Nano: Er det godt eller skidt for miljø og sundhed?

29. mar 2017

Nano kan du finde i produkter som imprægneringsspray, tennisketsjere, tøj eller maling. Nanoteknologi giver nye muligheder, men også nye problemstillinger.

nano-godt-eller-skidt-for-miljoe-og-sundhed.gif

Nano: Er det godt eller skidt for miljø og sundhed?
Det er en god ide at undgå sprayprodukter, hvis der er nano i. Foto: Gettyimages

Nanopartikler er bittesmå

Nanopartikler er meget, meget små. De defineres som partikler, der er under 100 nanometer. Det svarer til, at de er mindre end 0,00001 centimeter.

Virksomheder kan bruge nanomaterialers smarte egenskaber

Kemiske stoffers egenskaber kan ændre sig, når partiklerne er i nanostørrelse.

Nanomateriale kan virksomheder derfor udnytte til at lave nye materialer med smarte egenskaber.

Nanomaterialer giver lette tennisketsjere og sportstøj uden lugt

Nano kan for eksempel bruges til at gøre en tennisketsjer stærk og let, hvis det er af såkaldte carbon nanotubes.

Nanosølv er et andet eksempel, som du finder i blandt andet sportstøj og sandaler.  Her giver nanomaterialet beskyttelse mod bakterier, så du mindsker risikoen for lugtgener.

Du kan finde nano i disse produkter (link til Miljøstyrelsens hjemmeside).

Nano er ikke nødvendigvis værre for miljø og sundhed

På nanoform ændrer kemiske stoffer sig.

Påvirkning af miljø og sundhed bliver ikke entydigt værre, når et stof er på nanostørrelse. Det kan variere fra stof til stof. Nogle stoffer bliver mere problematiske, andre gør ikke. 

Besøg Miljøstyrelsens side ’Værd at vide om nano’.

Nano skal du undgå at indånde

Ved nano er det – som med andre kemikalier – en god ide at begrænse sin udsættelse for stofferne.

I en tennisketcher er nanopartiklerne godt bundet. Så her udsættes du ikke for dem.

Nano, der spreder sig i luften, kan til gengæld være problematisk. Det kan du indånde.

Nanopartikler kan trænge langt ind i lungernes små forgreninger på grund af deres lille størrelse. Her kan nanopartiklerne blandt andet give inflammation i lungerne.

Indånding af nanopartikler kan også øge risikoen for at udvikle lunge- og hjertesygdomme, lungekræft og allergi.

Undgå derfor sprayprodukter, hvis der er nano i. Det samme gælder andre produkter med nano, som du kan indånde.

Nanodatabase giver forbrugerne overblik.

Kosmetik og personlige plejeprodukter kan indeholde nano  

Kosmetik skal mærkes, hvis der er nano i. Stoffets navn vil her blive efterfulgt af (nano) på ingredienslisten. For eksempel titanium dioxide (nano).

Solcremer med fysisk filter indeholder ofte nano

I personlig pleje bruges nano især i solcremer med et såkaldt fysisk filter. Det er et filter, der lægger sig som en film over huden, så solens stråler ikke rammer huden.  

Fysisk filter på nanoform giver mindre af det hvidlige skær, som solcremen med fysisk filter kan give huden.

I nogle plejeprodukter, blandt andet solcreme, har EU godkendt brugen af visse nanomaterialer. Det er vurderet sikkert, så længe du bruger produktet på uskadt hud og ikke som aerosolspray.

Database viser nanoindhold i 2.500 produkter

En database over produkter med nano er skabt i et samarbejde mellem Forbrugerrådet Tænk, Det Økologisk Råd og DTU Miljø.

I databasen kan du blandt andet se 2.500 produkter, hvor nanomaterialets egenskaber er vurderet i forhold til miljø og sundhed.

Gå til nanodatabasen.

3 gode råd om nano

  • Undgå sprayprodukter med nano
  • Undgå nano i andre produkter, hvor du kan indånde det
  • Undgå plejeprodukter, der indeholder nano, hvis din hud har rifter, eksem eller lignende

Relaterede artikler