Babyudstyr: Spørg forhandleren om disse uønskede kemikalier

15. mar 2019

Klapvogne, autostole og andet babyudstyr har ingen ingrediensliste eller lignende. Du må derfor selv spørge forhandleren om uønsket kemi.

babyudstyr-spoerg-forhandleren-om-uoenskede-kemikalier.gif

Babyudstyr: Spørg forhandleren om uønskede kemikalier
Foto: Getty Images

Babyudstyr: Kemien er svær at gennemskue

Autostole, bæreseler og klapvogne er blandt de mange ting på listen over babyudstyr til kommende forældre..

Kemikalieindholdet i disse indkøb er desværre ikke til at se eller læse på produktet. Du kan derfor ikke se på klapvognen eller autostolen, om der for eksempel er problematiske flammehæmmere eller fluorstoffer i produktet.

Producenten har som udgangspunkt ikke pligt til at liste indholdsstoffer op på babyudstyret.

Hos forhandleren: Spørg om kemien

Forhandleren eller producenten bør du gå til, hvis du vil vide, om der er uønskede kemikalier i babyudstyret.

Spørger du til kemien i et produkt, sender du også et godt signal til producenterne. Du viser, at uønskede kemikalier i babyprodukter er noget, du går op i og synes, at de skal have styr på.

Forhandlere og producenter har pligt til at svare dig inden for 45 dage, hvis deres produkt indeholder kemikalier, der står på EU’s såkaldte kandidatliste over særligt problematiske stoffer.

Se de problematiske stoffer på EU’s kandidatliste

Kemien: Disse 4 ting kan du spørge om

  • Fluorstoffer: Er babyudstyret blevet overfladebehandlet med fluorstoffer?  

Fluorstoffer kan du finde i vand- og fedtafvisende imprægnering. Stofferne er problematiske for miljøet og er blandt andet mistænkt for at være hormonforstyrrende.

  • Flammehæmmere: Indeholder babyudstyret for eksempel fosforholdige flammehæmmere?

Flammehæmmere er kemikalier, der bliver tilsat produkter for at mindske brandfaren. Men nogle af dem er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

  • Klorparaffiner: Er der klorparaffiner i babyudstyret?

Klorparaffiner er stoffer, som kan være smørende, blødgørende eller mindske brandfaren. Men stofferne er også mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

  • Tjærestoffer: Er babyudstyret forurenet med tjærestoffer (PAH’er) som for eksempel naftalin?

Tjærestoffer (PAH'er) er forureninger, der kan opstå i produktet i forbindelse med produktionen. Blandt andet naftalin er klassificeret som muligt kræftfremkaldende.

Lær kemikalierne at kende med vores kemi-wiki

Test: Find babyudstyr uden uønsket kemi

Forbrugerrådet Tænk Kemi tester løbende baby- og børneprodukter. Her finder vi jævnligt fluorstoffer, flammehæmmere, klorparaffiner og tjærestoffer.

Kemikalieindholdet hænger ikke nødvendigvis sammen med, om produktet er billigt eller dyrt.

Tjekker du vores test, inden du køber, kan du finde flere gode valg inden for baby- og børneudstyr.

Find autostole, højstole og klapvogne uden uønsket kemi med vores test

Tjek Kemien: Brug appen til at spørge

Appen Tjek Kemien kan du også bruge til at spørge, om et produkt indeholder kemikalier fra EU’s såkaldte kandidatliste over særligt problematiske stoffer. Det kan for eksempel være ftalater og flammehæmmere.

Se, hvordan du bruger appen Tjek Kemien

Spørg efter sundhedsmærke på tekstil

Tekstilet i babyudstyr kan være mærket med sundhedsmærket Ökotex Tiltro Til Tekstiler.

Ökotex Tiltro Til Tekstiler er et relativt udbredt mærke. Det stiller en række fornuftige krav til indholdet af kemikalier i det færdige tekstil.

Selvom produkter har sundhedsmærker, er det altid en rigtig god ide at vaske stof og tekstil på de nye babyprodukter, hvor det kan tages af og vaskes. Ved at vaske betræk og lignende inden brug vil en del af eventuelle restkemikalier fra produktionen af stoffet blive vasket ud i stedet for at komme i kontakt med dit barn.