Kemien i solcreme: Det skal du holde øje med

2. mar 2015

UV-filtre og konserveringsmidler kan være problematisk kemi, som du skal være opmærksom på, når du køber solcreme.

Solcremens kemi bliver på huden

Sommer, badestrande og udeliv kræver, at du smører godt med solcreme over hele kroppen.

Hormonforstyrrende stoffer er dog problematiske, hvis de findes i din solcreme.

Cremen er nemlig et såkaldt leave on-produkt, der bliver på din hud i lang tid, hvor din krop kan optage stofferne.

Test: Kemien i solcremer (link til testen).

Miljømærkede solcremer er et godt valg

Mange solfiltre er på EU's liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Solcreme med mistænkt hormonforstyrrende stoffer finder du derfor ofte på butikkernes hylder – også selvom du kigger efter solcreme til børn.

Svanemærkede solcremer er et godt valg. Miljømærkede solcremer er den letteste måde at undgå de mistænkt hormonforstyrrende stoffer.

Kemiluppen: Tjek din solcreme for uønsket kemi med smart app.

Solcreme kan give allergi

Solcreme kan indeholde stoffer, der kan give allergi.

Parfume, visse konserveringsmidler og UV-filtre er de mest almindelige stoffer.

Astma-Allergi Danmarks allergimærke, Den Blå Krans, giver dig en let måde at vælge den solcreme med færrest mulige allergifremkaldende stoffer.

Miljømærker: Få styr på Svanen, Blomsten og alle de andre.

Brug appen Kemiluppen

Kemiluppen er en app fra Forbrugerrådet Tænk Kemi, der giver dig en vurdering af, om din solcreme indeholder problematiske indholdsstoffer.

Hent Kemiluppen og tjek din solcreme for uønsket kemi.

Børnesolcremer har ikke skrappere krav

Solcremer til børn skal ikke leve op til nogen særlige lovkrav, når det gælder indholdsstoffer.

Derfor skal du være lige så opmærksom, når du køber solcreme til børn, som når du køber solcreme til dig selv.

Hold øje med disse mistænkt hormonforstyrrende stoffer

  • Ethylhexyl methoxycinnamate (et solfilter)
  • Propylparaben (et konserveringsmiddel)
  • Cyclopentasiloxane (et blødgørende stof)

Testen af solcremer, som Forbrugerrådet Tænk Kemi laver 1 gang om året, viser ofte indhold af disse problematiske stoffer.

Test: Kemien i solcremer (link til testen).

Solcreme fra udlandet kan indeholde uønsket stof

I solcreme købt i udlandet skal du holde øje med stoffet:

• 4-Methylbenzylidene camphor (4MBC).

Stoffet er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Nano-solfiltre skal fremgå

Solfiltre som for eksempel titanium dioxid finder du som nanoform i solcremer. Nano er en fælles betegnelse for en lang række stoffer, der er meget små.

Nano-indhold i solcreme skal fremgå af ingredienslisten.

Vil du gerne undgå nano så gå udenom produkter, hvor der står (nano) i ingredienslisten.

EU's videnskabelige komité vurderer, at nano er sikkert at bruge i solcreme.

Nano: Er det godt eller skidt for miljø og sundhed?

Brug rigelige mængder, når det er nødvendigt

Solcreme skal du bruge i rigelige mængder. Det kræver meget at beskytte sig mod solens skadelige stråler.

UV-tøj – for eksempel til børnene på stranden – er en god måde at slippe for meget af solcremen. Husk, at du stadig skal indsmøre udækket hud som for eksempel hænder og fødder.

Husk også at søge skygge.

Disse solcremer beskytter huden bedst. Se test Forbrugerrådet Tænks test på tænk.dk.

Solfiltre findes også i andre cremer

Ansigtscremer, rynkecremer og BB-cremer kan også indeholde solfiltre, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Solbeskyttelse er som regel angivet som en solbeskyttelsesfaktor (SPF) på cremen.

Du har sjældent brug for solbeskyttelse i vinterhalvåret. Ansigtscremer, rynkecremer og BB-cremer giver dig desuden sjældent solbeskyttelse nok, når du endelig har brug for det.

Mængden du smører på vil typisk være for lille til at opnå den angivne SPF.

Overvej, om solfilter i dagcreme er nødvendigt for dig.