Læbepomader: Her er de bedste kemivalg

5. apr 2017

Læbepomader kan indeholde parfume, mineralske olier eller anden uønsket kemi. Her er 22 ’grønne’ kemivalg.

laebepomade-1.gif

Læbepomade: Her er de bedste kemivalg
Foto: Istock

Du spiser 4 læbepomader om året ved daglig brug

Læbepomader smører du ikke bare på læberne. Du indtager dem også gennem munden.

4 læbepomader anslår EU’s videnskabelige komité, at du spiser om året, hvis du bruger læbepomade dagligt.

Se 22 ’grønne’ kemivalg nederst i denne artikel.

Kemiluppen: Tjek dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi med smart app.

Læbepomader kan indeholde mistænkt hormonforstyrrende stoffer

Læbepomader kan indeholde solfiltre som for eksempel ethylhexyl methoxycinnamate eller benzophenone-3. De er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Konserveringsmidler i læbepomader som parabener eller BHT er også mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Læbepomader med disse indholdsstoffer får en lav bedømmelse i appen Kemiluppen og test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Parabener: Derfor er de problematiske.

Læbepomader kan indeholde parfumestoffer

Læbepomader kan indeholde forskellige parfumestoffer, for eksempel deklarationspligtige parfumestoffer.

Parfume i plejeprodukter er en god ide at begrænse, hvis du vil mindske risikoen for parfumeallergi.

Jo mindre parfume du bruger, des lavere er din risiko for at udvikle allergi.

Parfume: Mindsk risikoen for parfumeallergi.

Mineralske olier kan findes i læbepomader

Læbepomader fra en række store mærker var i marts 2017 til test for de mineralske olier MOSH og MOAH. De kan henholdsvis ophobe sig i kroppens organer og være kræftfremkaldende.

Testen viste, at læbepomader, der indeholder ingredienser baseret på mineralolie som for eksempel petrolatum og paraffin, også indeholder de problematiske olier.

I appen Kemiluppen og i test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi får produkter med ingredienser baseret på mineralske olier en middel bedømmelse.

Læbepomader kan indeholde problematiske olier.

22 læbepomader uden mineralske olier, parfume eller anden uønsket kemi

  • Propolis Balsam – til pleje af læberne
  • Tromborg Lip balm rose
  • Mellisa Citron melisse læbepomade
  • Matas Natur Læbebalsam E-vitamin & økologisk aloe vera
  • Matas Læbepomade med glycerin og kamille (findes både med og uden syntetisk voks, der er en ingrediens baseret på mineralske olier)
  • Apotekets Læbepomade
  • Rudolph Lip Balm Kit
  • The Body Shop Vitamin E Lip care SPF 15
  • Benecos Bio lip balm
  • Matas Læbebalsam SPF 25
  • Dermalog Læbepomade
  • Trine´s Wardrobe Lip balm
  • Grøn Balance Læbepomade
  • Dr. Lipp Original nipple balm for lips
  • Urtekram Lip balm shea butter vanilla
  • Minirisk Læbepomade
  • Irmas Tusindfryd Læbepomade uden parfume og farve
  • Beauty Farm Sensitive Læbepomade
  • BIOselect Lip balm dictamelia
  • Scleroseforeningen Læbepomade
  • Hurraw Unscented lipbalm
  • OliveAll Læbe Balsam NATURAL

Cocktaileffekten er problematisk

En læbepomade med uønsket kemi er ikke i sig selv problematisk.

Men læbepomader er et såkaldt leave on-produkt, der bliver på huden i lang tid og forlænger din udsættelse for indholdsstofferne. Samtidig kan du ikke undgå at spise en del af læbepomaden, hvilket kan øge dit optag af indholdsstofferne.

Problematiske stoffer kan du blive udsat for fra mange kilder i hverdagen, for eksempel indeklima, elektronik eller tekstiler. Derfor er det en god ide at begrænse din udsættelse for uønsket kemi, hvor du kan.

Cocktaileffekten – hvad er det?

Læbestifter: 1 er uden problematiske indholdsstoffer

Læbestifter er ligesom læbepomader et produkt du spiser en del af, hvis du bruger det regelmæssigt.

Udvalget af læbestifter, der har fået den bedste bedømmelse i Kemiluppen, er meget begrænset.

Stort set alle læbestifterne i Kemiluppen indeholder stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, parfume og/eller ingredienser baseret på mineralske olier.

En undtagelse er Burts Bees Lip Crayon, der får den bedste bedømmelse i Kemiluppen.

Kender du til andre læbestifter uden problematisk kemi, er du velkommen til at sende dem ind til Kemiluppen.

Kemiluppen: Tjek dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi med smart app.