Non-stick: Hvad betyder belægningen for din sundhed og miljøet?

17. apr 2019

Gryder og pander med non-stick kan indeholde uønskede fluorstoffer. Men hvilke konsekvenser har non-stick-belægningen for din sundhed og miljøet?

gryder-og-pander-fluorstoffer-i-sliplet-belaegning-frigives-sjaeldent.jpg

Gryder og pander: Fluorstoffer i sliplet-belægning frigives sjældent
Foto: Getty Images

Stegepander og gryder: Non-stick-belægning kan indeholde fluorstoffer

Gryder og stegepander kan du købe med non-stick-belægning. Det skal hjælpe til, at maden ikke brænder fast. Belægningen indeholder ofte fluorstoffer, da disse stoffer har vand- og fedtafvisende egenskaber.

Fluorstoffer er også kendt som perfluorerede stoffer, PFC'er eller PFAS.

Forskere fraråder at bruge fluorstoffer i produkter. Det skyldes, at stofferne er lang tid om at blive nedbrudt og derfor kan ophobe sig i kroppen og miljøet, hvor de kan have skadelige effekter.

Mistanke om hormonforstyrrende og kræftfremkaldende effekter knytter sig til nogle af de mest problematiske fluorstoffer (for eksempel PFOA og PFOS). For andre fluorstoffer mangler der stadig viden. Men der er bekymring for, at de også kan have negative effekter på sundhed og miljø.

Fluorstoffer er problematiske - forstå hvorfor

Sundhed: Undgå at overophede gryden eller panden

Fluorstoffer er ifølge Fødevarestyrelsen godt bundet i non-stick-belægning. Det betyder, at fluorstofferne som udgangspunkt ikke bliver overført til maden, når du bruger pander eller gryder med non-stick.

Bruger du din fluorstofbelagte stegepande på normal vis, har det ikke sundhedsskadelige effekter.

Forbrugerrådet Tænk Kemis test af stegepander viser også, at fluorstofferne er godt bundet til belægningen på panderne og ikke frigives, når panden opvarmes til 200 grader, der svarer til normal brug.

Temperaturer på 250 grader eller derover kan frigive de uønskede fluorstoffer til maden og luften. Derfor skal du passe på ikke at overophede panden.  

Ret dig efter de brugsanvisninger, der følger med gryden eller stegepanden.

Se test: Kemien i stegepander

Miljø: Fluorstoffer bliver i naturen

Gryder og pander, der indeholder fluorstoffer, kan du overveje at undgå af miljøhensyn. Selvom du ikke bliver direkte udsat for fluorstofferne fra panden, kan produktionen af stofferne dog stadig påvirke dig og naturen.

Produktionen af fluorstoffer i industrien kan forurene miljøet. Fluorstoffer er meget lang tid om at blive nedbrudt i naturen. Det betyder, at stofferne ophober sig i miljøet og derfra kan havne i din mad.

Undgå fluorstoffer med disse 10 tips

Fluorstoffer i gryder og pander: Kig efter dette

”PFOA-fri” og "PFOS-fri" er anprisninger, som du kan støde på i markedsføringen af gryder og pander med non-stick-belægning. Men anprisningerne garanterer dig ikke, at du undgår hele gruppen af de miljøbelastende fluorstoffer.

PFOA og PFOS er kun 2 ud af mange forskellige fluorstoffer, som kan være problematiske.

Fluorstoffer undgår du helt, hvis du spørger efter produkter, der anpriser sig som:

  • PFC-fri
  • PFAS-fri
  • Uden fluorstoffer

Producenten lover her, at der ikke findes nogen af de problematiske fluorstoffer i belægningen.

Undgå bage- og madpapir med fluorstoffer med disse tips

6 gode kemiråd om gryder og pander
  • Gryder og pander i rustfrit stål er gode kemivalg. Her er afgivelsen af uønsket kemi minimal. En gammel gryde eller pande af rustfri stål kan dog blandt andet indeholde mere af tungmetallet cadmium, end det er tilladt i dag. Reglerne til stålet er blevet skrappere med tiden.
     
  • Undgå overophedning af stegepander og gryder med non-stick belægning. Varm ikke din gryde eller pande op til mere end brugsanvisningen siger  Hvis uheldet er ude, skal du lufte grundigt ud og udskifte panden eller gryden. Du kan risikere, at den frigiver stofferne til maden og luften.
     
  • Udskift gryder og pander, hvis der er huller i belægningen. Du kan ikke regne med, at materialet under belægningen er beregnet til kontakt med mad. Løs belægning på gryder og pander kan falde af og ende i maden. Materialet under belægningen kan desuden frigive metaller til maden. Bakterier og smuds kan også sætte sig under de løse flager i grydens belægning.  
     
  • Vær opmærksom på ’sure’ fødevarer. Citroner og andre sure fødevarer kan få aluminiumsgryder til at frigive aluminium. Dette gælder, hvis din gryde ikke har en beskyttende belægning. Du bliver også udsat for aluminium fra naturligt indhold i din mad. Metallet kan blandt andet påvirke nervesystemet. Skift gerne til en ny gryde af rustfri stål, hvis du har en gammel, slidt aluminiumsgryde.
     
  • Vask nyt køkkengrej, inden du tager det brug. Så slipper du for eventuelle rester af støv, procesolier eller lignende.
     
  • Vil du undgå fluorstoffer, så kig efter anprisninger som ”PFC-fri” eller ”uden fluorstoffer”.  Her garanterer producenten, at gryder og pander er uden problematiske fluorstoffer. Spørg også gerne forhandleren eller producenten, om produktet er frit for fluorstoffer.

Læs mere: Sådan undgår du uønsket kemi fra køkkengrej (link til Fødevarestyrelsens hjemmeside)