Test: Kemi i opvaskemiddel til håndopvask

13. dec 2016

Opvaskemidler på butikkernes hylder er ofte gode valg uden problematiske kemikalier. Men godt hver tredje af de 33 testede produkter indeholder allergifremkaldende konserveringsmidler.

test-kemi-i-opvaskemidler.gif

Test af kemi i opvaskemidler til håndopvask
Foto: Nikoline Oturai

Opvaskemidler: Mange grønne valg i testen

33 opvaskemidler til opvask i hånden er blevet tjekket for uønskede indholdsstoffer. Ingredienslisterne er blandt andet undersøgt for stoffer, der kan være allergifremkaldende eller er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Testen viser, at du ikke skal være bekymret for hormonforstyrrende stoffer i dit opvaskemiddel. Men du kan være opmærksom på allergifremkaldende konserveringsmidler.

  • 14 håndopvaskemidler er gode valg, de er fri for en række problematiske stoffer
  • 6 er fri for en række problematiske stoffer, men indeholder parfume
  • 13 indeholder allergifremkaldende konserveringsmidler

Se opvaskemidlernes bedømmelse nederst på denne side.

Allergifremkaldende konservering: 12 opvaskemidler indeholder MI

Det allergifremkaldende konserveringsmiddel MI (methylisothiazolinone) er det mest udbredte stof, som er fundet i testen. Over 1.000 danskere har årligt fået konstateret allergi over for stoffet MI. Derfor er der god grund til at nedsætte din udsættelse for stoffet, så du sænker risikoen for at udvikle allergi.

Det betyder grøn, gul og rød kolbe.

Bag om testen

Sådan har vi testet

Forbrugerrådet Tænk Kemi har været rundt i diverse butikker og købt forskellige opvaskemidler. Produkterne er valgt ud fra et kriterium om at dække markedet bredt. Der er også indhentet ønsker fra brugere af Forbrugerrådet Tænk Kemis Facebook-side.

Der er tale om en deklarationstest. Det vil sige, at produkterne ikke er analyseret for, hvilke mængder stofferne indgår i. Vi har set på ingredienserne på produkterne, og vi har besøgt de hjemmesider, der er angivet på produkterne for at hente den fulde ingrediensliste.

Vi har skrevet til producenterne for at sikre os, at informationen er korrekt.

Det har vi fundet

Af de 33 testede opvaskemidler til opvask i hånden, får 14 håndopvaskemidler grøn bedømmelse, 6 indeholder parfume og får gul bedømmelse, 13 indeholder allergifremkaldende konserveringsmidler og får rød bedømmelse.

Det betyder grøn, gul og rød kolbe.

Allergifremkaldende konserveringsmidler

  • Methylisothiazolinone i 12 produkter
  • Benzisothiazolinone i 9 produkter
  • octylisothiazolinone i 1 produkt
  • propyl gallate i 2 produkter
  • glutaral i 1produkt

Methylisothiazolinone (MI) er det mest udbredte stof blandt de allergifremkaldende stoffer, som vi har fundet i testen. Benzisothiazolinone og
octylisothiazolinone er beslægtede stoffer. Du kan krydsreagere på disse beslægtede stoffer, så du for eksempel risikerer at slå ud efter kontakt med disse, hvis du har MI-allergi.

Over 1.000 danskere har årligt fået konstateret allergi over for stoffet MI.

Svært at få information om indholdsstoffer

Ingredienslister for opvaskemidlerne skal være tilgængelige på den hjemmeside, der står på etiketten, så forbrugerne kan se alle ingredienserne i produktet. Der er ikke krav om, at alt skal stå på etiketten.

Testen har vist, at informationen om indholdsstoffer på nettet kan være meget svær at få fat i. Vi har både fundet eksempler på, at ingredienslisten ikke er der, at den ikke er til at finde, eller at oplysningerne på hjemmesiden ikke er opdaterede. Det var i første omgang kun muligt for os at finde korrekte datablade for 9 produkter. For 10 produkter kunne der findes fejlagtig information, og for 14 produkter kunne der ikke findes information.

En del af informationerne viste sig at være tilgængelige, men var meget svære at finde. En række virksomheder fik efter vores henvendelser rettet op på manglen på informationer.

Ved testens afslutning var der stadig mangler for:

  • Knofedt Opvask - intet datablad på hjemmesiden
  • VEL opvaskemidler - ikke matchende ingredienslister på hjemmeside i forhold til dem Forbrugerrådet Tænk Kemi fik tilsendt fra producenten. Alle produkter er heller ikke tilgængelige.
  • Isabella Smith Maison Belle - intet datablad tilgængeligt på hjemmeside og fejl i mærkningen.
  • ECOver - intet datablad tilgængeligt på hjemmesiden.

 

3 gode råd

Gå efter Den Blå Krans og Svanemærket
Blandt de gode valg i testen er en række opvaskemidler med Svanen og Den Blå Krans. Når du vælger denne kombination, sikrer du, at der er stillet krav til, at opvaskemidlet klarer sig godt både i forhold til miljø og til sundhed.
Produkter med Svanen og Blomsten må godt indeholde det allergifremkaldende stof methylisothiazolinone. Hvis du vælger et produkt, der også har Den Blå Krans, sikrer du dig, at det ikke indeholder det allergifremkaldende konserveringsmiddel.
Et enkelt produkt i testen, som er mærket med Blomsten, indeholder methylisothiazolinone og får en rød bedømmelse. Derudover har vi ikke fundet miljømærkede produkter med allergifremkaldende konserveringsmiddel.

Den Blå Krans fortæller om indholdet – ellers skal du på nettet og hente ingredienslisten
Hvis du vil vide, hvad der er i din opvaskemiddel, så gå efter et produkt med Den Blå Krans. Her er du sikret, at alle oplysningerne, om indholdet fremgår på etiketten. Ellers er det kun visse udvalgte stoffer, der skal stå på bøtten. Der skal i stedet være et link til en hjemmeside, hvor du som forbruger skal kunne finde en liste over alle indholdsstofferne. Hvis produktet indeholder MI, vil det dog altid skulle stå på etiketten som methylisothiazolinone. Du kan også læse på etiketten, om der er parfume i.

Faremærker gælder for det koncentrerede opvaskemiddel
Opvaskemidlerne har faremærker, for eksempel et udråbstegn eller et 'ætsende' symbol. Det skyldes, at opvaskemidlet i ufortyndet form kan irritere huden eller skade øjnene. Når det er fortyndet op i vand, som ved normal brug, er det ikke problematisk. Hvis du har meget sart hud, kan du overveje at bruge handsker ved opvask for at undgå at irritere huden.

Læs mere: Miljøstyrelsens informationsside om konserveringsmidlet MI.

Læs mere: Forbud i EU mod brug af MI i visse typer kosmetik (link til Videncenter for Allergis hjemmeside).

Læs mere: Ny faremærkning skaber forvirring (link til Astma-Allergi Danmarks hjemmeside).

Læs mere: Forebyggelse af håndeksem med handsker (link til Videncenter for Allergis hjemmeside).

Det siger virksomhederne

I testen er der eksempler på beskrivelser, der kan opfattes vildledende. Blandt andet har 2 opvaskemidler skrevet på 'aloe vera' på forsiden af etiketten, uden at det indeholder det. Et andet produkt har mærkningen 'sensitive', selvom produktet indeholder allergifremkaldende MI.

Læs mere: 2 'aloe vera'-opvaskemidler indeholder ikke aloe vera.

Coop, der har 'Coop Aloe Vera opvask koncentreret' uden aloe vera:

"Navnet stammer som bekendt fra duften, ligesom Citrus gør det. Men da Aloe Vera også har en blødgørende effekt, vil det give god mening at ændre navnet eller tilsætte aloe vera. Vi har været i dialog med leverandøren, som arbejder på en løsning med tilsætning af aloe vera i recepten. Vi forventer, at aloe vera ekstrakten kan godkendes under leverandørens svanelicens (licens til Svanemærket, red.), og at aloe vera vil tilsættes i den fremtidige produktion. Når etiketterne skal genoptrykkes, vil aloe vera blive tilføjet ingredienslisten på etiketten."

Dansk supermarked har et opvaskemiddel - Shine Opvaskemiddel Aloe Vera Fresh - uden aloe vera.

Virksomheden bekræfter, at produktet ikke indeholder aloe vera, og at navnet bruges for at indikere duften.

LIDL, der har 'W5 Opvaskemiddel sensitive aloe vera', som indeholder MI:

"Vi er i en omstillingsproces, hvor vi fjerner ordet sensitive på vores 'W5 Sensitive aloe vera'. Til kunder som ønsker allergivenlige alternativer anbefaler vi vores danske serie kaldet Sensitive, som både bærer Svanemærket samt mærket fra Astma-Allergi Danmark (Den Blå Krans, red.)."