Læbepomader dufter, men deklarerer ikke parfume

29. okt 2015

Parfume findes i mange læbepomader. Men i Forbrugerrådet Tænk Kemis test fandt man 10 læbepomader, der ikke deklarerede ’parfume’ på produktet. Disse er nu anmeldt til Miljøstyrelsen.

laebepomade-1.gif

Læbepomade-test
Foto: Istock

Parfume øger risiko for allergi

Læbepomader kan indeholde parfume. Forbrugerrådet Tænk Kemis test af kemi i læbepomader viste, at 65 læbepomader indeholdte parfumestoffer.

Se testen af kemi i læbepomade.

Parfume i læbepomade udløser en middelkarakter ’gul kolbe’, da indhold af parfume øger risikoen for parfumeallergi.

Parfumeallergi varer resten af livet, hvis du først har fået det.

Har du spørgsmål om kemi i din hverdag? Kontakt os på telefon eller mail.

10 læbepomader meldt til Miljøstyrelsen

10 læbepomader i testen indeholder parfumestoffer uden, at der tydeligt står ’parfume’ på indholdslisten. De angiver i stedet stofferne med deres kemiske navn, for eksempel limonene, eller som duftende æteriske olier. Et af produkterne angiver, at den er parfumefri, på trods af et indhold af et duftstof.

Læbepomader må gerne indeholde parfumestoffer uden at deklarere det, hvis producenterne bruger parfumestofferne som konserveringsmiddel og ikke som duftstof.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har nu meldt de 10 læbepomader til Miljøstyrelsen, så den kan vurdere, om det er tilfældet i de testede produkter.

”Det er vigtigt, at parfume skrives på ingredienslisten for at give forbrugere en mulighed for at fravælge produkter med parfumestoffer uden nødvendigvis at skulle kende en lang række kemiske stofnavne. Vi mener ikke, at det kan være rigtigt, at så mange læbepomader indeholdt parfumestoffer og også duftede uden at skulle skrive parfume eller aroma på listen. Det vil vi gerne have undersøgt af Miljøstyrelsen,” forklarer Stine Müller, som er projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Stine Müller opfordrer forbrugere, der ønsker at undgå parfume, til at købe produkter, hvor der står 'parfumefri', 'uden parfume', eller som er deklareret med Den Blå Krans fra Astma-Allergi Danmark.

Sådan tester vi i Forbrugerrådet Tænk Kemi

Brancheforening: Afgørende hvorfor stoffet er tilsat

Hos brancheforeningen SPT udtaler direktør Hanna Løyche følgende:

”At et produkt dufter, betyder ikke nødvendigvis, at det skal deklareres med parfum eller aroma. Det afgørende er, hvorfor man har tilsat stoffet. Er det for at få produktet til at dufte eller er det for eksempelvis for at blødgøre læberne. Hvis man som forbruger ønsker at undgå parfume, må man vælge produkter, der markedsføres som ’parfume fri’. Så må produktet ikke indeholde parfumestoffer, heller ikke selvom de er tilsat med en anden funktion.”

De 10 anmeldte læbepomader er:

  • Balmi Super Cube Lip Balm SPF 15
  • Maybelline Babylips Dr Rescue Too cool
  • Weleda Everon lip balm
  • Malin+goetz Mojito lip balm
  • Origins Lip remedy
  • Smith´s Rosebud salve
  • Burt´s Bees Beeswax lip balm with vitam E & peppermint
  • Nuxe Reve de miel lip moisturizing stick
  • The Body Shop Hemp lip conditioner
  • Tisane Læbebalsam

Se testen af kemi i læbepomade.