Børnetæpper: Disse tæpper til børneværelset er uden uønsket kemi

2. nov 2016

Miljøstyrelsen har undersøgt gulvtæpper til børneværelser og fundet en række uønskede kemikalier. Styrelsen vurderer ikke, at tæpperne i sig selv udgør en risiko.

boernetaepper-fund-af-uoenskede-kemikalier-i-taepper-til-boernevaerelset.gif

Børnetæpper: Fund af uønskede kemikalier i tæpper til børneværelset
Foto: iStock

Gulvtæpper til børneværelset under lup

Miljøstyrelsen udkom i slutningen af september 2016 med en undersøgelse af problematiske kemikalier i gulvtæpper til børneværelser.

20 gulvtæpper er blevet testet for, om de indeholder eller afgiver problematiske kemikalier.

Se resultaterne for de 20 tæpper i fanen under artiklen.

Hormonforstyrrende og kræftfremkaldende stoffer var i fokus

Testen havde blandt andet fokus på kemikalier, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende. For eksempel nogle af de såkaldte flygtige organiske forbindelser (VOC), fluorstoffer og ftalater.

Tæpper udgør ikke en risiko i sig selv

Miljøstyrelsen fandt indhold eller afgivelse af problematiske kemikalier i flere tæpper.

Styrelsen vurderer dog, at det er i mængder, som ikke i sig selv udgør en sundhedsrisiko for børnene.

Miljøstyrelsens rapport kan du læse her (eksternt link).

Test tager ikke højde for cocktail-effekt

Miljøstyrelsen tager i deres vurdering ikke højde for, at børn udsættes for mange forskellige kemiske stoffer fra mange forskellige kilder - den såkaldte cocktaileffekt. 

Tæpper kan også bidrage til børns samlede udsættelse for uønsket kemi.

Cocktaileffekten - hvad er det?

Børnetæpper afgasser især kemikalier dagen efter udpakning

Tæpperne afgasser i mange tilfælde problematiske kemikalier dagen efter udpakning.

Afgasningen er i de fleste tilfælde væk, når der måles igen 4 uger efter.

Forbrugerrådet Tænk Kemi: En god ide at undgå problematiske kemikalier, hvor du kan

"Børn er i tæt kontakt med tæpper, som de leger på i børneværelset. Derfor er det som udgangspunkt en god ide at gå efter tæpper, som ikke indeholder kemikalier, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende. Miljøstyrelsen konkluderer, at ingen af tæpperne udgør en risiko for børnene. Men styrelserne indregner ikke cocktaileffekten i vurderingen – det forhold at børn udsættes for uønsket kemi fra mange produkter. Problematisk kemi i børnetæpper er et unødvendigt bidrag til denne cocktail.”

Stine Müller, projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi

3 gode råd når du køber gulvtæpper

  • Lad det nye gulvtæppe lufte af udenfor i et par dage, inden du tager det ind på børneværelset.
  • Luft godt ud på børneværelset flere gange dagligt. Det gælder helt generelt og ikke kun umiddelbart efter, at det nye tæppe er taget i brug.
  • Lugt dig frem – hvis gulvtæppet lugter kraftigt, kan du vælge et andet alternativ. Selvom der ikke er en direkte sammenhæng mellem lugt og afgasning af sundhedsskadelige stoffer, kan det være ubehageligt, når produkter lugter kraftigt.

Se resultaterne for de 20 tæpper i fanen under artiklen.

Disse tæpper var med i undersøgelsen

Tæpper med størst eller længerevarende afgivelse eller med indhold af problematiske stoffer

  • Tæppebutikken.dk – Legetæppe bilbane, 100X150 cm. Indeholder fluorstoffer.
  • mm-konsol.dk – Disney Planes 03 – number 5, 95x133 cm. Indeholder fluorstoffer. Lugter dårligt.
  • mm-konsol.dk – Disney Biler, 52x100 cm. Afgiver fortsat PAH’en naftalin 4 uger efter udpakning. Naftalin kan være kræftfremkaldende. Lugter dårligt.
  • Tæppebutikken.dk – Værktøj Blå, 110x150 cm. Afgasser høje koncentrationer af flygtige stoffer (VOC og SVOC) heriblandt benzen, der er kræftfremkaldende. Lugter dårligt.
  • Carpetvista.dk – Africa Handtufted, 120x180 cm. Afgasser acetaldehyd og acrolein dagen efter udpakning i mængder, der vurderes at kunne give anledning til luftvejsirritation og ubehag. Lugter dårligt.
  • Carpetvista.dk – Lille Får Baa Baa, 140x200 cm. Afgasser høje koncentrationer af flygtige stoffer (VOC og SVOC).
  • Jollyroom.dk – Disney Princess Hinkebane, 80x160 cm. Indeholder fluorstoffer.
  • Eurotoys.dk – Hello Kitty Love size, 95x133 cm. Indeholder fluorstoffer.
  • Eurotoys.dk – Maya 03 Maya and Willy carpet, 95x133 cm. Indeholder fluorstoffer.

Tæpper, der den første dag efter udpakning afgiver stoffer, der er klassificeret som kræftfremkaldende eller skadende for forplantningsevnen, men hvor afgasningen er væk, når der måles igen 4 uger efter.

  • Bilka.dk – Barbamama Gulvmåtte, 100 cm.
  • Jysk – Football Tæppe, 80x125 cm
  • mm-konsol.dk – Disney Feer, 95x133 cm
  • Tæppebutikken.dk – Ugle tæppe, Ø120 cm
  • BR.dk – Zoo Rug, 100x120 cm. Lugter dårligt.
  • Tæppebutikken.dk – Stjerner Make a wish, Kids spirit-glowy, Ø130 cm
  • Fætter BR – Trafik legetæppe. Lugter dårligt.

Tæpper med mindst afgivelse af kemikalier

  • Ikea – Flygtur, 133x160 cm
  • Ikea - Lekplats Legetæppe med bilbane 133 cm x 140 cm. Lugter dårligt.
  • Garant.dk - Kanin Pink, 110 X 160 cm. Lugter dårligt.
  • Tæppebutikken.dk – Får, Kids joy MX, 130x130 cm. Lugter dårligt.

Alle tæpper er indkøbt i sommeren 2015.

Det kræver aktindsigt at se kemiresultater på produktniveau

Miljøstyrelsen oplyser som udgangspunkt ikke navnene på de produkter, de tester. Det sker kun, hvis styrelsen vurderer, at produktet i sig selv er farligt, og derfor skal trækkes tilbage fra markedet.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har derfor bedt om aktindsigt hos Miljøstyrelsen.