Er fluor i tandpasta problematisk?

1. mar 2021

Fluor i tandpasta er ikke det samme som de problematiske fluorstoffer, der kan findes blandt andet i skaljakker, imprægnering og cykelolie. Fluor i tandpasta er godt for tandsundheden, men undgå at sluge for meget tandpasta. 

tandpasta-fluor-ikke-farligt.gif

Fluor i tandpasta er ikke farligt.
Foto: Istock

Fluor i tandpasta er godt for tandsundheden

Fluor i tandpasta er ikke den samme type fluorstoffer, som producenter bruger til at gøre for eksempel tekstil eller bagepapir vand- og fedtafvisende.

Fluor i tandpasta hedder uorganisk fluor og findes i form af såkaldt fluorid.

Fluorid forebygger huller i tænderne ved at styrke tændernes emalje. Fluorid har ikke de samme uheldige egenskaber som fluorstoffer i for eksempel overtøj, mikroovnspopcorn eller visse typer bagepapir.

Disse problematiske fluorstoffer – som også er kendt som perfluorerede stoffer eller organisk fluor – ophober sig i miljøet og er blandt andet mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

Tjek din tandpasta og andre personlige plejeprodukter for uønsket kemi med Kemiluppen

Børns indtag af tandpasta bør du begrænse

Særligt børn skal alligevel ikke indtage fluorid fra tandpasta i for store mængder.

Fluorid i for store mængder kan blandt andet give såkaldt fluorose. Det er en forstyrrelse i dannelsen af emalje på tænderne. Denne kan give skader på tandemaljen i tænderne, som børnene udvikler de første 8 år.

Forskning fra 2020 fra Syddansk Universitet tyder også på, at for meget fluorid kan skade hjernens udvikling, og at gravide og børn derfor bør begrænse deres indtag fra for eksempel flaskevand og the, der i nogle tilfælde kan indeholde en del fluorid.

Så længe du bruger tandpasta, der overholder grænseværdien på 0,15 gram fluorid per 100 gram tandpasta (1.450 ppm) og husker at spytte overskydende tandpasta ud efter endt tandbørstning kan man sagtens få den forebyggende effekt af fluor på emaljen uden at indtage for meget.  Det gælder også for børnene, vurderer EU's videnskabelige komité.

Til de mindste børn i alderen 0 til 3 år kan du eventuelt anvende en børnetandpasta med en lavere koncentration af fluor på 500 ppm.

Find en tandpasta uden problemkemi med vores test

Lillefingerneglen er en god målestok

Tandpasta eller børnetandpasta. Lige meget hvilken du bruger til ungerne, er det en god ide at begrænse mængden af tandpasta på børsten.

  • Brug maksimalt en daglig mængde tandpasta svarende til lillefingerneglen på den der skal have børstet tænder. Det vil sige tilsvarende en halv negl til én tandbørstning.
  • Lær børnene ikke at sluge tandpastaen men at spytte overskydende tandpasta ud, når de er store nok til det.

Drikkevand kan indeholde fluor

Drikkevand indeholder naturligt mere fluor visse steder i Danmark. I de områder kan det være en god ide at spørge din tandlæge til råds om den anbefalede fluorkoncentration i familiens tandpasta.

Du kan også være særlig opmærksom på at begrænse børnenes indtag af fluor fra tandpastaen.

Fluorid findes også naturligt i visse fødevarer og kan være tilsat i mundskyllevæsker, fluortabletter og visse former for tyggegummi.

Har du spørgsmål om kemi i din hverdag? Kontakt os på telefon eller mail

Lektor: Ingen dokumentation for at fluor er skadeligt


"Først, dental fluorose (en forstyrrelse i dannelsen af emalje på tænderne, red.) kan kun opstå  i den alder, hvor tænderne bliver dannet, altså fra fødselstidspunktet til børnene er cirka 8 til 9 år gamle.

Hvis forældrene i Danmark følger rådgivningen fra tandlægerne i den kommunale tandpleje, der hvor deres børn går til tandlæge, vil det være næsten umuligt at få skæmmende grader af dental fluorose. Det kræver normalt, at der over en lang periode indtages 0,1 milligram fluorid per kg per dag. Det svarer til at et barn på 10 kg (gennemsnitsvægten på børn i Danmark på 1 år) skal sluge 1 gram (cirka 1 centimeter) tandpasta med 1100 ppm (milliontedele) fluorid i per dag i en lang periode. Stiger barnets vægt til 15 kg, skal der sluges 1,5 cm tandpasta med 1100 ppm fluorid i per dag. Og hvilke forældre vil tillade, at deres barn sluger så meget fluoridholdig tandpasta per dag?

Dog skal det huskes, at drikkevandet også indeholder fluorid. Barnet på 10 kg skal drikke næsten en en halv liter vand med 0.3 ppm fluorid (som er gennemsnittet for landet), før grænsen til de 0,1mg fluorid per kg per dag er nået.

I Jylland er der næsten ikke fluorid i drikkevandet. Det stiger på Fyn og hen over Sjælland og i cirka 8 kommuner, er der cirka 1 ppm fluorid i drikkevandet.

Tandlægerne vil langt de fleste steder i Danmark sige: børst tænder på dit barn to gange om dagen, fra første tand optræder i munden. Brug en fluortandpasta med eller under 1100 ppm fluorid, og i en mængde per dag som svarer til barnets lillefingernegl. Dette frem til at barnet er cirka 3 og et halvt år. Fra 3 og et halvt års alderen og resten af livet brug 1450 ppm fluoridtandpasta, men frem til 6 års alderen stadig i en mængde svarende til barnets lillefingernegl per dag. Herefter vejer de fleste børn for meget til at få dental fluorose, hvis de har et naturligt forbrug af tandpasta og drikkevand per dag.

I cirka 8 kommuner i Danmark, blandt andet Vallensbæk, Ishøj, Vordingborg er fluoridindholdet ret højt i drikkevandet. Her vil tandlægerne rådgive forældrene om, hvordan de skal håndtere tandbørstning med fluortandpasta og drikning af vand i kommunen.

Hvis disse regler overholdes for børn, og man opfører sig logisk fremadrettet, altså børste tænder et par gange om dagen med cirka 0,5 gram tandpasta hver dag, til man er voksen og ikke spiser fluorholdig tandpasta. Så er jeg ikke bekendt med litteratur, der lødigt kan dokumentere  at fluorid på nogen måde skulle være skadelig. Derimod er fluorid fra tandpasta meget vigtig for tandsundheden."

Kim Ekstrand, lektor på Tandlægehøjskolen i København.