Kemiluppen: Danske produkter er stadig ‘grønnere’

21. jun 2020

I appen Kemiluppen er kosmetik- og plejeprodukter fra danske producenter suveræne til at få gode bedømmelser for at være fri for uønsket kemi.

kemiluppen-danske-producenter-er-groennere.gif

Kemiluppen: Danske producenter er grønnere
Foto: Forbrugerrådet Tænk Kemi

I Kemiluppen findes der i alt knap 13.000 kosmetik- og plejeprodukter, der sælges i de danske butikker. Cirka 30 procent af dem har dansk stregkode.

  1. 68 procent af de 3.161 produkter med den bedste bedømmelse er danske. Ligger på samme niveau som i 2016.
     
  2. 35 procent af de 4.428 produkter med den mellemste bedømmelse er danske.
     
  3. 7 procent af 5.326 produkter med den laveste karakter er danske. Et fald på 4% siden 2016.

Danske produkter indeholder altså generelt mindre problematisk kemi.

Mange danske mærker får topkarakter i Kemiluppen

Danske producenter bakker op om Kemiluppen

Mange danske producenter er tilfredse med vurderingerne fra Kemiluppen. Således har 50 virksomheder valgt at markedsføre deres produkter med A-kolben fra Forbrugerrådet Tænk Kemi. Det gives der godkendelse til, når producenten har henvendt sig med markedsføringsmaterialet og fået det godkendt. Det er gratis at markedsføre sig med A-kolben. Man kan ikke få lov til at markedsføre sig med B- eller C-kolben.

Danske producenter: Kemiluppen er et godt redskab

Henrik Karup Jørgensen, der er formand for brancheforeningen Dansk Vask-, Kosmetik- og Husholdningsindustri (VKH), forklarer, at foreningens virksomheder har den grundholdning, at det skal være let for forbrugerne at vælge de produkter, de vil have. Kemiluppen er her et godt redskab.

”I brancheforeningen VKH, der er en forening for danske producenter af tekstilvaskemidler, rengøringsmidler, personlig pleje produkter mv., er vi stolte over, at vores medlemmers produkter i så høj grad er fri for problematisk kemi.

Vi har et klart mål om, at være foregangsmænd indenfor miljø- og klimavenlige produkter – og ikke mindst produkter, der er egnet for personer med særlig følsom hud.

Selvfølgelig ønsker nogle kunder et produkt med parfume i, hvilket automatisk giver en ”kolbe B” (i Kemiluppen, red.), men vi gør alt, for at udvælge de parfumer vi bruger, med omhu og omtanke!”

Henrik Karup Jørgensen, formand for brancheforeningen Dansk Vask-, Kosmetik- og Husholdningsindustri.

Fakta om Kemiluppen:

  • Kemiluppen er downloadet knapt 400.000 gange siden lanceringen i december 2015.
  • Den er gennemført 9.250.000 scanninger.
  • I 2020 bruges Kemiluppen i gennemsnit 6.000 gange om dagen.
  • I alt mere end 18.000 produkter er vurderet i Kemiluppens database (13.000 som sælges i butikkerne, og 5.000, der ikke længere forhandles, men som forefindes rundt om på hylderne i de danske hjem).