Kosmetik: Disse mærker har flest produkter med fluorstoffer

21. maj 2019

Cremer, shampoo og mascara kan alle indeholde fluorstoffer, der kan være problematiske for din sundhed. Disse 11 mærker skal du være opmærksom på, hvis du vil undgå fluorstoffer.

kosmetik_disse_maerker_har_flest_produkter_med_fluorstoffer.png

Kosmetik med fluorstoffer: vær opmærksom på disse 11 mærker
Billedet repræsenterer et udvalg af plejeprodukter med fluorstoffer. Foto: Morten Andersen

Kosmetik med fluorstoffer kan være problematiske for din sundhed

Makeup, cremer, shampoo og balsam kan alle indeholde fluorstoffer. Stofferne skal blandt andet gøre plejeprodukterne vand- og fedtafvisende og give dem den rigtige konsistens.

Fluorstoffer kan være problematiske for din sundhed, da de ophober sig i kroppen og i sidste ende kan medføre øget risiko for kræft, øget abortrisiko, dårligere immunforsvar og hormonforstyrrelser.

Kosmetik og plejeprodukter kommer i direkte kontakt med huden. Du bør derfor undgå kosmetik med fluorstoffer, hvis du gerne vil nedbringe din samlede udsættelse for problematisk kemi - også kaldet cocktaileffekten.

Fluorstoffer er problematiske - forstå hvorfor

Disse 11 mærker har flest produkter med fluorstoffer

Forbrugerrådet Tænk Kemi har fundet de 11 mærker, der har flest produkter med fluorstoffer i appen Kemiluppen.

11 kosmetikmærker står tilsammen bag 119 produkter med fluorstoffer på det danske marked. Du kan derfor være opmærksom på følgende mærker, hvis du gerne vil undgå de uønskede fluorstoffer:

  • Living Proof, 27 stk.
  • L’Oréal, 20 stk.
  • The Balm Cosmetics, 14 stk.
  • Gosh, 13 stk.
  • IsaDora, 10 stk.
  • Clinique, 8 stk.
  • Urban Decay, 7 stk.
  • The Body Shop, 6 stk.
  • M.A.C, 5 stk.
  • Biotherm, 5 stk.
  • Origins, 4 stk.

Alle mærkerne har også produkter uden fluorstoffer.

Kemiluppen tjekker, om dit produkt indeholder fluorstoffer

Kosmetik- og plejeprodukter kan du sagtens finde uden fluorstoffer.

Kemiluppen er en app, der hjælper dig med at se, om dine produkter indeholder fluorstoffer eller anden uønsket kemi.  

Scan dine kosmetik- og plejeprodukter, og modtag en vurdering af produktet. Indeholder dine produkter fluorstoffer, vil det altid udløse den dårligste bedømmelse, C-kolbe.

Fanen ”Læs om indholdsstofferne” uddyber, hvilke stoffer dit produkt indeholder. Blev den lave bedømmelse udløst på grund af fluorstoffer, vil det stå her.

Miljømærkede produkter må ikke indeholde fluorstoffer. Du kan derfor også gå efter disse, hvis du vil undgå fluorstoffer.

Find kemiluppen her

Forbrugerrådet Tænk Kemi: Fluorstoffer er unødvendige

“Fluorstofferne er langtfra nødvendige i plejeprodukter, men giver en helt unødig udsættelse for problematisk kemi. De burde helt forbydes i kosmetik og plejeprodukter.”

Claus Jørgensen, projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Forbud mod visse fluorstoffer på vej

Fluorstoffer er i nogle tilfælde forbudt. I 2016 besluttede EU at forbyde fluorstoffet PFOA eller andre stoffer, der kan nedbrydes til PFOA.

Forbuddet træder i kraft i år 2020 og gælder også kosmetik- og plejeprodukter.

Udover forbud mod PFOA ligger der også forslag i EU-systemet om forbud mod visse andre typer af fluorstoffer.

Miljøstyrelsen forventer, at der i år indsendes yderligere to forslag om forbud af to store og væsentlige grupper af fluorstoffer til Det Europæiske Kemikalieagentur.

Et totalt forbud er dog ikke umiddelbart på vej. Miljøstyrelsen har på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag til at kunne dokumentere, at flere fluorstoffer udgør en risiko i kosmetiske produkter.

Flere produkter overskrider kommende grænseværdier

Miljøstyrelsen lavede i 2018 en undersøgelse af fluorstoffer i kosmetik.

Undersøgelsen viste, at flere plejeprodukter overskred de kommende grænseværdier fluorstoffet PFOA.

Miljøstyrelsen kom også frem til, at fluorstoffer i vores plejeprodukter ikke i sig selv udgør en risiko. Vurderingen tog imidlertid ikke højde for, at du samtidig bliver udsat for andre fluorstoffer eller andre problematiske stoffer.

Vurderingen blev også lavet, før EU’s agentur for fødevaresikkerhed i en ny rapport slog fast, at visse fluorstoffer har uønskede effekter på sundheden ved betydeligt lavere niveauer end tidligere vurderet.

Miljøstyrelsen undersøger fluorstoffer i kosmetik og plejeprodukter (Eksternt link)

Flere producenter fjerner fluorstoffer fra produkter

Producenter som Coop, Gilette og Depend er i gang med eller har allerede udfaset fluorstoffer fra deres produkter.

Coop (Brugsen, Fakta, Irma og Kvickly) har tidligere udfaset fluorstoffer i alle koncernens egne varemærker, inklusive kosmetik- og plejeprodukter. De arbejder i løbet af 2019 på at udfase kosmetiske produkter med fluorstoffer fra andre varemærker.

Gillettes barbergeler indeholdt fluorstoffer i 2016, hvor forbrugerrådet Tænk Kemi sidst undersøgte kosmetik- og plejeprodukter med fluorstoffer. Sidan har Gillette fundet alternative ingredienser til Gillette- og Venus-produkter, oplyser firmaet til Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Producenten Depend svarer også, at denne er ved at udfase fluorstofferne.

Administrerende direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen, Helle Fabiansen, understreger, at alle ingredienser i kosmetik – også fluorstoffer – har gennemgået en grundig sikkerhedsvurdering, før de lanceres på markedet. Dette er påkrævet af den europæiske kosmetikforordning.

Hun forklarer, at nogle få fluorstoffer bliver brugt i kosmetiske produkter for at gøre produktet mere holdbart og modstandsdygtigt over for regn, blæst og sollys. Hun pointerer også, at mange af producenterne også laver miljømærkede produkter, og at de ser en tendens i branchen til frivilligt at udfase fluorstofferne.

Relaterede artikler