Test: Kemi i solcreme

23. jun 2016

Testen af solcremer giver 25 gode valg, hvis du vil undgå uønskede kemikalier, der er allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende.

solcreme-test-2016-kemi.jpg

Test af kemi i solcremer
Foto: Nikoline Oturai

Solcremer: Mange 'grønne' at vælge mellem

I testen af solcremer er ingredienslisten på i alt 66 produkter tjekket for stoffer, der kan være allergifremkaldende eller er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Testen viser, at du har mange 'grønne' solcremer at vælge mellem på butikkernes hylder.

Find solcremerne i testen nederst på denne side.

Kemiluppen: Tjek dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi med smart app.

25 solcremer får grøn kolbe

Grøn kolbe gives i testen til 25 solcremer, som er uden en række problematiske kemikalier.

Hvis din solcreme ikke er med i testen, så brug appen Kemiluppen. I appen finder du et tjek af kemien i over 300 solprodukter.

Det betyder grøn, gul og rød kolbe.

Se også test af solcremernes pris, kvalitet og beskyttelse på tænk.dk (gratis for medlemmer af Forbrugerrådet Tænk).

Bag om testen

Sådan har vi testet

Forbrugerrådet Tænk Kemi har været rundt i diverse butikker og købt forskellige solcremer. Blandt solcremerne findes produkter, der er scannet meget i Kemiluppen. Men der er også indkøbt en række andre solcremer for at dække markedet bredt.

Der er tale om en deklarationstest. Det vil sige, at produkterne ikke er analyseret for, hvilke mængder stofferne indgår i. Vi har skrevet til producenterne for at sikre os, at der ikke skulle være tale om rester af udgåede produkter.

Vi har forskellige styrker med i testen. Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at du bruger faktor 15 i Danmark og faktor 30 i lande hvor solen er stærkere.

Sådan tester vi i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Læs artiklen om testen: 'Solcreme: 25 produkter får grøn kolbe i kemitest'.

Det har vi fundet

I alt har vi testet 66 solcremer, hvoraf 25 får grøn bedømmelse, 27 får gul bedømmelse og 14 får rød bedømmelse.

De problematiske stoffer, som vi har fundet på indholdsdeklarationen, er alle lovlige. Generelt vil der ikke være en risiko ved at bruge det enkelte produkt. Men da stofferne har uønskede egenskaber – eksempelvis mistænkt for at kunne påvirke hormonsystemet eller at kunne give livsvarig allergi - anbefaler vi, at du mindsker din udsættelse for stofferne, hvor du kan.

Problematiske stoffer i produkter med rød bedømmelse:

BHT
BHT er mistænkt for at være hormonforstyrrende. BHT er fundet i 4 produkter.            

Methylparaben og ethylparaben                        
Methylparaben og ethylparaben er mistænkt for at være hormonforstyrrende. De er fundet i 4 produkter.

Cyclopentasiloxane:
Cyclopentasiloxane er af DTU Fødevareinstituttet vurderet til at være mistænkt for at være hormonforstyrrende. Cyclopentasiloxane er vurderet af EU's videnskabelige komite til ikke at være sikkert at anvende i bodylotion. Cyclopentasiloxane er problematisk for miljøet, hvor det ophobes. Det er fundet i 4 produkter.

Ethylhexyl methoxycinnamate                        
Ethylhexyl methoxycinnamate er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er fundet i 5 produkter

Benzophenone-3
Benzophenone-3 er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er fundet i 2 produkter.      

Propyl gallate
Propyl gallate er et allergifremkaldende stof, som er fundet i et enkelt produkt.                         

Ammonium acryloyldimethyltaurate/beheneth-25 methacrylate crosspolymer
Ammonium acryloyldimethyltaurate/beheneth-25 methacrylate crosspolymer er et allergifremkaldende stof, som er fundet i et enkelt produkt.

Andre stoffer, du kan overveje i sin solcreme
Parfume kan være allergifremkaldende. Parfume kan stå parfum eller fragrance på etiketten.

Forskellige forbindelser med EDTA er problematiske for miljøet. De kan være med til at frigive tungmetaller, der findes bundet i miljøet, så de kan blive optaget af dyr og planter og dermed indgå i fødekæden, og ende på tallerkenen. Kig efter navne, hvor der indgår EDTA.

Nano

Vi har ikke taget nano med i vores bedømmelse. EU har godkendt brugen af visse nano-materialer i plejeprodukter og har vurderet, at det er sikkert, så længe produktet bruges på uskadt hud og ikke som aerosolspray. Methylene bis-benzotriazolyl tetramethylbutylphenol (nano), titanium dioxide (nano) og silica (nano) er stoffer på nanoform, som vi har fundet i solcremerne.

Hvis du for eksempel har eksem eller på anden måde skadet hud, kan det være en god ide at vælge solcreme uden nano-materiale.

Disse stoffer anbefaler vi, at du undgår i personlige plejeprodukter.

Gode råd

Pas på solen - 3 gode måder

  • Solens stråler skal du gerne undgå fra kl. 12 til 15, hvor de er kraftigst.
  • Solhat, tøj og skygge er også god solbeskyttelse uden problematisk kemi.
  • Brug faktor 15 i Danmark og faktor 30 i lande, hvor solen er stærkere.

Vælg svanemærket

Svanemærkede plejeprodukter er generelt gode valg, som er uden mistænkte hormonforstyrrende stoffer og en række allergifremkaldende stoffer. Hvis du vælger produkter, der også har Den Blå Krans, får du produkter, hvor der er taget særligt hensyn til allergifremkaldende stoffer. De er for eksempel uden parfume.

Brug appen kemiluppen

I Kemiluppen anbefaler vi, at du går efter den grønne kolbe. Du kan også vælge produkter med gul kolbe. Disse indeholder oftest parfume, som vi anbefaler, at du samlet set begrænser mængden af. Solcreme bliver på huden og er derfor mere problematisk end plejeprodukter, der skylles af. Hvis du gerne vil dufte, er det for eksempel bedre med en parfumeret shampoo end en creme.

De røde produkter i Kemiluppen kan vi ikke anbefale på grund af problematiske indholdsstoffer. Det er ikke det enkelte produkt der er et problem i sig selv. Men det giver et bidrag til din samlede udsættelse, som du også fra blandt andet andre plejeprodukter, forbrugerprodukter, fødevarer og indeklimaet.

Derfor er det vigtigere at tjekke solcremen end shampooen.

Brug vores app Kemiluppen til at tjekke din personlige pleje for uønsket kemi.

Testede produkter

Vis kun:

 
 

Relaterede artikler