Flåede tomater: Derfor kan bisphenol A være problematisk

17. mar 2016

1 dåse flåede tomater med det hormonforstyrrende stof bisphenol A i lakken er ikke i sig selv bekymrende. Men da du kan møde stoffet fra mange kilder, kan det samlet set være problematisk i forhold til hormonforstyrrende effekter, siger forsker.

flaaede-tomater-derfor-kan-bisphenol-a-vaere-problematisk-web.gif

Flåede tomater: Derfor kan bisphenol A være problematisk
Foto: iStock

Test: Dåser med flåede tomater kan indeholde hormonforstyrrende stof

Dåser med flåede tomater kan indeholde det hormonforstyrrende stof bisphenol A i lakken på indersiden.  

En test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi viser, at 5 ud af 8 testede produkter indeholdt det problematiske stof. Indholdet var lovligt og lå under den europæiske grænseværdi.

Cocktaileffekten er dog ikke inkluderet i EU’s vurdering.

Gå til test af kemi i dåser med flåede tomater her.

Bisphenol A kan findes i:

  • Lakken på indersiden af dåser til mad og drikke.
  • Lakken på indersiden af metallåg og kapsler på glas emballage.
  • Kasseboner
  • Genbrugspap og papir som forurening
  • Plast og plastflasker af typen polycarbonat. Hvis du ser en trekant med tallet 7 i midten, kan plasten indeholde bisphenol A. Plasten kan bruges til både fødevareemballage og andre produkter som for eksempel legetøj eller elektronik.

Forsker: Derfor kan bisphenol A være problematisk

”Bisphenol A er problematisk, fordi det er hormonforstyrrende, og fordi der er mange studier, der viser, at det kan give effekt ved temmelig lave doser. De hormonforstyrrende effekter rammer blandt andet brystudviklingen hos fostre. Andre studier viser, at der i dyreforsøg er en sammenhæng mellem forstyrrelser i brystudviklingen og en øget risiko for udvikling af brystkræft senere i livet.

Forbrugerne skal ikke bekymre sig over, at der er bisphenol A i den enkelte dåse set alene. Men det er de mange små bidrag, som forbrugerne udsættes for fra mange forskellige kilder, som samlet set kan være problematiske. Det er ikke kun brystudviklingen, som vi ved kan påvirkes af hormonforstyrrende stoffer. Det kan også være sædkvaliteten og udviklingen af hjernen”.

Ulla Hass, professor og forskningsgruppeleder, DTU Fødevareinstituttet

Forbrugerrådet Tænk Kemi mener: Vi har brug for stærke virksomheder til at udfase stoffet

”Dåsens lak og tomaterne er i tæt og langvarig kontakt. Holdbarheden for flåede tomater er tre år, og det gør det meget sandsynligt, at stoffet overføres til tomaterne. Producenterne overholder de europæiske grænseværdier. Men i denne vurdering fra EU er der ikke taget højde for, at forbrugerne udsættes for mange forskellige slags stoffer i deres hverdag, der kan have de samme hormonforstyrrende effekter – det er det, der kaldes cocktaileffekten. Det betyder, at risikoen bliver undervurderet.

Bisphenol A er allerede forbudt at anvende i emballage til babymad, fordi børnene er særlig følsomme overfor stoffets virkninger. Flåede tomater bruges i stor stil af børnefamilier, og vi mener derfor ikke, at  bisphenol A bør anvendes i belægningen.

Hormonforstyrrende stoffer er i det hele taget et område, hvor vi har brug for, at stærke virksomheder hjælper forbrugerne med at undgå stoffet helt. For selvom der arbejdes på forskellige reguleringer af bisphenol A i EU, så er EU’s lovgivning i øjeblikket ikke god nok".

Stine Müller, projektleder og testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk Kemi

Har du spørgsmål om kemi i din hverdag? Kontakt os på telefon eller mail.

