Test: Kemi i imprægnering på spray

20. mar 2017

Imprægnering kan være en god hjælp, når jakke og sko ikke længere er vandtætte. Men spray til imprægnering kan indeholde fluorstoffer, som kan være problematiske for sundhed og miljø.

Imprægnering: Hver anden spray er fri for fluorstoffer

Testen af imprægneringsmidler viser, at 6 ud af 11 imprægneringssprays er fri for uønskede fluorstoffer.

Fluorstoffer har i mange år været brugt i blandt andet imprægnering til tøj, jakker og sko. Stofferne kan gøre tekstil vandtæt, men fluorstoffer kan også være problematiske for miljø og sundhed. 

Fluorstoffer kan ophobe sig i kroppen og i miljøet, hvor det kun nedbrydes i lille grad. Stofferne er blandt andet mistænkt for at påvirke immunsystemet og øge risikoen for spontan abort.

Cocktaileffekten – hvad er det?

Find de testede imprægneringssprays nederst på denne side.

Imprægner udendørs og undgå indånding

Imprægneringsmidler kan indeholde forskellige stoffer, som kan være problematiske. Når du sprayer, dannes der en tåge af små partikler, som hænger i luften.

Ved imprægnering af for eksempel skitøj, flyverdragter og støvler er det vigtigt, at du ikke indånder partiklerne, som kan være skadelige. Det gælder også, selvom der ikke er fluorstoffer i imprægneringen.

En pumpespray danner færre små partikler end en spraydåse.

Imprægnering skal foregå udenfor.

Virksomheder: Flere udfaser brugen af fluorstoffer

I testen oplyser flere virksomheder, at de enten er i gang eller vil gå i gang med at udfase fluorstoffer fra deres imprægneringsmidler.

Kemitest: Det betyder kolberne.

Bag om testen

Sådan har vi testet
 

I november 2016 har Forbrugerrådet Tænk Kemi indkøbt 11 forskellige imprægneringssprays, der er fundet i danske butikker. Indkøbene er blandt andet foretaget i supermarkeder, friluftsbutikker, byggemarkeder, hælebar og skobutikker. 

Imprægneringsprodukterne er sendt til test på et eksternt laboratorium, der har testet på forskellig vis for fluorstoffer:

  • Der blev sprayet imprægnering på en film, og overfladen blev screenet for indhold af fluor.
  • Flygtige organiske fluorforbindelser blev opsamlet efter opvarmning af den sprayede film til 80 grader og derefter målt.
  • Hvis testen var positiv for fluor, blev der analyseret for indholdet af specifikke fluorstoffer i emballagen. De specifikke fluorstoffer var for eksempel PFOA, PFOS, PFHxA og FTOH.

Testlaboratoriet screenede i den sprayede film også for indhold af siloxanerne cyclotetrasiloxane og cyclopentasiloxane, som blandt andet er miljøbelastende og mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Derudover har Forbrugerrådet Tænk Kemi kigget på, om produkterne er faremærkede i forhold til miljø. Det er også tjekket, om imprægneringen er en såkaldt aerosolspray (spraydåse) eller pumpespray.

Efter testen har vi sendt analyseresultaterne til virksomhederne, så de har kunnet kommentere på fundene.

Det har vi fundet
 

I 5 produkter viste testen fluor i den første screening. I alle disse produkter viste de efterfølgende test, at imprægneringsprodukterne indeholdt FTOH (fluortelomer alkoholer), som er nedbrydningsprodukter af andre fluorstoffer.

Producenterne har bekræftet, at de bruger fluorstoffer i de 5 sprays.

6 sprays var uden fluorstoffer. Heraf var der 3 spraydåser og 3 pumpesprays.

Der blev kun fundet meget små spor af cyclotetrasiloxane og cyclopentasiloxane i den sprayede film. Da stofferne er flygtige og reaktive, betyder testresultatet ikke nødvendigvis, at stofferne ikke findes i imprægneringen. Men de er ikke til stede i det sprayede materiale.

3 imprægneringssprays var klassificeret som miljøbelastende.

Links til mere viden


Forskeres anbefalinger om udfasning af fluorerede stoffer: The Helsingør statement og The Madrid Statement (eksterne links).

Cocktaileffekten – hvad er det?

Fluorstoffer: 11 tips til at undgå dem.

 

Det siger virksomhederne

Goodstep (Darby Imprægnering, som forhandles i COOP)

"Goodstep følger løbende debatten om Polyflour Chlorider (PFC). Vi har siden sommeren 2016 haft en god dialog med Coop om udfasning af PFC og på baggrund af denne dialog, har vi besluttet at udfase PFC i de få produkter, der er tilbage i vores program. Goodstep har sammen med en af vores producenter udviklet en ny PFC-fri imprægnering og har tidligere besluttet at stoppe produktionen af Derby Protector i december 2016. Den nye PFC-fri imprægnering vil være i handlen slut april, hvor det også forventes at Derby Protector er udsolgt. Derby Protector er en C4 (4 kædet), PFOS og PFOA fri imprægnering. Vi mener, at vi er ærlige i vores kommunikation, og at vi ikke skjuler noget for forbrugeren, i det Derby Protector overholder alle lovkrav i henhold til mærkning, markedsføring og indhold. I Goodstep bestræber vi os på at levere et så bæredygtigt produkt som muligt. "

COOP (Forhandler af Darby Imprægnering)

"Coop kontaktede Derby sidste sommer, for at sikre at eventuelle fluorstoffer blev fjernet ASAP (hurtigst muligt, red.). Vi krævede en løsning til senest dette forår. De var meget positive og har arbejdet videre med det. Og de har nu sammen med deres tyske producent fundet en løsning, som er på vej til butikkerne nu. Fordi en PFC-fri erstatning er klar nu, har vi besluttet at iværksætte fuldt stop for levering af PFC-holdige varer til alle vores butikker. Vi sender således kun PFC-fri imprægneringsspray ud til butikkerne fra dags dato. Vi har desuden returneret 76 kasser til leverandøren fra vores lager. Vi synes, at dette er et eksempel på rigtig fint samarbejde om at finde en løsning. Det var vigtigt for os, at vi havde et alternativ, før vi meldte denne vare ud. Hvis vi 'blot' havde kasseret den sidste år, havde leverandøren formentlig ikke grebet bolden og arbejdet hårdt for at finde en løsning. Vi har sammen med leverandøren sikret en sikker substitution, og der nu er fundet løsning, som er acceptabel og på vej i butikkerne nu."

Grangers

"Xtreme Repel will be discontinued across all markets. The core Grangers product range will therefore no longer contain fluorinated-based products."

Aslak Nørgaard (Milano Imprægnering, som forhandles i Dansk Supermarked)

"Dansk Supermarked A/S påtænker fremadrettet at fjerne alle fluorstoffer i Milano All-ROUND IMPRÆGNERING."

Sterling Polish Company

"Som et resultat af testen er vi gået i gang med en proces for at udfase fluorstoffer fra vores Imprægnering."

Relaterede artikler