Parfume: Sådan mindsker du risikoen for parfumeallergi

24. okt 2017

Parfumestoffer kan være allergifremkaldende, og omkring 4 procent af alle danskere har parfumeallergi. Se, hvordan du mindsker risikoen.

Parfume kan være allergifremkaldende

Parfume og parfumestoffer er en god ide at være opmærksom på i dine personlige plejeprodukter. De kan nemlig øge risikoen for, at du udvikler parfumeallergi.

Parfumeallergi skønnes at ramme omkring 4 procent af befolkningen. Allergien forekommer oftest hos kvinder, men også hos mænd, børn og unge.

Parfumeallergi varer resten af livet, hvis du først har fået det.

Så ofte rammer parfumeallergi (link til Videncenter for Allergis hjemmeside)

Allergirisiko afhænger af disse faktorer

Risikoen for at få parfumeallergi afhænger af flere forskellige faktorer. Det er blandt andet:

  • Hvor allergifremkaldende de parfumestoffer, som du udsætter dig for, er
  • I hvilken koncentration stofferne findes i produkterne
  • Hvor hyppigt og hvor meget du er i kontakt med parfumestofferne

Sådan ser parfumeallergi ud (link til Astma-Allergi Danmarks hjemmeside, hvor du også kan læse et bladtema om parfumeallergi)

Deodoranter er årsag til parfumeallergi

Deodoranter er ifølge Videncenter for Allergi den hyppigste årsag til parfumeallergi. Vil du nedsætte din risiko for parfumeallergi, kan du undgå deodoranter med parfume.

Bodylotion hører også til blandt de plejeprodukter, der hyppigst giver allergi. De bliver efterfulgt af parfumer, shampoo og flydende håndsæbe.

Se test: Kemien i 115 deodoranter

Se test: Kemien i 54 bodylotions

5 gode råd: Mindsk risikoen for parfumeallergi

  • Køb produkter med anprisningen ’parfumefri’, ’uden parfume’ eller med allergimærkerne Den Blå Krans eller Allergy Certified.
     
  • Brug parfume som et produkt, der er mere til fest end til hverdag.
     
  • Hvis du vil bruge parfume, kan du nøjes med at sprøjte det på tøjet, i stedet for at have det i produkter, som du smører direkte på huden.
     
  • Deodorant og bodylotion er blandt de mest hyppige årsager til parfumeallergi. Her kan du fravælge produkter med parfume.
     
  • Tjek plejeprodukter med appen Kemiluppen. Den giver let svar om indhold af parfume.

Kemiluppen: Smart app tjekker dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi

Her kan du også finde parfume i produkter
Parfume i børneprodukter giver lav bedømmelse i test

Børneprodukter med indhold af parfume får en lav bedømmelse i test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi og i appen Kemiluppen.

Det sker ud fra et udgangspunkt om, at parfume ikke hører hjemme i børneprodukter som for eksempel babyolier og vådservietter.

Børn er særligt udsatte i forhold til problematiske stoffer.

Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

Kemiluppen: Smart app tjekker dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi