Matcha-te: Disse mærker indeholdt pesticidrester
matcha-te-disse-maerker-indeholdt-pesticider.jpg

Matcha: Hvad er det?
Grøn matcha-te er en japansk te. Den laves af fint matcha-pulver, som opløses i varmt vand.
Matcha-pulver stammer fra grønne teblade, der knuses forsigtigt, så der ikke sker nogen opvarmning af tebladene i processen.
Matcha-pulver bliver ofte fremhævet som en såkaldt ’superfood’ - altså en madvare der er gavnlig for helbredet.
Læs mere: Matcha pulver – Hvad er det? (link til taenk.dk)
Test: Forbrugerrådet Tænk har testet 9 mærker
Forbrugerrådet Tænk har testet 9 mærker matcha-te.
I testen var der 6 produkter med matcha-pulver, der skal opløses direkte i vandet. Desuden var der 3 produkter med te-breve, der indeholder både grøn te og matcha.
Alle 9 produkter er testet for indhold af pesticider og såkaldte mineralske olier. Det er en gruppe problematiske olier, som blandt andet kan komme fra emballagen.
Testen viser, at flere af mærkerne indeholder disse stoffer. Men den viser også, at det er muligt at fremstille matcha uden uønsket kemi.
Se hele testen af matcha-te på taenk.dk (log ind eller bliv medlem)
Testvinder: Irma-te klarer sig bedst
Irmas Grøn Matcha pulver te er ikke økologisk. Men den er stort set fri for pesticidrester og får testens bedste bedømmelse.
2 øvrige produkter var også stort set uden pesticidrester og mineralske olier. Disse var i begge tilfælde økologiske.
Læs mere: Pesticidrester - slip for dem i frugt og grønt
Superfood Matcha: Mærke indeholdt 10 slags pesticider
Forbrugerrådet Tænks test viste, at flere af mærkerne havde indhold af pesticider. Det var dog kun i 2 produkter, at det var i højere niveauer.
I produktet Superfood Matcha blev der fundet rester af 10 forskellige pesticider. Alle øvrige produkter i testen indeholdt højst 2 forskellige pesticider.
Indholdet af hvert enkelt pesticid var inden for de grænseværdier, som loven sætter. Men samlet set mener Forbrugerrådet Tænk, at 10 forskellige pesticider er unødvendigt mange – også selvom der ikke er tale om et økologisk produkt.
Superfood Matcha havde også et højt indhold af mineralske olier. Det var blandt andet stofgruppen MOAH, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende.
Læs mere: Mineralske olier- hvad er det?
Økologi: Matcha-pulver indeholdt pesticider og mineralolier
Økologisk matcha-pulver var også repræsenteret ved flere produkter i testen.
Økologiske GoQi Matcha green tea powder havde testens højeste koncentration af stoffet anthraquinon.
Anthraquinon er et pesticid, der blandt andet bruges i papirfremstilling. Det er klassificeret som muligt kræftfremkaldende.
Stoffet er forbudt for producenter at bruge i Europa. Men der findes en grænseværdi for, hvor meget der må være i, hvis fødevaren kommer fra en producent uden for Europa.
Koncentrationen lå under, men meget tæt på den tilladte grænseværdi. Pesticider bør generelt ikke være i økologiske produkter.
Teen fra GoQi havde også testens højeste indhold af mineralske olier. Det var igen blandt andet stofgruppen MOAH, som er mistænkt for at være kræftfremkaldende.
Se hele testen af matcha-te på taenk.dk (log ind eller bliv medlem)
Forbrugerrådet Tænk: Test har før vist pesticider i ’superfood’
”Selvom såkaldt ’superfood’ som matcha-te typisk sælges som særligt sundt og godt for helbredet, så er det ikke sikkert, at det nødvendigvis er fri for uønsket kemi. Det gælder desværre også de økologiske produkter. Det har vi tidligere set i test af chiafrø og nu igen i matcha-te. Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke er pesticider eller mineralske olier i den enkelte fødevare, der i sig selv er sundhedsskadeligt. Men de kan bidrage til den samlede udsættelse for problematiske stoffer, som du møder fra mange kilder i din hverdag.”
Gitte Sørensen, testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk
Virksomheden Ecovik importerer teen GoQi. Den beklager, at der er fundet rester af pesticider.
Virksomheden vil kontakte producenten med henblik på at opnå en renere vare fremover. Alternativt vil den finde en anden leverandører.
Ecovik beklager også fundet af mineralske olier. Virksomheden mener, at forureningen sandsynligvis skyldes emballagen i små portionspakker, og den vil undersøge muligheden for anden indpakning.
En kop te kræver kun en lille mængde pulver. Derfor risikerer du kun at indtage relativt små mængder pesticider og mineralske olier i det enkelte produkt.
Disse stoffer kan dog bidrage til din samlede udsættelse for problematiske kemikalier – det som forskere kalder cocktaileffekten.
Samlet set kan din udsættelse for uønsket kemi fra mange kilder i hverdagen være problematisk for sundheden. Derfor er det generelt en god ide at undgå uønsket kemi, hvor du kan.