Plejeprodukter ’uden parabener’ kan indeholde anden uønsket kemi

24. okt 2017

Nogle cremer og shampooer angiver, at de er uden parabener. Men de kan indeholde andre stoffer, som også er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Parabener: Konserveringsmidler er mistænkt for at være hormonforstyrrende

Parabener er en række konserveringsmidler, som bruges i personlige plejeprodukter som for eksempel cremer, bodylotion og shampoo.

Konserverende parabener bruges for, at der ikke skal vokse svampe eller bakterier, der kan ødelægge produkterne.

Hormonforstyrrende effekter i dyreforsøg gør dog, at nogle parabener er forbudte. Andre er lovlige, men stadig mistænkt for også at være hormonforstyrrende.

Parabener: Derfor er de problematiske

Uden parabener: Produkter angiver at være uden de problematiske stoffer

Plejeprodukter som shampooer, cremer og conditioner angiver nogle gange på produktet, at de er uden parabener.

’No parabens, ’Paraben free’ og ’Uden parabener’ er nogle af de anprisninger, som du kan finde på produkterne.

Kemiluppen: Tjek dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi med smart app

Stikprøve: Produkter indeholdt anden uønsket kemi

Forbrugerrådet Tænk Kemi holder løbende øje med anprisninger på personlige plejeprodukter og kosmetik.

En stikprøve i 5 butikker viste, at flere ’parabenefri’ produkter indeholdt anden uønsket kemi, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Uønsket kemi i plejeprodukter er ikke i sig selv problematisk. Men det bidrager til din samlede udsættelse for uønskede kemikalier – det er kendt som cocktaileffekten.

Cocktaileffekten – hvad er det?

8 parabenefri produkter med andre mistænkt hormonforstyrrende stoffer

  • Garnier - Respons gentle conditioner oat milk
  • Garnier - Respons mythic olive conditioner
  • Dennis Knudsen - Hair Spray flexible hold medium control
  • Dennis Knudsen - Argan oil solution
  • Natura Siberica - Oblepikha conditioner for all hairtypes
  • La Roche-Posay - Toleriane riche soothing protective cream
  • La Roche-Posay - Rosaliac cc creme
  • Vichy - Spa shower gel-cream

Plejeprodukterne indeholdt enten cyclopentasiloxane, BHT eller ethylhexyl methoxycinnamate, som alle er stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Se præcist indhold og anprisning for hvert produkt i fanen under denne artikel.

Forbrugerrådet Tænk Kemi: Vær kritisk over for anprisninger på plejeprodukter

”Det er vigtigt, at forbrugerne forstår, at den hellige gral ikke er velforvaret i forhold til uønsket kemi, fordi et produkt skriver, at det er ’uden parabener’ eller lignende. Parabener er ’kendte’ for at være mistænkt hormonforstyrrende. Men vores stikprøve viser, at der kan være andre problematiske stoffer i produkterne. Derfor er det altid en god idé at tjekke for eksempel deodoranter, bodylotions og lignende med appen Kemiluppen. Den giver svar, hvis der er uønsket kemi i produktet. Du kan også gå efter Svanemærkede produkter, som ikke må indeholde mistænkt hormonforstyrrende stoffer.”

Claus Jørgensen, projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi

Læs producenternes svar i fanen under artiklen.

4 gode kemiråd: Det kan du gøre

Kig efter parabener – Vil du undgå parabener, kan du i ingredienslisten kigge efter stofnavne som methylparaben, ethylparaben, butylparaben eller propylparaben.

Tjek med Kemiluppen – Appen gør det let for dig at tjekke dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi og parfumestoffer. Du vil også kunne se, om produkter ’uden parabener’ indeholder anden uønsket kemi.

Gå efter Svanemærket – I svanemærkede plejeprodukter stilles der krav, der går længere end lovgivningen i forhold til ingredienser. For eksempel må produkterne ikke indeholde mistænkt hormonforstyrrende stoffer.

Husk at det er markedsføring - Tag ikke producenternes egne anprisninger som en blåstempling af produktet. Produkter ’uden parabener’ kan godt indeholde anden uønsket kemi. Produkter, der markedsfører sig som mindre allergifremkaldende, kan godt indeholde parfumestoffer.

Kemiluppen: Tjek dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi med smart app

Det siger producenterne

L’Oréal

”Forbrugersikkerhed er vores vigtigste målsætning, og vi går aldrig på kompromis med de ingredienser, vi bruger i vores produkter, så de er altid sikre og lovlige. Som bekendt har der været en del debat om netop parabener. Derfor vil vi også gerne tilbyde produkter uden parabener til de forbrugere, der foretrækker det, og har valgt at oplyse om dette på nogle af vores produkter.”

Sonja Christensen, Director of communication, L’Oréal

Eurobio Lab

Eurobio Lab står bag produktet Natura Siberica. De skriver, at de ikke mener, at der er nogen direkte evidens for, at cyclopentasiloxane er skadeligt. De understreger, at produktet er lovligt, og at hårproduktet i øvrigt vil være næsten helt fordampet 12 timer, efter at det er puttet i håret.

Dennis Knudsen

Fra producenten af Dennis Knudsen-produkterne lyder det, at man har fjernet ’no parabens’-anprisningen på de nye design. Producenten understreger desuden, at man ikke har gjort noget, som er i strid med lovgivningen.

Disse uønskede stoffer fandtes i de 8 produkter

Garnier - Respons  gentle conditioner oat milk

Indeholder BHT, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende

Anprisning:  No parabens

Garnier - Respons mythic olive conditioner

Indeholder BHT, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende

Anprisning:  No parabens

Dennis Knudsen - Hair Spray flexible hold medium control

Indeholder cyclopentasiloxane og ethylhexyl methoxycinnamate, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.  Cyclopentasiloxane er også miljøbelastende

Anprisning:  No parabens

Dennis Knudsen - Argan oil solution

Indeholder cyclopentasiloxane, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Cyclopentasiloxane er også miljøbelastende

Anprisning: No parabens

Natura Siberica - Oblepikha conditioner for all hairtypes

Indeholder cyclopentasiloxane, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Cyclopentasiloxane er også miljøbelastende

Anprisning: No parabens

La Roche-Posay - Toleriane riche soothing protective cream

Indeholder cyclopentasiloxane, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Cyclopentasiloxane er også miljøbelastende

Anprisning: Paraben-free

La Roche-Posay - Rosaliac cc creme

Indeholder ethylhexyl methoxycinnamate, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Anprisning: Uden parabener

Vichy - Spa shower gel-cream

Indeholder BHT, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende

Anprisning: No parabens