Test: Kemi i kombivogne

16. maj 2016

2 kombivogne får den bedste karakter i Forbrugerrådet Tænk Kemis laboratorietest af 7 kombivogne - også kaldet duovogne. Både klapvogn og barnevogn er testet for en række uønskede kemikalier, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende.

kombivogne-test-1.gif

Kombivogne, duovogne, klapvogn og barnevogn - blandt andet Emmaljunga og Stokke
Fotomontage. Foto: ICRT

Stokke og Emmaljunga er gode valg

Kombivognen fra Stokke er for andet år i træk fri for problematiske kemikalier. Klapvogn og barnevogn får den bedste karakter.

Emmaljungas kombivogn får også topkarakter i kemitesten. Emmaljunga var ikke med i testen fra 2015.

Læs artiklen: 'Kombivogn fra Stokke klarer sig bedst i kemitest for andet år i træk.'

Gå til bunden af siden for at se testen af de enkelte produkter.

2 duovogne får lav bedømmelse for uønsket kemi

2 kombivogne får den laveste bedømmelse på grund af indhold af klorparaffiner - en stofgruppe, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

Stofferne er ikke forbudte i klapvogne, men de er uønskede i produkter til børn. Den uønskede kemi kan bidrage til den samlede cocktail af problematiske stoffer, som børn udsættes for.

Hormonforstyrrende stoffer som ftalater og flammehæmmere viste testen ikke indhold af.

Cocktaileffekten - hvad er det?

Kombivogne er sikkerheds- og holdbarhedstestet af Forbrugerrådet Tænk

Forbrugerrådet Tænk har testet kombivogne - klapvogne og barnevogne - for at afprøve, om de er sikre, holdbare og gode i brug.

Læs Forbrugerrådet Tænks funktionstest af kombivogne på tænk.dk.

Kemitest: Det betyder kolberne.

Bag om testen

Sådan har vi gjort
 

Forbrugerrådet Tænk Kemi har sendt 7 forskellige duovogne til kemisk test på laboratorie.

En duovogn er klapvogn og barnevogn i ét, hvor klapvognssæde og barnevognskasse kan udskiftes. Duovogne bliver ofte også kaldt kombivogne.

Vi har undersøgt indholdet af kemikalier i 2 blandingsprøver af de dele, som barnet kan være i kontakt med, når det henholdsvis sidder i klapvognen for eksempel stoffet, selerne, kalechen, frontbøjlen med mere, eller når det ligger i barnevognskassen for eksempel stof, madras og lignende.

Vi har også kigget på indhold af kemikalier i vognens håndtag, som forældrene, men også barnet selv og søskende, er i kontakt med.

Disse stoffer har vi kigget efter:

  • PAH’er
  • Ftalater
  • Flammehæmmere
  • Klorparaffiner

Vi har udelukkende kigget efter, om stofferne findes i produkterne.

Vi har ikke testet, i hvor høj grad stofferne frigives fra produkterne.

Det har vi fundet
 

Overordnet resultat

Den bedste kemibedømmelse får 2 kombivogne – Emmaljunga og Stokke.

En middel kemibedømmelse får 3 kombivogne. De indeholdt alle mindre mængder problematisk kemi i form af PAH’er. Stofferne var enten i området omkring barnet eller i klapvognens håndtag.

En lav kemibedømmelse får 2 klapvogne. De indeholdt problematisk kemi i form af klorparaffiner og for den ene vogn også PAH’er blandt andet naftalin. I begge tilfælde er stofferne lovlige.

Ftalater:

Ingen af de testede kombivogne indeholdt ftalater.

Flere ftalater er forbudt i babyprodukter som klapvogne.

PAH’er:

PAH’en naftalin fandt vi i 3 af de 7 testede produkter.

Vi fandt også indhold af andre PAHer i yderligere 3 produkter.

PAH’er – også kaldet tjærestoffer - er en gruppe af stoffer, hvor nogle af dem kan være kræftfremkaldende.

En grænseværdi for udvalgte PAH’er i produkter, som man er i længerevarende kontakt med, er for nylig trådt i kraft i EU.

Naftalin er ikke omfattet af forbuddet. Stoffet er klassificeret som muligt kræftfremkaldende i EU.

Flammehæmmere:

Ingen af de testede kombivogne indeholdt nævneværdige koncentrationer af fosforholdige flammehæmmere.

Det er positivt, da det er stoffer, som vi tidligere jævnligt har set indhold af i både klapvogne, barnevogne og andre børneprodukter.

Tre fosforholdige flammehæmmere er forbudt i legetøj. Men babyudstyr som for eksempel klapvogne er ikke omfattet af forbuddet.

Klorparaffiner:

To klapvogne indeholdt klorparaffiner.

For én af vognene fandtes det i håndtaget. I den anden var det både i håndtaget og i dele af klapvognssædet som børnene er i kontakt med.

Klorparaffiner står på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer. De er problematiske for miljøet, og er også mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

Visse klorparaffiner – de kortkædede klorparaffiner - er forbudt i en lang række produkter.

Har du købt en vogn med uønsket kemi?

Kombivognene, der indeholder uønsket kemi, er som udgangspunkt ikke i sig selv sundhedsskadelige. Du kan derfor fortsat bruge din klapvogn, hvis du har købt én af de vogne med uønskede kemikalier.

Babyudstyr anbefaler vi dog, at du køber uden kemikalier, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende. Stofferne kan bidrage til den samlede eksponering for problematiske kemikalier.

Højest indhold af kemikalier fandt vi i vognenes håndtag, så du kan være opmærksom på, at dit barn er i mindst mulig kontakt med håndtaget.