Test: Kemi i hygiejnebind

13. okt 2016

Test af kemien i 13 hygiejnebind viser, at der er mange gode valg i de danske butikker. Always Ultra kan du dog finde med indhold af parfume.

bind_test.gif

test-kemi-i-bind
Foto: Nikoline Oturai

Hygiejnebind: De fleste er gode valg

I hygiejnebind behøver du generelt ikke at bekymre dig om problematisk kemi.

Mærker med parfume er dog en god ide at fravælge, da hygiejnebind er i kontakt med et meget sart sted på kroppen.

Se bedømmelsen af produkterne i bunden af denne side.

Test: Kemi i tamponer

Parfume: Producent udfaser parfumerede bind

Hygiejnebindene i testen er generelt uden parfume. Men i ét mærke bind - Always Ultra - kan du risikere at støde på en parfumeret udgave.

Always sælger ikke længere parfumerede bind i Danmark. Men der kan stadig findes rester eller varer i butikkerne, der er importeret fra andre EU-lande. 

Bind: Sprøjtemiddel i små mængder

Hygiejnebind kan indeholde uønsket kemi som for eksempel sprøjtemidlet glyphosat, rester af klor eller tungmetal. Men det er i så små mængder, at det ikke vurderes at være problematisk.

Bindene, som indeholdt disse stoffer, har fået middel bedømmelse. Så har du mulighed for at undgå dem.

Test: Det betyder kolberne A, B og C.

Bag om testen

Sådan har vi testet

Vi har i alt testet 13 hygiejnebind for uønsket kemi. Bindene er indkøbt i danske butikker i sommeren 2016. Det er efterfølgende sendt til kemiske test på analyselaboratorier.

Bindene er undersøgt for:

  • Parfume
  • Glyphosat/AMPA
  • Frigivelse af tungmetaller fra farvet materiale
  • Klorrester
  • Formaldehyd
  • Nonylphenol/nonylphenolethoxylater

Der er tidligere lavet test af andre bind, der viser at bind generelt er fri for ftalater, PAH og azofarvestoffer. Derfor har vi ikke undersøgt for disse.

Det har vi fundet

Parfume

Parfume kan være allergifremkaldende, og vi anbefaler at undgå parfume i bind og tamponer, da det er et sart område. Parfume i slimhindeområdet er en unødvendig udsættelse for kemiske stoffer.

Bind fra Always kan i nogle tilfælde være parfumerede. Duften af bindene er markant parfumeret.

P&G oplyser, at de ikke længere markedsfører bind med parfume på det danske marked, men fører både med og uden parfume i udlandet. Det er dog stadig muligt visse steder at købe de parfumerede alwaysbind i Danmark, enten som rester fra tidligere leverancer, eller fordi bindene er parallelimporterede.

Deklarationen af parfume i Always bind er mangelfuld, og det er svært at gennemskue ud fra pakken, at de er parfumerede. Den parfumerede version er på bagsiden mærket med "Odour neutralising technology, that contains a light scent".  Vi har fundet et par forskellige versioner, hvoraf den ene også er mærket med ”Neutralises odours” på forsiden. Dermed er det ikke tydeligt for dig, at bindene indeholder parfume. I modsætning er de uparfumerede always mærket med "Fragrance free".

Parfumerede bind er ikke omfattet af samme krav som for eksempel kosmetik, hvor produktet skal være mærket med ingrediensliste, så du kan se, hvad der er i.

Vi har ikke testet for de øvrige kemikalier i de parfumerede bind, da vi ikke anbefaler, at man bruger parfumerede bind.

Sådan spotter du, om der er parfume i

  • Lugt til pakken – vi kan ikke anbefale produktet, hvis det dufter parfumeret.
  • Udsagn som ”Scent”, ”Fresh”, ”Neutralises odours” er ofte parfume.

Glyphosat/Ampa

Glyphosat er et sprøjtemiddel. AMPA er nedbrydningsproduktet af Glyphosat. Glyphosat er under mistanke for at være kræftfremkaldende.

Vi har fundet glyphosat/Ampa i 4 bind, de to dog kun i små mængder, omkring detektionsgrænsen. Nogle indeholdt glyphosat/Ampa i mængder, der var noget over detektionsgrænsen, som derfor udløser middel bedømmelse. Mængderne er dog så lave, at det vurderes at være uproblematisk, omend det stadig er uønsket.

Bemærk at bind og tamponer – også økologiske – kan indeholde spor af sprøjtemidler, selvom der ikke er brugt sprøjtemidler i produktionen. Det kan for eksempel skyldes forurening fra sprøjtning af omkringliggende marker eller forurening af materialerne undervejs. Når du vælger økologiske udgaver, er du med til at undgå, at der bliver spredt sprøjtemidler på markerne, men du kan ikke være garanteret, at de ikke indeholder små spor af sprøjtemidler.

Klorrester

Vi har fundet små mængder klorrester i 3 bind. Klorblegning er en proces, der kan danne miljøproblematiske stoffer.

Tungmetaller

Bindene, der er dekoreret med farvemønster, er testet for frigivelse af tungmetaller i det farvede område. Her viser testen et enkelt fund af frigivelse af tungmetallet antimon. Testværdien er over grænserne i Edanas vejledning (branchevejledning), men under grænserne for tekstiler i Oekotex.

Relaterede artikler

Test: Kemi i tamponer

Test: Kemi i tamponer

Cocktaileffekten

Cocktaileffekten – hvad er det?

Test: Kemien i solcreme

Test: Kemi i solcreme

Test af kemi i deodoranter

Test: Kemi i deodoranter

Test: Kemi i bodylotion

Test: Kemi i bodylotion

Vådservietter problematisk kemi

Test: Kemi i vådservietter

Babyolier test

Test: Kemi i babyolier

Test: Babylotion

Test: Kemi i babylotion