Test: Kemi i tyggegummi

4. nov 2016

Tyggegummi kan indeholde tilsætningsstoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Almindelige pakker med tyggegummi klarer sig bedre i test end børnetyggegummier.

test-kemi-i-tyggegummi.gif

Test: Kemi i tyggegummi
Foto: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Tyggegummi: 55 slags er gode valg

Testen af 157 slags tyggegummi viser, at hver tredje i testen er fri for problematiske tilsætningsstoffer.

I testen er tyggegummi fra det danske marked tjekket for tilsætningsstofferne BHA (E 320) og BHT (E 321). Det er konserverende antioxidanter, som får tyggegummiet til at holde længere, men som også er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Tyggegummi med BHA eller BHT er ikke problematisk i sig selv. Men forskere er bekymrede for effekten af den samlede udsættelse for uønskede stoffer fra mange kilder i hverdagen - den såkaldte cocktaileffekt.

Cocktaileffekten - hvad er det?

Se bedømmelser af tyggegummierne nederst på siden.

Børnetyggegummi: Færre produkter uden problematiske tilsætningsstoffer

  • Børnetyggegummi i testen indeholder i 4 ud af 5 tilfælde enten BHA eller BHT, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
  • 13 tyggegummier markedsført til børn er fri for problematiske tilsætningsstoffer. Det er primært af mærket Fini.

Test: Det betyder kolberne A, B og C.

Bag om testen

Sådan har vi testet

Forbrugerrådet Tænk Kemi har indkøbt tyggegummi i en lang række butikker.

Derefter har vi gennemgået de 157 forskellige indkøbte pakker for indhold af de to tilsætningsstoffer, BHA (E320) og BHT (E321). Stofferne er tilladte som tilsætningsstoffer i tyggegummi, men de er mistænkt for at være hormonforstyrrende, da de begge har vist hormonforstyrrende effekter i dyreforsøg.

Der er tale om en deklarationstest. Det vil sige, at vi har tjekket ingredienslisterne. Tyggegummierne er ikke analyseret for, hvilke mængder stofferne indgår i.

Sådan tester vi i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Det har vi fundet

De 157 undersøgte tyggegummier fordelte sig således:

Uønsket kemi: 102 pakker tyggegummi (65%) indeholder enten BHA eller BHT.

Heraf er:

  • 15 med BHA
  • 87 med BHT

Af de 69 pakker tyggegummi markedsført til børn var 56 (81%) med indhold af enten BHA eller BHT.

Af de 88 pakker almindelige tyggegummi var 42 (48%) med indhold af enten BHA eller BHT.

Uden uønsket kemi: 55 pakker tyggegummi (35%) er uden BHA og BHT

Af de 69 pakker tyggegummi markedsført til børn var 13 (19%) grønne.

Af de 88 pakker almindelige tyggegummi var 46 (52%) grønne.

Udviklingen på markedet

Da Forbrugerrådet Tænk Kemi i forsommeren 2015 gennemgik 150 forskellige pakker tyggegummi, indeholdt 60 procent af produkterne enten BHA eller BHT.

Godt halvandet år efter i efteråret 2016 er forekomsten af tyggegummi med de mistænkt hormonforstyrrende tilsætningsstoffer ikke blevet mindre. 65 procent af de i alt 157 tyggegummier fra det danske marked indeholder et af de to stoffer.

Flere mærker som for eksempel Mentos, V6, BigBabol og Tigers tyggegummi ser ud til at være gået helt væk fra brugen af BHA. Det er det af de to stoffer, hvor mistanken om de hormonforstyrrende effekter opstod først.

BHA er dog i alle tilfældene erstattet med BHT, og derfor kan vi fortsat ikke anbefale produkterne.

Derfor er hormonforstyrrende stoffer problematiske.

Gode råd til valg af tyggegummi

1. Tjek om dit tyggegummi indeholder et af de to problematiske stoffer.

  • Kig efter BHA og BHT i ingredienslisten.
  • Kig efter e-numrene E320 og E321. E320 er BHA, og E321 er BHT.

