Kemiluppen opdateres med 2 nye hormonforstyrrende stoffer

3. dec 2018

Danske forskere har udpeget en række stoffer som hormonforstyrrende. 2 af disse stoffer får ny vurdering i appen Kemiluppen.

kemiluppen-opdateres-med-2-nye-hormonforstyrrende-stoffer.jpg

Kemiluppen opdateres med 2 nye hormonforstyrrende stoffer
Foto: Benjamin Media

Forskere udpeger hormonforstyrrende stoffer

Forskere fra DTU Fødevareinstituttet (DTU) og Syddansk Universitet (SDU) har vurderet, at 13 stoffer enten er hormonforstyrrende eller er mistænkt for at være det. Dette er udgivet i en rapport, som udkom i oktober 2018.

Forskerne har i rapporten gennemgået den forskning i hormonforstyrrende effekter, der ligger tilgængelig for en række stoffer. Stofferne er vurderet i forhold til EU’s kriterier for hormonforstyrrende stoffer.

Hormonforstyrrende stoffer er kemikalier, som blandt andet er mistænkt for at påvirke evnen til at få børn.

Læs nyhed: Forskere har fundet solidt videnskabeligt belæg for, at en række stoffer er hormonforstyrrende (link til DTU’s hjemmeside)

Hormonforstyrrende stoffer kan findes i plejeprodukter

I appen Kemiluppen fra Forbrugerrådet Tænk Kemi findes der over 12.000 kosmetiske produkter. Det er for eksempel cremer, deodoranter og lignende.

Appens database viser, at 3 af de 13 stoffer er til stede i personlige plejeprodukter på det danske marked.

1 af de 3 stoffer (cyclotetrasiloxane) bliver allerede vurderet som mistænkt hormonforstyrrende i Kemiluppen.

De 2 nye stoffer er:

  • Butylphenyl methylpropional (et parfumestof)
  • Salicylic acid (også kaldet salicylsyre på dansk)

Læs mere om disse stoffer i fanerne under artiklen.

Appen Kemiluppen opdateres med nye vurderinger

Forskernes nye vurdering betyder, at appen Kemiluppen ændrer sine bedømmelser af de 2 stoffer.

Produkter, der indeholder ét af disse stoffer, vil i fremtiden få den laveste kemibedømmelse (C-kolbe).

Ændringen betyder, at der vil være produkter, der tidligere har fået enten en A- eller B-kolbe, som fremadrettet vil få en C-kolbe.

Test: Det betyder kolberne A, B og C

Forbrugerrådet Tænk Kemi: Vigtigt at forbrugere får ny viden

”I Forbrugerrådet Tænk Kemi følger vi hele tiden med i forskningen i kemikalier, som findes i forbrugerprodukter. Vi bestræber os på at få kommunikeret den viden ud til almindelige forbrugere på en konkret og brugbar måde. Det er vigtigt, hvis de skal have en chance for at kunne træffe et oplyst valg i forhold til for eksempel hormonforstyrrende stoffer. I dette tilfælde har forskere videnskabeligt belæg for, at 2 stoffer, som findes i kosmetik på det danske marked, er henholdsvis hormonforstyrrende og mistænkt for at være det. Derfor opdateres Kemiluppen, så den viden bliver tilgængelig, og forbrugerne kan træffe et oplyst valg.”

Claus Jørgensen, projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi

Kemiluppen: Tjek din personlige pleje for uønsket kemi med smart app

3 tips: Det kan du gøre

  • Tjek dine produkter med appen Kemiluppen. Dit produkt har fået opdateret sin bedømmelse, hvis det indeholder et af de 2 stoffer.
     
  • Kig på ingredienslisten. Hold øje med stofnavnene salicylic acid og butylphenyl methylpropional, hvis du vil undgå de 2 stoffer.
     
  • Vær opmærksom på, at der også kan findes en række andre hormonforstyrrende stoffer i din hverdag, som kan bidrage til den såkaldte cocktaileffekt. Følg med i test, tips og nyheder på kemi.taenk.dk, hvis du vil træffe et oplyst valg i forhold til uønsket kemi.

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den

Butylphenyl methylpropional

Butylphenyl methylpropional er et parfumestof, som er udbredt i mange forskellige slags kosmetik og plejeprodukter. Det findes i mere end 1.300 produkter i Kemiluppen.

Stoffet er allerede kendt for at kunne give allergi. Så produkter med et indhold af butylphenyl methylpropional har derfor indtil november 2018 fået en middel kemibedømmelse, B-kolbe.

Stoffet er af DTU og SDU vurderet som mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Test: Det betyder kolberne A, B og C

Salicylsyre

Salicylic acid er nok mest kendt fra hudplejeprodukter til uren hud, hvor det kan virke rensende og som peeling.

Stoffet har dog også andre funktioner som for eksempel at hæmme bakterievækst og blødgøre hud og hår. Det er derfor et udbredt indholdsstof i mange forskellige typer af kosmetik og plejeprodukter.

Det er ikke kun forskerne på DTU-Fødevareinstituttet, der rejser en mistanke mod salicylsyre.

I oktober 2018 er salicylsyre også blevet klassificeret i EU som mistænkt for at kunne skade det ufødte barn.

Over 500 produkter i Kemiluppen indeholder salicylsyre.

Salicyl acid har ikke tidligere været bedømt i Kemiluppen.

Stoffet er af DTU og SDU vurderet som hormonforstyrrende.

Det kan du gøre, hvis du har produkter med de 2 stoffer

Har du produkter, der indeholder de 2 stoffer? Vær opmærksom på, at det ikke er det enkelte produkt i sig selv, der er problemet. Det er din samlede udsættelse for hormonforstyrrende stoffer, der bekymrer forskerne.

Har du allerede produkter stående på hylden derhjemme, behøver du ikke smide dem ud.

Men vil du nedsætte din samlede udsættelse for hormonforstyrrende stoffer, kan du fremover vælge plejeprodukter uden.

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den