Triclosan: Fund af 16 spraydeodoranter med ulovligt indhold

29. jun 2016

Triclosan er ulovligt at bruge i spraydeodoranter. Stoffet kan ophobe sig i naturen og er blandt andet mistænkt for at være hormonforstyrrende. Alligevel har Forbrugerrådet Tænk Kemi og TV2-programmet ’Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste’ fundet stoffet i 16 deodoranter.

deodorant-med-triclosan.gif

Spraydeodorant med triclosan
Foto: iStock

Stoffet triclosan er mistænkt for at være hormonforstyrrende

Spraydeodoranter må ikke indeholde triclosan. Stoffet er et bakteriehæmmende konserveringsmiddel, som nogle producenter bruger i kosmetik og personlig pleje.

Triclosan er blandt andet mistænkt for at være hormonforstyrrende og for at udvikle resistente bakterier – det vil sige bakterier, der ikke kan slås ihjel med antibiotika.

Stoffet kan desuden ophobes i naturen og skade miljøet.

Triclosan er ulovligt at bruge i spraydeodoranter

Stiftdeodoranter, tandpasta og bodyshampoo er eksempler på produkter, hvor stoffet er tilladt i små mængder på 0,3 procent.

Triclosan blev forbudt i spraydeodoranter i efteråret 2014. Dog har forhandlere frem til 30. juni 2015 måttet sælge produkter, der allerede var i butikkerne.

Spraydeodoranter anmeldt for ulovligt stof

Appen Kemiluppen fra Forbrugerrådet Tænk Kemi viser, at der findes spraydeodoranter, der har ulovligt indhold af stoffet triclosan.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har derfor i samarbejde med TV 2-programmet ’Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste’ været ude i danske butikker og fundet i alt 16 spraydeodoranter med ulovligt indhold af triclosan.

Spraydeodoranterne er nu anmeldt til Miljøstyrelsen.

Hent vores gratis app Kemiluppen til at tjekke dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi.

 Disse 16 spraydeodoranter indeholdt ulovlig triclosan

  • Paco Rabanne, Black XS Deodorant spray
  • Calvin Klein, CK one Deodorant spray
  • Calvin Klein, Down Town Deodorant spray
  • Nina Ricci, Nina Fresh Deodorant Spray
  • Enliven, Original Deodorant Body Spray
  • Enliven, Fresh Deodorant Body Spray
  • Enliven, Energy Deodorant Body Spray
  • French collection, Blissful Red Berries & Peony Body Fragrance
  • Insette Sports Kickoff bodyspray
  • Burberry Weekend for Women Perfumed Deodorant Spray
  • Burberry, Perfumed deodorant Natural spray
  • Outpace, Sportstar Deodorant Bodyspray
  • Insette, Sport Ace Bodyspray
  • Jeanne Arthes, Arôme by Arthes, Deodorant spray
  • Jeanne Arthes, J.S. Joe Sorrento Deodorant Spray
  • Jeanne Arthes, Rocky man Deodorant Spray

Hvis spraydeodoranten indeholder triclosan, vil der stå 'triclosan' på indholdsdeklarationen. Flere af deodoranterne ovenfor findes også i udgaver uden triclosan.

Fik du ikke set 'Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste'? Læs mere om programmet her.

Forbrugerrådet Tænk Kemi: Det undrer os, at der findes produkter med ulovligt indhold af triclosan

”Der har været fokus på stoffet triclosan i så mange år. Siden år 2000 har Miljøstyrelsen anbefalet, at man undgår triclosan, og så undrer det mig, at vi nu har fundet ulovlige produkter med det her stof på markedet. Heldigvis har vi kunnet hjælpe med at få disse ulovlige spraydeodoranter væk fra hylderne, så forbrugerne ikke skal bekymre sig om dem.”

Christel Søgaard Kirkeby, projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi

Miljøstyrelsen: Det er ikke godt nok

”Det her er et kedeligt eksempel på, at leverandører og detailhandlen ikke har fulgt op på reglerne i kosmetikreguleringen, og det er ikke godt nok. Vi mødes med branchen i det som hedder kosmetik dialogforum – og her vil vi igen gøre dem opmærksom på, at det er deres ansvar at sikre, at de produkter, som de sælger, er lovlige. Og samtidig vil vi diskutere, hvordan informationen ud til detailledet kan gøres bedre, når et produkt bliver ulovligt.”

Inger Bergmann, kontorchef i Kemikalieinspektionen

Kosmetikbranchen: Triclosan i spraydeodoranter er en fejl

”Det er vigtigt at pointere, at vi som forening fortæller vores medlemmer, hvordan loven ser ud, hvad der er sikkerhedsvurderet, og hvordan de kan markedsføre sig og forholde sig til EU’s kosmetiklovgivning. Hvis der er ulovlige produkter på markedet, så tager vi afstand fra det, for det skader også resten af branchen.”

”Det er kun 6 af produkterne, hvor vores medlemmer har de officielle rettigheder til videresalg. Vi kan se, at de 4 må stamme fra parallelimport fra andre markeder. Men det er klart, at triclosan ikke skal være i spraydeodoranter. Når det er fundet der, er det en fejl, og det har vores medlemmer rettet op på.”

Helle Fabiansen, direktør i kosmetikbrancheforeningen SPT

4 gode råd, hvis du har købt én af deodoranterne

  • Tjek ingredienslisten for indhold af stoffet triclosan. Stoffet skal stå der, hvis det er i.
  • Brug appen Kemiluppen til at scanne din deodorant. Indhold af triclosan vil give den laveste bedømmelse.
  • Stop brugen af spraydeodoranten, hvis den indeholder triclosan.
  • Bed om at få pengene retur i til butikken, hvor du købte spraydeodoranten. Alle forhandlere, som optræder i programmet ’Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste’, fortæller, at kunder kan henvende sig og få pengene retur for deodoranten.

Forbrugerrådet Tænk Kemi og Miljøstyrelsen anbefaler, at du undgår stoffet triclosan i personlige plejeprodukter.

Se liste: Her er stoffet triclosan fundet i andre plejeprodukter.

Fakta om triclosan

Triclosan er et bakteriehæmmende konserveringsmiddel, der bliver brugt i kosmetik og plejeprodukter.

EU's videnskabelige komite har vurderet, at stoffet kun er sikkert til brug i ganske få plejeprodukter.

Stoffet er blandt andet tilladt i små mængder i stiftdeodoranter, tandpasta og bodyshampoo i op til 0,3 procent. Men stoffet er forbudt at bruge i spraydeodoranter.

Triclosan er mistænkt for at være hormonforstyrrende og for at udvikle resistente bakterier – det vil sige bakterier, der ikke kan slås ihjel med pencillin. Stoffet kan desuden ophobes i naturen og skade miljøet.

Triclosan blev forbudt i spraydeodoranter i efteråret 2014. Dog har forhandlere frem til 30. juni 2015 måttet sælge produkter, der allerede var i butikkerne.