Mad: Sådan undgår du sprøjtemidler i kosten

31. jan 2019

Pesticidrester kan bidrage til din samlede udsættelse for uønsket kemi – den såkaldte cocktaileffekt. Se, hvordan du mindsker indtaget fra maden.

pesticrester-i-frugt-og-groent830web.gif

Pesticider, sprøjtegift og sprøjtemiddel i frugt og grønt
Foto: Ulrik Jantzen

Pesticider kan være problematiske

Mad og drikke kan indeholde pesticider fra produktionen. Disse sprøjtemidler bruges blandt andet til at bekæmpe ukrudt, skadedyr og svamp.

For pesticider findes der grænseværdier, som skal sørge for, at de er sikre at indtage. Forskere er dog i tvivl om, hvorvidt de nuværende grænser for pesticider er tilstrækkelige, hvis du indregner den såkaldte cocktaileffekt.

Cocktaileffekten dækker over, at du udsættes for problematiske kemikalier fra mange kilder i din hverdag. Det er ikke bare fra maden, men også for eksempel personlige plejeprodukter, elektronik, møbler og meget andet.

Sprøjtemidler kan i nogle tilfælde være mistænkt for at være hormonforstyrrende. De kan også være mistænkt for at påvirke hjernens udvikling. Pesticidrester kan derfor være en god ide at mindske i din mad.

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den

Økologiske fødevarer er uden sprøjtemidler

Økologiske fødevarer er det oplagte valg, hvis du gerne vil nedsætte din udsættelse for pesticider.

Økologisk mad er produceret uden – eller kun med meget få – sprøjtemidler.

Fødevarestyrelsens kontroller viser sjældent fund af pesticidrester i økologiske fødevarer.

Dansk frugt og grønt er oftere fri for sprøjtemidler

Konventionelt dansk frugt og grønt er generelt også et bedre valg med lavere indhold af pesticider.

Dansk frugt og grønt er oftere fri for sprøjtemidler end udenlandsk. Kan du ikke vælge økologisk, vil konventionelt dansk frugt og grønt derfor være et godt alternativ. Se, i hvilke fødevarer det batter at vælge dansk i fanen under artiklen.

Reglerne i Danmark er desuden strammere, end de er på markeder uden for EU. I fødevarer fra andre steder i verden kan du derfor ind i mellem finde rester af pesticider, som ikke er tilladt i EU.

App: Hvordan skal maden opbevares? Få tips i For resten-appen fra Forbrugerrådet Tænk (link til taenk.dk)

Frugt og grønt skal skylles før du spiser det

Frugt og grønt skal en tur under rent vand fra hanen, inden du spiser det. På den måde skyller du nogle sprøjtemiddelrester af.

Alle pesticidrester forsvinder dog ikke, og det er forskelligt, hvor effektivt det vil være. Men generelt er det en god vane at have, hvis du vil mindske dit indtag af pesticider.

Sprøjtemidler kan også begrænses, hvis du skræller frugt og grønt. Men dette skal du regne op mod, at mange næringsstoffer kan findes i skrællen.

Disse fødevarer bidrager til din udsættelse

Fødevarestyrelsen har undersøgt, hvor meget sprøjtegift der findes i forskellige typer frugt og grønt.

Danmarks Naturfredningsforening har ud fra disse tal fundet frem til 10 fødevarer, hvor det er en god ide at vælge økologisk, fordi det kan spare dig for mange pesticidrester.

Det skyldes både, at det er fødevarer, som er populære og samtidig, at de kan have et vist indhold af pesticider.

  • Æbler
  • Hvedemel 
  • Tomater  
  • Pærer 
  • Rødvin
  • Vindruer
  • Kartofler 
  • Agurker 
  • Jordbær 

10 fødevarer er kilde til 75 procent af kroppens sprøjtegiftrester (link til Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside)

Citrusskaller i maden skal være økologiske

Citronskal, appelsinskal og anden skal fra citrusfrugter skal gerne være økologiske, hvis du bruger dem i maden.

Skaller fra citrusfrugter er overfladebehandlet med pesticider. I reguleringen af disse er der ikke taget højde for, at skallerne skal bruges til madlavning.

Vælg derfor økologisk, hvis du bruger dem i madlavning. Med økologiske citrusfrugter undgår du bedst muligt rester af pesticider og sprøjtegift.

Test på kemi.taenk.dk undersøger pesticidindhold

Pesticider i fødevarer er et område, som Forbrugerrådet Tænk Kemi løbende har fokus på i sine test.

Test har tidligere blandt andet vist indhold af pesticider i:

  • Oregano
  • Økologiske figner
  • Matcha-te
  • Chiafrø
  • Appelsinjuice

I test får du hjælp til at vælge de produkter med færrest problematiske kemikalier.

Se test: Alle testede slags oregano indeholdt pesticider

10 fødevarer: Her batter det at vælge økologisk eller dansk frem for udenlandsk
  • Æbler (pesticider i 30 procent konventionelle danske, 83 procent i konventionelle udenlandske) 
  • Hvedemel (pesticider i 33 procent af det konventionelle danske, 80 procent i det konventionelle udenlandske) 
  • Tomater (pesticider i 13 procent konventionelle danske, 63 procent i konventionelle udenlandske)  
  • Pærer (pesticider i 23 procent konventionelle danske, 88 procent i konventionelle udenlandske)  
  • Rødvin (pesticider i 0 procent dansk rødvin, 47 procent udenlandsk ikke økologisk rødvin)
  • Vindruer (pesticider i 33 procent af konventionelle vindruer)
  • Kartofler (pesticider i 12 procent konventionelle danske, 64 procent i konventionelle udenlandske)  
  • Agurker (pesticider i 72 procent konventionelle danske, 63 procent i konventionelle udenlandske)  
  • Jordbær (pesticider i 70 procent konventionelle danske, 76 procent i konventionelle udenlandske)  

Kilde: Fødevarestyrelsen, Pesticidrester i fødevarer 2017

Se rapporten fra Fødevarestyrelsen (eksternt link)

 

Dyrk dine egne grøntsager

Frugt og grønt kan du selv dyrke i haven. Så er du sikker på at undgå pesticider. Du skal dog være opmærksom på, om jorden er forurenet, hvor du bor.

Jord i byzone anses generelt for at være lettere forurenet. Det er blandt andet fordi, der tidligere var bly i benzin, som blev spredt i osen fra biler.

Hvis jorden i din have er forurenet, kan det være en god ide at:

  • Skifte jorden, hvor du dyrker. Du kan for eksempel lave højbede.
  • Vaske frugt og grønt grundigt af for jord.

Se Miljøstyrelsens gode råd, hvis din have har lettere forurenet jord (link til Miljøstyrelsens hjemmeside)