Test: Kemi i mascara

20. nov 2017

23 mascaraer i testen er gode kemivalg, hvis du vil undgå mistænkt hormonforstyrrende stoffer og allergifremkaldende konserveringsmidler.

test-kemi-i-mascara.gif

Test: Kemi i mascara
Foto: Anne Beck Christensen

Mascara: Du har mange gode kemivalg

Mascara på det danske marked kan både være med og uden uønsket kemi. Forbrugerrådet Tænk Kemi har i testen nærlæst indholdslisterne på 55 mascaraer. 

Mascaraerne er tjekket for indhold af stoffer, som er allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Testen viser, at der er mange gode kemivalg på butikkernes hylder. Men du kan også støde på mascara med problematiske stoffer.

Test: Det betyder kolberne A, B og C

Se de 55 mascara med kemibedømmelser nederst på denne side.

Uønsket kemi: Mascara kan bidrage til cocktaileffekten

Hormonforstyrrende og allergifremkaldende stoffer i en mascara er ikke et problem i sig selv. Mængden i det enkelte produkt er meget lille.

Mascara kan dog bidrage til din samlede udsættelse for uønsket kemi, som du kan møde fra mange kilder i din hverdag.

Cocktaileffekten kalder forskere det, når du lægger den samlede effekt af forskellige stoffer og produkter sammen. Selvom det enkelte produkt er sikkert, kan din samlede udsættelse blive for høj. Det gælder for eksempel i forhold til hormonforstyrrende effekter.

Kosmetik uden uønsket kemi er derfor en god ide at gå efter. På den måde kan du selv gøre en indsats for at holde mængderne nede.

Cocktaileffekten - hvad er det?

Kemiluppen: Tjek din mascara med smart app

Appen Kemiluppen hjælper dig, hvis din mascara ikke er med i testen.

I Kemiluppen kan du finde vurderinger af mange flere produkter.

Kemiluppen: Tjek din kosmetik og personlige pleje for uønsket kemi med smart app

Bag om testen

Sådan har vi testet

Forbrugerrådet Tænk Kemi har indkøbt i alt 55 mascaraer på det danske marked. Der er valgt både billige og dyre mærker. Vi er gået efter et udvalg, der dækker markedet bedst muligt.

Der er tale om en deklarationstest. Det vil sige, at vi har tjekket de deklarerede ingredienser på indholdslisten og set, om indholdsstofferne findes på en række lister over problematiske stoffer. Det kan for eksempel være EU's liste over mistænkt hormonforstyrrende stoffer, EU's liste over harmoniseret klassificering og lignende.

Nikkelindhold er ikke med i testen. Nikkel tilsættes ikke, men kan findes som urenheder i farvestofferne. Desværre kan vi så ikke læse os frem til, om der er nikkel i, og derfor er det ikke med i vurderingen.

Videncenter for allergi har tidligere kigget efter, om de kunne finde en sammenhæng mellem nikkelallergi og eksem i øjenområdet, og det fandt de ikke. Så det er ikke entydigt at nikkelallergikere reagerer på f.eks. mascara. Men hvis du har problemer med nikkelallergi eller allergi overfor krom og kobolt, så vær opmærksom, og hør gerne producenten om det er oprensede farvestoffer de anvender.

Læs mere om testkriterier: Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

Det har vi fundet

Mascaraerne i testen fordelte sig således:

  • 23 fik A-bedømmelse (den bedste bedømmelse)
  • 16 fik B-bedømmelse (for eksempel med parfume)
  • 16 fik C-bedømmelse (for eksempel med mistænkt hormonforstyrrende stoffer)

Test: Det betyder kolberne A, B og C

Mascara: Både dyre og billige mærker kan indeholde uønsket kemi

I kemitesten af mascara er der fundet disse problematiske stoffer med C-bedømmelse:

  • Parabener, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
  • BHT, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
  • Cyclopentasiloxane, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende og problematisk for miljøet.
  • PTFE, et fluorstof der er problematisk for miljøet.
  • Chloroxylenol, der er allergifremkaldende.
  • Imidazolidinyl urea, der er allergifremkaldende.
  • Iodopropynyl butylcarbamate, der er allergifremkaldende.

Cocktaileffekten - hvad er det?

Mascara: 3 gode kemiråd

Det siger producenterne

Dark Blond Cosmetics

Virksomheden oplyser, at dens kommende mascaraer ikke vil indeholde cyclopentasiloxane.

Estée Lauder Cosmetics A/S:

“Vi kan forsikre vores forbrugere om, at vi ikke benytter ingredienser eller stoffer, der udgør nogen fare ved anvendelse af vores produkter, og sikkerheden i brugen af vores produkter er højt prioriteret i hele vores organisation.
 
Alle de ingredienser, vi anvender i vores produkter, er af den højeste kvalitet og godkendt til brug i hudplejeprodukter og kosmetik af EU samt de danske myndigheder."

L’Oréal:

”Vi vil gerne understrege, at forbrugersikkerhed er vores vigtigste målsætning og forsikre forbrugerne om, at deres helbred og miljøet ikke er i fare. Når det gælder konserveringsmidler i vores produkter, så kan de være nødvendige for at beskytte produktet mod bakterier og svampe og for at sikre, at produktet kan bruges i flere måneder. Vi bruger kun sikre og lovlige konserveringsmidler og går ikke på kompromis med vores forbrugeres sikkerhed. L’Oréal råder over et team af over hundrede toksikologer, læger og eksperter, der er ansvarlige for at efterprøve, at alle de produkter, vi lancerer på markedet, er sikre.”

Læs mere: Både billige og dyre mascaraer kan indeholde uønsket kemi

Læs mere: Mascara - 3 gode kemiråd

 

Testede produkter

Vis kun:

 
 

Relaterede artikler