Test: Kemi i solcreme

2. jun 2017

Solcremer er tjekket for ingredienser, der er allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende. Testen giver 14 gode kemivalg, når du eller dine børn skal nyde solen.

test_kemien_i_solcreme_2017.jpg

Test: Kemien i solcreme
Foto: Niels Søndergaard

Solcremetest giver 14 gode kemivalg

I testen af solcremer er ingredienslisterne tjekket for stoffer, der kan være allergifremkaldende eller er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Testen viser, at du kan finde flere gode kemivalg på butikkernes hylder. I alt 14 ud af 47 solcremer får den bedste bedømmelse, da de er uden både parfume og en række problematiske kemikalier.

Se solcremernes kemivurdering nederst på denne side.

Er din solcreme ikke med i testen? Se flere solcremer i appen Kemiluppen.

Solcremens UV-filter kan være problematisk

Solcremer med lav bedømmelse i testen indeholder typisk et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

En solcreme med mistænkt hormonforstyrrende stoffer udgør ikke i sig selv en sundhedsrisiko. Men forskere er bekymret over den samlede udsættelse for problematiske stoffer fra mange kilder - den såkaldte cocktaileffekt. Derfor er det en god ide at undgå disse stoffer, hvor du kan.

Solcremer med parfume er der også flere af i testen. Vil du nedsætte risikoen for parfumeallergi, kan du vælge én af dem uden parfume.

Se også test af 19 solcremers pris, kvalitet og solbeskyttelse på tænk.dk (gratis for medlemmer af Forbrugerrådet Tænk).

Test: Det betyder kolberne A, B og C.

Bag om testen

Sådan har vi gjort
 

Forbrugerrådet Tænk Kemi har været rundt i butikker og købe forskellige solcremer.

Der er tale om en deklarationstest. Det vil sige, at vi bedømmer produkterne ud fra deres ingrediensliste. Produkterne er ikke sendt til kemisk analyse.

I testen har vi udelukkende tjekket solcremer med faktor 30.

Har du i stedet brug for en anden faktor end SPF30, må du scanne din solcreme med appen Kemiluppen. Her kan du se, om den indeholder problematiske stoffer.

Sådan tester vi i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Det har vi fundet
 

I alt har vi indkøbt og gennemgået indholdet af 47 solcremer, alle med faktor 30.

Af de 47 solcremer får:

  • 14 solcremer den bedste kemibedømmelse, da de er fri for en række problematiske indholdsstoffer.
  • 20 får en middel bedømmelse. Det er i de fleste tilfælde, fordi de indeholder parfume.
  • 13 solcremer får den laveste kemibedømmelse, fordi de alle indeholder stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

De problematiske stoffer, som vi har fundet på indholdsdeklarationen, er alle lovlige.

Generelt vil der ikke være en risiko ved at bruge det enkelte produkt. Men forskere anbefaler, at du mindsker din udsættelse for de problematiske stoffer, hvor du kan.

Problematiske stoffer i produkter med den dårligste kemi-bedømmelse:

BHT

BHT er en antioxidant. Stoffet er mistænkt for at være hormonforstyrrende. BHT er fundet i 2 produkter.            

Parabener

Konserveringsmidlerne parabener blandt andet methylparaben og propylparaben er mistænkt for at være hormonforstyrrende. De er fundet i 2 produkter.

Cyclopentasiloxane

Cyclopentasiloxane virker blødgørende.

Stoffet er af DTU Fødevareinstituttet vurderet til at være mistænkt for at være hormonforstyrrende. Cyclopentasiloxane er vurderet af EU's videnskabelige komité til ikke at være sikkert at anvende i bodylotion. Cyclopentasiloxane er også problematisk for miljøet, hvor det ophobes. Det er fundet i 6 produkter.

Ethylhexyl methoxycinnamate                       

Ethylhexyl methoxycinnamate er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er fundet i 5 produkter

Benzophenone-3

Benzophenone-3 er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er fundet i 4 solcremer.      

Andre stoffer, du kan overveje i sin solcreme

Parfume kan være allergifremkaldende. Parfume kan stå som 'parfum' eller 'fragrance' på etiketten.

Forskellige forbindelser med EDTA er problematiske for miljøet. De kan være med til at frigive tungmetaller, der findes bundet i miljøet. De kan derfor blive optaget af dyr og planter og dermed indgå i fødekæden og ende på tallerkenen. Kig efter navne, hvor der indgår EDTA.

Nano

Vi har ikke taget nano med i vores bedømmelse. EU har godkendt brugen af visse nano-materialer i plejeprodukter og vurderet, at det er sikkert, så længe produktet bruges på uskadt hud og ikke som aerosolspray.

Methylene bis-benzotriazolyl tetramethylbutylphenol (nano), titanium dioxide (nano) og zinc oxide (nano) er de stoffer på nanoform, som vi har fundet i solcremerne.

Hvis du for eksempel har eksem eller på anden måde skadet hud, kan det være en god ide at vælge solcreme uden nano-materiale. Svanemærkede solcremer er garanteret fri for nano.

Disse stoffer anbefaler vi, at du undgår i personlige plejeprodukter.

5 gode solråd

Pas på solen - 5 gode råd

  • Solens stråler skal du gerne undgå fra klokken 12 til 15, hvor de er kraftigst.
  • Solhat, tøj og skygge er god solbeskyttelse uden problematisk kemi.
  • Vær særlig opmærksom på at finde skygge eller anden solbeskyttelse til børnene.
  • Brug minimum faktor 15 i Danmark og faktor 30 i lande, tættere på ækvator, hvor solen er stærkere.
  • Smør rigeligt solcreme på over flere omgange for at få tilstrækkelig beskyttelse.

Vælg svanemærket

Svanemærkede plejeprodukter er generelt gode valg. De er blandt andet uden stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende og en række allergifremkaldende stoffer. 

Hvis du vælger solcremer, der også har mærkerne Den Blå Krans eller Allergy Certified får du produkter, hvor der er taget særligt hensyn til allergifremkaldende stoffer. De er for eksempel uden parfume.

Brug appen Kemiluppen

Appen Kemiluppen kan du bruge til at scanne dine solcremer for indhold af problematiske stoffer. Den bedste bedømmelse får solcremer, der er uden problematiske indholdsstoffer.  

Produkter med middel bedømmelse indeholder for det meste parfume, som du samlet set kan begrænse mængden af, hvis du vil begrænse risikoen for parfumeallergi.

Solcreme bliver på huden og er derfor mere problematisk end plejeprodukter, der skylles af. Hvis du gerne vil dufte, er det for eksempel bedre med en parfumeret shampoo end en creme eller alternativt med lidt parfume på tøjet.

De produkter, der klarer sig dårligst i Kemiluppen, indeholder problematiske indholdsstoffer. Det er typisk stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er ikke det enkelte produkt, der er et problem i sig selv. Men det giver et bidrag til din samlede udsættelse, som du også får fra blandt andet andre plejeprodukter, forbrugerprodukter, fødevarer og indeklimaet. Det kalder forskere for cocktaileffekten eller kombinationseffekten.

Derfor er det vigtigere at tjekke solcremen end shampooen.

Brug appen Kemiluppen til at tjekke din personlige pleje for uønsket kemi.

Testede produkter

Vis kun:

 
 

Relaterede artikler