2. Vælg almindeligt tyggegummi til børnene frem for tyggegummi, der er markedsført til børn.

Blandt de almindelige pakker tyggegummi er der flere gode valg end blandt tyggegummi markedsført til børn. Lidt over halvdelen af de undersøgte pakker med almindeligt tyggegummi er uden BHA og BHT. For tyggegummi markedsført til børn er det kun 19 procent af pakkerne, der er uden. 

Det siger producenterne

Flying Tiger

"Det er korrekt, at vores tyggegummi, som er produceret i EU, indeholder BHT for at forlænge holdbarheden. Stoffet er lovligt så længe grænseværdierne overholdes, og Flying Tiger Copenhagen (tidligere Tiger) får altid fabrikantens produktoplysninger kontrolleret hos fødevarespecialister før køb. Industrien har fokus på området – og vi ser også på alternative løsninger fremadrettet i samarbejde med fabrikanten."

Scandinavian Sweet center

"Som firma er vi hele tiden opmærksom på at overholde de forskellige regulativer og forordninger, og i dette tilfælde er det også sket. Tyggegummiet opfylder alle relevante regulativer i henholdsvis Europa og USA. Efter dialog med vor leverandør af  tyggegummiet vil de på den lange bane forsøge at finde alternative leverandører af selve tyggegummi basen (Gumbase) og erstatte med."

Perfetti Van Melle, producent af Big Babol og Chupa Chups

"Perfetti Van Melle bekræfter at brugen af den godkendte antioxidant BHT i de af EU tilladte koncentrationer og baseret på sikkerhedsvurderinger udført af EFSA er sikre for forbrugere i alle aldre."

Mondelez, producent af Stimorol, V6 og Bubblicious

"Vores første prioritet er sikkerheden af vores produkter. Vi forlader os på myndighedernes vurdering af sikkerheden af fødevareingredienser. BHT (E321) er et tilsætningsstof, der er godkendt til anvendelse i en række fødevareprodukter herunder tyggegummi. Det er sikkert og hjælper med at bevare kvalitet og friskhed af tyggegummiet. Vi anvender det i vores tyggegummi, når det er nødvendigt for at bevare den gode kvalitet af vores produkt. Den Europæiske fødevaremyndighed, EFSA reevaluerede for nylig BHT og bekræftede, at det er sikkert at anvende i tyggegummi. Vi anvender ikke BHA."

Mars, producent af Wrigleys

"Hos Mars er vi forpligtiget til at producere produkter af høj kvalitet, der er sikre og behagelige for vores forbrugere. Alle ingredienser, der bruges i Wrigley tyggegummi, har gennemgået en grundig videnskabelig vurdering og opfylder alle gældende krav fra myndighederne.

Wrigley bruger en mængde af BHA i tyggegummiet, der ligger væsentlig under de tilladte grænseværdier. Alle vores produkter er tydeligt mærket for at tillade forbrugere at foretage et informeret valg. Tilsætningsstoffer er anført med deres funktion og navn eller E-nummer, så forbrugere er opmærksomme på, hvilke ingredienser der er anvendt, samt hvilken teknisk fuktion de har i produktet.

Tilsætningsstoffer spiller en meget vigtig rolle i at sikre, at kvaliteten og egenskaberne af fødevaren forbliver ensartet. Det generelle kriterium for alle tilsætningsstoffer er, at de er sikre og anvendes med et fornuftigt formål. Wrigley bruger kun tilsætningsstoffer i sit tyggegummi efter nøje overvejelse og for at tilfredsstille forbrugernes efterspørgsel efter kvalitet, smag og udseende. Alle tilsætningsstoffer anvendes i overensstemmelse med gældende fødevare lovgivning."

Relaterede artikler

Cocktaileffekten

Cocktaileffekten – hvad er det?

Test af kemi i deodoranter

Test: Kemi i deodoranter

Test: Kemi i bodylotion

Test: Kemi i bodylotion

Test af indholdet i 32 tandpastaer.

Test: Kemi i tandpasta

Test af kemi i solcremer

Test: Kemi i solcreme

Shampoo-test, parfume, allergifremkaldende stoffer og mistænkte hormonforstyrrende stoffer

Test: Kemi i shampoo

Test af kemi i tun

Test: Kemi i tun på dåse