Bagepapir og madpapir: Gå efter Svanemærket
bagepapir_undgaa_uoenskede_fluorstoffer.jpg

Madpapir og bagepapir kan indeholde uønskede fluorstoffer
Madpapir, bagepapir og lignende bliver overfladebehandlet for at gøre det vand- og fedtafvisende. Det skal hjælpe til, at papiret ikke mørner på grund af vand og fedt fra fødevarer.
Fedtafvisende papir kan være behandlet med fluorstoffer eller silikone. Disse stoffer kommer i tæt kontakt med din mad.
Få 10 tips til at undgå fluorstoffer
Dansk forbud mod fluorstoffer i papir- og papemballage til mad
Per 1. juli 2020 er der i Danmark indført et forbud mod skadelige fluorstoffer i mademballage af pap og papir. De danske myndigheder arbejder også for et EU-forbud.
Selvom fluorstofferne er forbudt, må gamle produkter stadig sælges, hvis de allerede var på hylderne inden forbuddet.
Derfor er det en god ide fortsat at vælge Svanemærket. Svanemærkningen stiller også en række andre krav til miljø og sundhed.
Fluorstoffer er mistænkt for at være hormonforstyrrende
Fluorstoffer er problematiske for både din sundhed og miljøet. Stofferne er svære at nedbryde og kan derfor ophobe sig i din krop og i naturen.
Fluorstoffer er også mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.
Mistænkt hormonforstyrrende stoffer i det enkelte produkt er sjældent problematiske i sig selv.
Stofferne kan dog bidrage til din samlede udsættelse for uønsket kemi - den såkaldte cocktaileffekt. Derfor er det en god idé at undgå fluorstoffer, hvor du kan.
Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den
Svanemærket papir er et godt valg
Svanemærket er en god ide at kigge efter, når du køber madpapir, bagepapir og muffinsforme.
Miljømærket Svanen sikrer dig, at mad- og bagepapir ikke er overfladebehandlet med fluorholdige stoffer.
Svanemærket bagepapir og lignende kan du købe i de fleste almindelige supermarkeder.
Kontakt os, hvis du har spørgsmål om kemi i din hverdag
Gode kemiråd: Det kan du gøre
• Køb svanemærket mad- og bagepapir.
• Opbevar din mad i emballage, der er beregnet til fødevarer.