Problematisk parfume i hygiejnebind fra Always

4. aug 2015

De fleste hygiejnebind og trusseindlæg fra Always indeholder parfume, selv om det ikke er tydeligt angivet på emballagen. Det er problematisk, mener Forbrugerrådet Tænk Kemi, der opfordrer til at klage til producenten.

always.gif

Always hygiejnebind indeholder parfumestoffer
Foto: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Hygiejnebind og trusseindlæg indeholder parfumestoffer

Sidste år skrev Forbrugerrådet Tænk, at flere Always-trusseindlæg fra Procter & Gamble indeholder parfume. Det viser sig nu, at endnu flere Always-produkter indeholder parfume.

I Always-produktserien indeholder seks ud af otte typer hygiejnebind og ni ud af 12 typer trusseindlæg parfumestoffer under betegnelser som ‘neutralising odour’og ‘light scent’.

“Always Neutralising Odour er blevet lanceret for at give vores forbrugere et valg. Baseret på samtaler med kvinder over hele verden, research og forbrugerhenvendelser, har vi fået indblik i, at denne nye funktionalitet er vigtig, og at mange kvinder ønsker den,” siger Ania Beilecka, der er kommunikationsansvarlig for Always hos Procter & Gamble.

Hun påpeger, at produkterne ikke er direkte parfumerede, men indeholder en svagt duftende parfumelignende teknologi, som neutraliserer uønskede lugte.

Læs mere: Test af kemien i tamponer.

Læs mere: Test af kemien i hygiejnebind.

Forbrugere vil ikke have parfume i bind

Da Forbrugerrådet Tænk Kemi lagde et foto af et Always-produkt på Facebook-siden KemiKaos og spurgte “Hvad tænker du om parfume i hygiejnebind?”, fik opslaget 183 kommentarer.

Forbrugernes svar var enslydende: “Parfume hører ikke hjemme i bind”.

En af kommentarerne lød: “Da jeg kommer hjem og stiller pakken på køkkenbordet, begynder stanken at sprede sig i hele huset, og det går op for mig, at det er trusseindlæggene. Jeg stank på fingrene i 15 minutter efter at have rørt ved det skidt. Det kan ikke være sundt – uanset om det er ‘dermatologisk testet’ eller ej.”

Formuleringen ‘dermatologisk testet’ er Forbrugerrådet Tænk Kemi skeptisk over for, fordi der ikke er krav til, hvordan produktet skal testes, eller hvor godt resultatet skal være.

Always anvender begrebet i forbindelse med et mærke fra den britiske certificeringsordning Skin Health Alliance, som især kosmetikproducenter køber sig til. Det skulle garantere, at indholdet af parfumestoffer i de mærkede produkter ikke overstiger en vis mængde.

Vælg Svanemærket, og undgå allergi

Miljøstyrelsen har ikke indgående kendskab til den pågældende mærkningsordning og har derfor heller ikke nogen anbefalinger om brug af produkter med mærket fra Skin Health Alliance.

“Svanemærkede hygiejnebind indeholder ikke parfume,” siger biolog Bettina Ørsnes Larsen fra Miljøstyrelsen og understreger, at Miljøstyrelsen generelt anbefaler, at man begrænser sit forbrug af parfume så meget som muligt, hvis man vil undgå allergi.

Omkring fire procent af befolkningen lider af parfumeallergi, de fleste er kvinder. Summen af de parfumestoffer fra forskellige kilder øger risikoen for parfumeallergi.

Projektleder Christel Søgaard Kirkeby fra Forbrugerrådet Tænk Kemi mener, at Always maskerer indholdet i produkterne ved ikke at skrive tydeligt på emballagen, at der er tilsat parfume:

“Det er super problematisk. Hvis Always virkelig mener, det er vigtigt at anvende parfume i bind, bør de anføre det tydeligt. Der er tale om helt unødvendig kemi på et meget sart sted på kroppen. Det er ikke i orden at udsætte folk for risikoen for parfumeallergi – uden tydeligt at informere, så de kan træffe et alternativt valg.”

Flere forbrugere har haft succes med at kontakte Always og få byttet de parfumerede pakker til pakker uden parfume. Christel Søgaard Kirkeby håber, at endnu flere kvinder vil klage til Always og gøre opmærksom på, at parfumerede bind er uønsket.

Relaterede artikler

Test: Kemi i tamponer

Test: Kemi i tamponer

test-kemi-i-bind

Test: Kemi i hygiejnebind

Renseservietter test

Test: Kemi i renseservietter

Vådservietter problematisk kemi

Test: Kemi i vådservietter

Babyolier test

Test: Kemi i babyolier

Test: Babylotion

Test: Kemi i babylotion