Mange håndsæber indeholder allergifremkaldende stoffer

21. aug 2015

Forbrugerrådet Tænk Kemi har undersøgt deklarationen på 76 håndsæber. Hver tredje indeholder enten allergifremkaldende konserveringsmidler eller stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

haandsaebe-test.gif

Håndsæbe-test
Foto: Istock

Vi er ofte i kontakt med håndsæbe

Hvor mange gange om dagen vasker du hænder med håndsæbe? Hver gang du trykker på flaskens top og får sæbe i håndfladerne, udsætter du din hud for kemiske stoffer. Stoffer, som du kan optage gennem huden.

Gå til seneste test af kemi i håndsæbe.

Derfor er det ifølge Forbrugerrådet Tænk Kemi vigtigt, at du vælger en håndsæbe, der ikke indeholder allergifremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer.

”Selvom vi skyller håndsæbe af igen med det samme, er vi alligevel i hyppig kontakt med stofferne i håndsæben. Vi bruger den jo rigtig mange gange i løbet af en dag, og det gælder både børn og voksne.  Dertil kommer, at al sæben skylles ud i vasken med risiko for, at de problematiske indholdsstoffer ender i miljøet. Derfor er stoffer som f.eks. triclosan uønskede i håndsæbe,” siger Stine Müller, der er projektleder og testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

25 får lav bedømmelse

I testen tjekkede Forbrugerrådet Tænk Kemi deklarationen på 76 håndsæber fra det danske marked. 25 af dem får lav bedømmelse på grund af indhold af allergifremkaldende konserveringsmidler eller stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Blandt dem var to desinficerende håndsæber af mærket Certex fra butikskæden Normal. Sæberne indeholder stoffet triclosan, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende og for at kunne udvikle resistens hos bakterier. Triclosan kan også skade vandmiljøet og ophobes i fødekæden.

”Vi må jo nok konstatere, at det er igennem lovgivning på EU-niveau, at disse indholdsstoffer skal forbydes, i det vi med så mange varenumre ikke kan vurdere samtlige indholdsstoffer i samtlige produkter. Vi har dog i vores aftaler med leverandørerne en klar holdning til, at såvel EU- samt danske særregler skal overholdes,” siger Bo Kristensen, indkøbsansvarlig i Normal.

Hormonforstyrrende stoffer er mistænkt for at forårsage en række uønskede effekter for eksempel lav sædkvalitet hos drenge og for tidlig pubertet ved piger.

Læs artiklen 'Håndsæber: Let at fare vild i markedsføringen'.

MI-allergi er skudt i vejret med raketfart

Hver fjerde testede håndsæbe – 19 ud af 76 – indeholder 2 konserveringsmidler (MCI og MI). Disse er allergifremkaldende og én af de hyppigste årsager til allergi for konserveringsmidler. Disse sæber får også dumpekarakter.

Jeanne Duus Johansen, centerleder ved Videnscenter for Allergi, forklarer, at antallet af allergitilfælde i forhold til MCI/MI tidligere var moderat og stabilt. Men i 2005 blev MI tilladt i 25 gange større mængder i blandingen end tidligere.

"Det betyder, at mange flere mennesker har fået MI-allergi. Forekomsten er skudt i vejret med raketfart i hele Europa. Det betyder også, at flere nu har problemer end før med at tåle flydende sæber med blandingen MCI/MI," siger Jeanne Duus Johansen.

Det anslås, at cirka 1.000 personer hvert år får konstateret allergi over for MI. Hertil vil der være en hel del personer, som har symptomer, men som ikke gennemgår allergitest.

Mange sæber med parfume

Forbrugerrådet Tænk Kemis gennemgang af deklarationer viser også, at parfume, parfumestoffer og planteekstrakt er udbredt i håndsæber.

56 af de testede sæber indeholdt disse stoffer, som er en almindelig årsag til allergi.

Håndsæber, der indeholder parfume eller parfumestoffer, men ikke indeholder andre problematiske stoffer, får Forbrugerrådet Tænk Kemis middel bedømmelse i testen.

19 håndsæber fik den bedste karakter på kemi-skalaen. De var alle fri for problematiske stoffer.

Har du spørgsmål om kemi i din hverdag? Kontakt os på telefon eller mail.

Fakta om triclosan og MCI/MI

Triclosan er et bakteriedræbende stof, der blandt andet bruges til konservering og desinficering.

EU's biocidkomité har for nylig indstillet til EU-kommissionen, at triclosan ikke længere bør bruges i desinficerende håndsæbe på grund af stoffets skadelige effekter i miljøet. Det betyder, at stoffet formodentlig inden for en overskuelig fremtid ikke længere vil være tilladt som biocid i desinficerende håndsæbe. Stoffets hormonforstyrrende effekter er ved at blive vurderet i EU, men resultatet af denne vurdering foreligger endnu ikke.

Triclosan må også anvendes i visse personlige plejeprodukter som f.eks. tandpasta, deodoranter og håndsæbe. Brugen af stoffet særligt i tandpasta har været meget omdiskuteret, og efterhånden er der heldigvis kun få plejeprodukter på hylderne, der indeholder triclosan. Miljøstyrelsen anbefaler forbrugerne at vælge produkter uden. Det samme gør Forbrugerrådet Tænk Kemi.

MCI/MI: Methylchloroisothiazolinone og methylisothiazolinone er konserveringsmidler, der findes i mange forskellige produkter f.eks. kosmetik, maling, hobbyprodukter, rengøringsmidler mm.

Stofferne er tilladte i kosmetik, men både blandingen af de to stoffer samt MI alene er af EU's videnskabelige komité vurderet til ikke at være sikre at anvende i de plejeprodukter, der bliver på huden. Det er de såkaldte leave-on produkter (fx bodylotion eller solcreme).

Om et lille år er blandingen derfor forbudt i leave-on produkter. Men den må fortsat bruges i rinse-of produkter som håndsæbe, shampoo, bodyshampoo mm. Blandingen af de to konserveringsmidler kaldes også kathon.

Læs mere om MCI/MI på Videncenter for Allergis hjemmeside.