Legetøj: Stadig ftalater i produkter til børn

7. dec 2017

Test af legetøj viser, at der stadig kan findes en række hormonforstyrrende stoffer – de såkaldte ftalater – i produkter til børn.

stadig-ftalater-i-produkter-til-boern.gif

Legetøj: Stadig ftalater i produkter til børn
Foto: Anne Beck Christensen

Hormonforstyrrende: Ftalater i legetøj er problematiske

Ftalater er en gruppe stoffer, som kan være hormonforstyrrende, og andre er mistænkt for at være det.

Stofferne er derfor uønskede i forbrugerprodukter, især i legetøj til børn. Børns kroppe er under udvikling, og de er derfor særligt følsomme over for hormonforstyrrende stoffer.

En test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi viser indhold af problematiske ftalater i 5 ud af 30 produkter til børn. Stofferne blev fundet i en football, en fodbold, et hoppedyr, nogle bondegårdsdyr og nogle reflekser.

Testen undersøgte også, om virksomhederne svarer korrekt, når de bliver spurgt, om deres legetøj indeholder særligt problematiske kemikalier – for eksempel ftalater.

Se testen af kemien i 30 slags plastiklegetøj

Test: Tidligere tjek viste problemer med svar

Kemikalieindholdet i et produkt kan du altid spørge om. Forhandler eller producent skal give dig svar inden for 45 dage, hvis produktet indeholder særligt problematiske stoffer fra EU’s såkaldte kandidatliste.

En test viste i januar 2017, at producenter og forhandlere af 58 plastikprodukter, indkøbt i byggemarkeder, svarede forkert i 31 procent af forespørgslerne.

Se test: Kemien i produkter af plastik

Legetøj: Virksomheder giver stadig forkerte svar

Forbrugerrådet Tænk Kemis test af legetøj fra december 2017 viser, at forhandlere og producenter stadig kan give forkert svar.

For 4 legetøjsprodukter lød svaret, at der ikke var kandidatlistestoffer i. I et enkelt tilfælde var svaret, at der er kandidatlistestoffer i, men under grænseværdien.

Testen viste, at alle 5 svar var forkerte.

Legetøj: 9 gode råd til at undgå uønsket kemi

Forbrugerrådet Tænk Kemi: Ftalater i legetøj er ikke godt nok

”Noget tyder på, at der er mere styr på ftalaterne på kandidatlisten, når det kommer til legetøj. Men selvom der har været fokus på ftalaterne i årtier, så finder vi dem altså stadig i produkter målrettet børn. Det er ikke godt nok.”

Claus Jørgensen, projektchef i Forbrugerrådet Tæk Kemi.

Se testen af kemien i 30 slags plastiklegetøj

4 produkter anmeldes til Miljøstyrelsen

Forbrugerrådet Tænk Kemi anmelder 4 produkter – en football, en fodbold, et hoppedyr og nogle bondegårdsdyr – til Miljøstyrelsen.

Footballen og fodbolden er allerede fjernet fra markedet, efter at testresultaterne er blevet forelagt forhandlerne.

”Efter vores vurdering er de 4 anmeldte produkter legetøj, og da de derfor ikke må indeholde ftalater, er de ulovlige,” siger projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi, Claus Jørgensen.

Se testen af kemien i 30 slags plastiklegetøj

Det siger virksomhederne

BilligLeg.dk

"Vi har trukket produkterne (football og fodbold) fra vores webbutik."

Bilka

"For de to Baby Buddy-produkter har vi en tæt dialog med leverandøren. Vi er endvidere i gang med at fjerne de berørte produkter fra salgsarealet. 

For 3-2-1 go reflekserne har vi også en tæt kontakt til leverandøren, som er ved at granske sagen nøje."

VN Legetøj

Virksomheden oplyser, at der i tilfældet med hoppedyret muligvis er tale om et ældre produkt. VN Legetøjs egen testrapport viser, at deres nuværende produkt er uden ftalater herunder DIBP. Virksomheden har desuden 4 testrapporter, der viser, at farmdyrene ikke indeholder DEHP.

RFX+CARE International A/S

”Testen foretaget af Forbrugerrådet Tænk Kemi på vores udvalgte reflekspakke er udført anderledes end, hvordan man bør test og sikrer, at hvert enkelt produkt er i overensstemmelse med REACH. Det vil sige, at Forbrugerrådet Tænk Kemi har foretaget en mixet test af flere reflekser blandet sammen i én og samme test. Vi tester alle materialer enkeltvis. Som producent kan vi i øvrigt ikke få fuld indsigt i hele Forbrugerrådet Tænk Kemis testrapport. Vi har derfor testet materialerne enkeltvis hos to andre akkrediterede test laboratorier og fundet at materialerne i vores reflekser lever op til REACH. Vi undrer os derfor stadigvæk over resultatet af Forbrugerrådet Tænk Kemis test. Vi har altid 110 procent fokus på, at de produkter, vi placerer i markedet, både overholder REACH og lever op til EN13356:2001, vi fortager desuden stikprøvetester vores materialer jævnligt.

Vi kan med 100 procent sikkerhed garantere forbrugeren, at vores refleksmateriale ikke indeholder ftalater eller andre ulovlige kemikalier og kan konkludere ud af denne test / testmetode, at det kun kan være én af de 4 mellemlagsfilm i 4 testede prøver (som ligger indkapslet i refleksen), der har lavet udslaget i den mixede test, eller at vores vare har været opbevaret i længere tid i nærheden af materialer, der har indeholdt de fundne stoffer. Vi foretager yderligere single test kun af de 4 farvede pågældende mellelagsfilm anvendt i præcist i disse reflekser for at stadfæste eksakt, hvor udslaget kommer fra og derfor kan give et fuldkommet svar og handle derudfra hvis nødvendigt.

Vi er meget taknemmelige over, at vi blev valgt til denne test, da det giver os mulighed for at kræve endnu flere test fra vores underleverandører og sætte fokus på, at endnu flere stikprøve tests er nødvendige – også af mellemlagsfilm som indkøbes i god tro som PVC / ftalat frie dokumenteret af vores underleverandører. Vi er efter vores egne test kommet frem til at det eneste, der kan have lavet udslaget i Forbrugerådet Tænk Kemis test er den røde folie inden i én af vores reflekser som nu sendt til separat testning.

Hvis du som forbruger ønsker indsigt i vores test rapporter eller har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.”