Sådan spotter du mineralske olier i læbepomade

15. mar 2017

Læbepomader kan indeholde mineralske olier, som blandt andet kan ophobe sig i kroppens organer.

laebepomader-saadan-spotter-du-mineralske-olier.gif

Læbepomader: Sådan spotter du mineralske olier
Disse læbepomader er alle uden indhold af mineralske olier. De indeholder dog parfume, og Rituals Smooth Operator indeholder solfilteret benzophenone-3, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Foto: Benjamin Media

Mineralske olier i læbepomader er problematiske

Læbepomade kan du indtage via munden. EU’s videnskabelige komité vurderer, at du 'spiser' cirka 4 læbepomader om året ved dagligt brug.

Mineralske olier i læbepomader kan derfor være problematiske. Olierne ved navn MOSH og MOAH kan være henholdsvis kræftfremkaldende og ophobe sig i blandt andet leveren og milten.

Indtag af mineralske olier fra maden er allerede på et bekymrende niveau, vurderer den europæiske fødevareautoritet, EFSA.

14 læbepomader med indhold af mineralske olier - og 6 uden.  

Læbepomader med disse ingredienser kan indeholde mineralske olier

Kosmetik med ingredienser baseret på mineralske olier indeholder typisk 1 eller flere af disse ingredienser.

  • Petrolatum,
  • paraffinum liquidum,
  • paraffin,
  • cera microcristallina/microcrystalline wax,
  • ceresin,
  • mineral oil,
  • ozokerite
  • eller synthetic wax.

Derfor er mineralske olier problematiske i læbepomader.

Læbepomader baseret på naturlige olier er uden mineralske olier

Læbepomader er fri for mineralske olier, hvis de i stedet er baseret udelukkende på planteolier og -fedtstoffer eller bivoks.

Plantebaserede olier og fedtstoffer kan have mange forskellige navne på ingredienslisten afhængig af, hvilken plante de stammer fra. Bivoks hedder typisk cera alba på ingredienslisten.

Gå efter naturkosmetikmærkerne, hvis du foretrækker læbeprodukter, der er uden mineralske olier.

Naturkosmetikmærker du kan gå efter

  • Natrue
  • BDIH
  • Ecocert

Læbepomader med disse 3 mærker må ikke indeholde ingredienser baseret på mineralske olier.

Naturkosmetikmærkerne er nærmere beskrevet på miljømærkesiden. 

Appen Kemiluppen tjekker læbepomader

I Kemiluppen får en læbepomade middel bedømmelse, hvis den indeholder ingredienser baseret på mineralske olier.

Læbeprodukter med den bedste bedømmelse i appen vil være uden mineralske olier.

Kemiluppen: Tjek dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi med smart app.

I hudplejeprodukter er mineralske olier o.k.

I cremer og andre hudplejeprodukter bruges også ingredienser baseret på mineralske olier.

Hudplejeprodukter ’spises’ ikke på samme måde som læbeprodukter, og over huden er optaget af de mineralske olier vurderet at være meget begrænset.

Mineralske olier i hudplejeprodukter anses derfor ikke som problematiske og bliver ikke bedømt i Kemiluppen.

Læs det tyske risikovurderingsinstitut BfRs vurdering af mineralske olier i hudplejeprodukter (eksternt link).

Mineralske olier i læbepomader kan bidrage til din samlede udsættelse

De mineralske olier vil ikke i sig selv være problematiske i den enkelte læbepomade.

Men den europæiske fødevareautoritet, EFSA, vurderer, at indtag af olierne fra maden er sundhedsmæssigt bekymrende.

Læbepomade med ingredienser baseret på mineralske olier kan derfor ved regelmæssigt brug bidrage til din samlede udsættelse for de problematiske olier, de såkaldte MOSH og MOAH.

 

Relaterede artikler