Coop: Vi arbejder på at udfase stoffet fra emballage

”Bisphenol A i dåser er en kæmpe udfordring at substituere, og vi i Coop har stor fokus på at få udfaset stoffet fra vores emballager. Vi er begyndt med vores Änglamark konserves, hvor vi er meget stolte over, at vi nu kan erklære Änglamark helt fri for bisphenol A.

Selvom vi endnu ikke er i mål med alle vores dåser, er det meget vigtigt, at eksponeringen fra bisphenol A er lavest muligt. De fundne værdier i Coop Flåede tomater er 100 gange under EU´s nuværende grænseværdi og vil også være mere end 10 gange under de nye skærpede krav”.

Malene Teller Blume, nonfood kvalitetschef, Coop Danmark

Rema 1000: Vi overvejer mere egnet emballage

”Rema 1000 arbejder på at kortlægge, hvilke af vores egne mærkevarer der indeholder bisphenol A. Samtidig er vi ved at undersøge, om bispenol A kan erstattes af andre mere egnede stoffer og/eller om emballagerne med fordel kan skiftes ud med andre mere egnede emballager, der ikke indeholder bisphenol A”.

Gunhild Nørgaard, sourcing manager, Rema 1000

Bisphenol A kun målt i dåsen – ikke i de flåede tomater

Flåede tomater har i tidligere undersøgelser vist indehold af det hormonforstyrrende stof bisphenol A.

I testen fra Forbrugerrådet Tænk Kemi har laboratoriet dog kun målt på indholdet af bispenol A i dåsens lak – ikke i selve de flåede tomater.

Gå til testen af kemi i dåser med flåede tomater her.

4 gode råd til undgå bisphenol A

  • Friske fødevarer kan du købe i stedet for dåser. Du kan også vælge frosne fødevarer.
  • Plast eller glas er et godt valg til emballage. Køb disse i stedet for dåser.
  • Glas med fødevarer kan du sørge for bliver stående på højkant. Så undgår du, at fødevaren kommer i kontakt med pakningen inde i låget. Det er den del af glas emballagen, der kan indeholde bisphenol A.
  • Kvitteringen for dine indkøb kan indeholde bisphenol A. Du kan sige 'nej tak' til kasseboner, når du ikke skal bruge dem.
DTU Fødevareinstituttet: Lavere grænser nødvendige

Den europæiske fødevare autoritet, EFSA, har senest i 2015 vurderet bisphenol A.

Bisphenol A udgør ikke et sundhedsproblem med den nuværende udsættelse var konklusionen fra EFSA. Dette på trods af at grænsen for, hvornår bisphenol A er sikkert blev sat væsentlig ned i forhold til tidligere vurderinger.

DTU Fødevareinstituttet og det hollandske forskningsinstitut RIVM mener dog ikke, at forbrugere er sikret tilstrækkeligt mod stoffets uønskede effekter på baggrund af den nye grænse, som EFSA har anbefalet.

DTU Fødevareinstituttet mener, at niveauet skal være 7 gange mindre for også at beskytte følsomme grupper mod stoffets hormonforstyrrende effekter.

DTU Fødevareinstituttets fastholder vurdering af bisphenol A (eksternt link)

Mens vi venter på tilstrækkelig lovgivning i EU…

I Danmark er bisphenol A forbudt i alle fødevarekontaktmaterialer til børn fra 0 til 3 år for eksempel sutteflasker og emballage til babymad.

I EU gælder forbuddet mod bisphenol A udelukkende sutteflasker.

Lovgivning om bisphenol A i fødevareemballage er begrænset til emballage af plast. Andre typer emballage er ikke reguleret.

Den gældende grænse for afgivelse af bisphenol A fra plastemballage tager endnu ikke højde for, at det sikre niveau for udsættelse for bisphenol A er lavere end hidtil antaget.

Cocktaileffekten – eller det forhold, at man bliver udsat for bisphenoler og andre hormonforstyrrende stoffer mange steder fra – er heller ikke medtaget.

EU kigger også nærmere på et forbud mod anvendelsen af bisphenol A i kasseboner.