelige og lette at forstå for forbrugeren.

Miljøstyrelsen skal på baggrund af de udarbejdede retningslinjer vurdere, hvorvidt et produkt er vildledende markedsført.

Konkrete anprisninger har dog sjældent klare, faste krav. Forbrugere har derfor svært ved at vide, hvad der reelt gemmer sig bag de forskellige anprisninger.

  • Test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi viser jævnligt uoverensstemmelser mellem anprisninger og indhold.

Her følger en gennemgang af nogle af de mest almindelige anprisninger.

Brug vores gratis app Kemiluppen til at scanne dine personlige plejeprodukter.

Dermatologisk testet

Plejeprodukter er ofte påklistret mærkatet ’Dermatologisk testet’.

Etiketten giver dig sikkert indtryk af, at denne producent har testet produktet mere, end konkurrenten på den anden hylde har.

Retningslinjerne for anprisningen dermatologisk testet er, at produktet er testet på mennesker under tilsyn af en dermatolog. Men reelt er det svært at vide, hvad det derudover indeholder:

Hvordan er det testet, og hvad var resultatet af testen? Det er der ingen, der tjekker før produktet står på hylden.

For ’Allergi-testet’, ’Klinisk testet’ og lignende anprisninger gælder det samme.

Hypoallergen

Hypoallergen betyder ’mindre allergifremkaldende’.

Creme med skriften ’hypoallergen’ vil signalere, at den er mindre allergifremkaldende end andre tilsvarende cremer.

Der er endnu ingen specifikke retningslinjer for brugen af 'hyppoallergen'.

  • Test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi viser, at plejeprodukter, der skriver, at de er hypoallergene, godt kan indeholde allergifremkaldende stoffer - f.eks. i form af parfume og parfumestoffer.

Den Blå Krans fra Astma-Allergi Danmark er det pejlemærke, du skal gå efter, hvis du vil nedsætte risikoen for allergi. Den Blå Krans sikrer, at en lang række allergifremkaldende stoffer ikke findes i produktet.

Mild, ren og skånsom

Plejeprodukter lover ofte, at de er milde, rene og skånsomme. Hvem ønsker sig ikke en skånsom behandling af hud og hår, især ved baby- og børneprodukter?

Miljøstyrelsen opfordrer til at produkter, der anprises som ”mild" eller "skånsom” ikke indeholder stoffer med betydelig allergirisiko eller har meget høj eller lav pH-værdi. Et egentlig krav til f.eks. parfume eller mistænkt hormonforstyrrende stoffer er der ikke.

  • Plejeprodukter bør du bruge så lidt som muligt hos babyer og børn. For babyer og børn er rent vand for det meste det mildeste valg.

Naturlig markedsføring

Plejeprodukter bliver ofte markedsført som "naturlige" produkter. Det signalerer producenten via navnet eller det foto, der vises på emballagen.

Du skal være opmærksom på, at en creme, shampoo eller lignende, som forhandleren markedsfører som "naturlig", ikke nødvendigvis er uden problematiske stoffer.

Naturlige indholdsstoffer finder du blandt andet bag naturkosmetikmærkninger som NaTrue og BDIH. Disse mærkninger stiller krav til, at indholdsstofferne skal være naturligt fremstillede (Plejeprodukterne må dog stadig indeholde parfume).

Læs om NaTrue og BDIH i vores guide til miljømærker

Kosmetik med økologi

Officielle økologimærkninger til kosmetik findes ikke i hverken Danmark eller EU.

Økologimærkerne administreres i stedet af en række private aktører. Kriterierne for certifikater kan være ret forskellige, og kravene er sjældent lige stramme.

Ecocert er et af de mest udbredte øko-mærker på plejeprodukter. For at opnå mærket skal mindst 10 procent af ingredienserne være økologiske.

Uden parfume er uden parfume

"Uden parfume", "parfumefri" eller "fri for parfume" er nogle af de mærkater, som du kan gå efter, hvis du vil købe et produkt uden parfume.

Flere retningslinjer i vente

Plejeprodukter er under behandling af en arbejdsgruppe i EU. Den vil fastsætte kriterier for forskellige anprisninger, blandt andet betegnelsen hypoallergen.