Test: Kemi i vaskemiddel til kulørt tøj

28. feb 2017

51 vaskemidler til kulørt tøj er tjekket for indholdsstoffer, der kan være problematiske for miljøet eller din sundhed. I testen indgår både flydende vaskemiddel og vaskepulver.

Hvert andet vaskemiddel i testen er et godt kemivalg

Testen viser, at der er mange gode kemivalg på markedet, når du køber vaskemidler til kulørt tøj. Over halvdelen af de 51 testede vaskemidler er fri for problematiske kemikalier og parfume.

Se de 51 testede vaskemidler nederst på denne side.

Flydende vaskemiddel kan indeholde allergifremkaldende stof

I testen er der 8 vaskemidler, der indeholder allergifremkaldende konserveringsmidler. Det er stoffet MI (methylisothiazolinone) eller lignende stoffer.

Vaskemidlerne med allergifremkaldende konserveringsmidler er alle flydende produkter. Du kan nemt undgå stofferne ved i stedet at vælge vaskemiddel på pulverform.

Parfume: Mindsk risikoen for parfumeallergi.

2 vaskemidler indeholder stof, der er mistænkt for at skade forplantningsevnen

I testen indeholder 2 flydende vaskemidler stoffet sodium borate, som er mistænkt for at kunne skade forplantningsevnen. Stoffet er blandt andet på EU’s kandidatliste over særligt problematiske stoffer.

Vaskemidlerne i sig selv vil ikke være problematiske for sundheden. Men de bidrager til din samlede udsættelse for uønskede kemikalier.

Vaskemiddel kan du derfor med fordel vælge med Svanemærket og Astma-Allergi Danmarks Den Blå Krans. Så er du sikker på et godt kemivalg.

Kemitest: Det betyder kolberne.

Hvilket vaskemiddel vasker dit tøj bedst? På taenk.dk kan du også se Forbrugerrådet Tænks test af 18 vaskemidler (gratis for medlemmer af Forbrugerrådet Tænk).

Bag om testen

Sådan har vi testet

Forbrugerrådet Tænk Kemi har været rundt i diverse butikker og købt forskellige vaskemidler til kulørt vask, både flydende vaskemiddel og vaskepulver. Vi har gået efter at vise bredt, hvad der findes i butikkerne - dog uden at have alt med.

Der er tale om en deklarationstest. Det vil sige, at produkterne ikke er analyseret for, hvilke mængder stofferne indgår i. Vi har set på ingredienserne på produkterne, og vi har besøgt de hjemmesider, der er angivet på produkterne for at hente den fulde ingrediensliste.

Vi har skrevet til producenterne for at sikre os, at informationen er korrekt.

Det har vi fundet

I testen indgår 51 vaskemidler til kulørt vask / color. Heraf får 28 den bedste bedømmelse, 15 indeholder parfume og får en middel bedømmelse, mens 8 flydende vaskemidler indeholdt problematiske stoffer som for eksempel MI.

Stoffet sodium borate er fundet i to flydende vaskemidler. Stoffet er på EU’s kandidatliste over særligt problematiske stoffer, da det er mistænkt for at kunne skade forplantningsevnen.  

Du er ikke så udsat for kemikalier i vaskemidlerne, hvis du undgår hudkontakt i forbindelse med, at du hælder det i maskinen. Dog kan der sidde små rester i tøjet, som du har tæt hudkontakt med i mange timer dagligt.

Problematiske stoffer fundet i testen

  • Methylisothiazolinone i 6 flydende produkter
  • Benzisothiazolinone i 6 flydende produkter
  • Methylchloroisothiazolinone i 2 flydende produkter
  • Octylisothiazolinone i 2 flydende produkter
  • Sodium borate i 2 flydende produkter

Methylisothiazolinone (MI) er det mest udbredte stof blandt de allergifremkaldende stoffer, som vi har fundet i testen. Benzisothiazolinone og octylisothiazolinone er beslægtede stoffer. Du kan krydsreagere på disse beslægtede stoffer, så du for eksempel risikerer at slå ud efter kontakt med disse, hvis du har MI-allergi.

Over 1.000 danskere har årligt fået konstateret allergi over for stoffet MI.

Vaskemidlerne i sig selv vil ikke være problematiske for sundheden. Men de bidrager til din samlede udsættelse for uønskede kemikalier.

Læs mere

Miljøstyrelsens informationsside om konserveringsmidlet MI.

Miljøstyrelsens tips om vask og vaskemidler

Miljøstyrelsens rapport om Sodium borate: Survey of Boric acid and sodium borates (borax)

3 gode råd, når du vælger vaskemiddel

Gå efter Den Blå Krans og Svanemærket.

Blandt de gode valg i testen er en række vaskemidler med Svanen og Den Blå Krans. Når du vælger denne kombination, sikrer du, at der er stillet krav til, at vaskemidlet klarer sig godt både i forhold til miljø og til sundhed.

Svanen tillader, at vaskemidler indeholder MI. Det har vi dog ikke fundet eksempler på i testen. Hvis du ikke vil nærlæse etiketter, kan du supplere Svanen med mærket Den Blå Krans. Så er du sikker på at undgå stoffet.

Læs etiketten og opbevar vaskemidlet utilgængeligt for børn.

Det meste vaskemiddel kan irritere eller skade øjnene eller huden. Læs og følg vejledningen på etiketten. Her fremgår det også, at produkterne skal opbevares utilgængeligt for børn. 

Den Blå Krans fortæller om indholdet – ellers skal du på nettet og hente ingredienslisten.

Hvis du vil vide, hvad der er i dit vaskemiddel, så gå efter et produkt med Den Blå Krans. Her er du sikret, at alle oplysningerne, om indholdet fremgår på etiketten. Ellers er det kun visse udvalgte stoffer, der skal stå på bøtten. Der skal i stedet være et link til en hjemmeside, hvor du skal kunne finde en liste over alle indholdsstofferne. Hvis produktet indeholder MI, vil det dog altid skulle stå på etiketten som methylisothiazolinone. Du kan også læse på etiketten, om der er parfume i.

Testede produkter

Vis kun: