Solcreme: 25 produkter får bedste bedømmelse i kemitest

22. jun 2016

Solcremer på det danske marked har igen i år været under Forbrugerrådet Tænk Kemis lup. Ud af 66 solcremer får 25 den bedste bedømmelse for at være uden problematisk indhold af kemi.

66 solcremer er med i test

Forbrugerrådet Tænk Kemi gennemgået deklarationen på 66 forskellige solcremer for at kigge efter problematiske indholdsstoffer.

Solcremerne klarer sig ligesom sidste år generelt godt. Du kan derfor sagtens finde én uden uønsket kemi.

Se testen af kemien i solcremer her.

Uønsket kemi i solcremer kan bidrage til cocktaileffekten

Huden er i tæt kontakt med din solcreme i lang tid, når du for eksempel er på stranden og smører det på krop og ansigt. Solcreme er et såkaldt ’leave on-produkt’, der bliver på huden.

Allergifremkaldende eller mistænkt hormonforstyrrende stoffer i din solcreme kan derfor bidrage til din samlede udsættelse for problematiske stoffer. Det som forskerne kalder cocktaileffekten.

Uønsket kemi kan du nemlig også udsættes for fra mange andre kilder. For eksempel deodoranter og bodylotions i din personlige pleje eller dampe og støv i dit indeklima derhjemme.

Cocktaileffekten - hvad er det?

Forbrugerrådet Tænk Kemi: Svanemærket og appen Kemiluppen giver det lette valg

”Vi anbefaler generelt, at forbrugerne går efter solcremer, der ikke har indholdsstoffer, som forskere har udtrykt bekymring om i forhold til hormonforstyrrende eller allergifremkaldende effekter. Disse indholdsstoffer er næsten umulige for almindelige forbrugere at huske. De kan for eksempel have navne som ethylhexyl methoxycinnamate og benzophenone-3. Derfor er det lette valg at gå efter svanemærkede produkter, som ikke må indeholde problematiske kemikalier. Mange forbrugere bruger også vores app Kemiluppen, der let anviser, om der er problematisk indhold i et produkt.”

Christel Søgaard Kirkeby, projektleder, Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Derfor er hormonforstyrrende stoffer problematiske.

25 solcremer med bedste kemibedømmelse i test

  • SunCircle Sun spray SPF 20 Kids
  • Irmas Tusindfryd Sol lotion SPF 15
  • Avivir Aloe vera sun lotion SPF 15
  • Änglamark Sun lotion til børn og voksne SPF 15
  • Derma Sollotion SPF 30
  • Levevis Kids sun protection lotion SPF 30
  • Matas Sollotion SPF 15
  • Matas Sollotion SPF 30
  • SunCircle Sun lotion SPF 15
  • Avivir Aloe Vera Sun Lotion SPF 30
  • Levevis Sun protection lotion SPF 15
  • Apotekets Sol lotion SPF 30
  • Apotekets Sol lotion SPF 15
  • Minirisk Sollotion SPF 15
  • Derma Kids sollotion SPF 30
  • Matas Kids Sollotion 30
  • Derma Sollotion SPF 15
  • Rudolph Kids sun lotion SPF 30
  • Mellisa SPF 20
  • Ideel Solcreme SPF 30
  • Lovena Sunspray kids SPF 30
  • Lovena Sun lotion SPF 15
  • Riemann P20 lotion SPF 20 100 ml
  • Green People Organic children sun lotion SPF 30
  • Beauté Pacifique Stay outside SPF 30

Se hele testen af kemien i solcremer her.