Stavblendere afgiver uønsket kemi i test

20. apr 2015

Stavblendere kan afgive stoffet klorparaffin, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. I 3 ud af 10 testede blendere fandt vi stoffet.

stavblender-test830web.gif

Stavblender test
Foto: Istock

Hormonforstyrrende stof fundet i stavblendere

Stavblendere bør ikke afgive sundhedsskadelige stoffer, som risikerer at ende i maden. Men en svensk undersøgelse fra 2014 viste, at flere stavblendere afgav stoffet klorparaffin, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har derfor været i laboratoriet og foretaget en stavblender-test. Vi testede 10 blendere for afgivelse af klorparaffiner. I 3 tilfælde fandt vi indhold af det mistænkte hormonforstyrrende og kræftfremkaldende stof.

Gå til testens resultater her

OBH ændrer produktionsmetode

Blenderen Quickmix fra OBH Nordica viste den største afgivelse af klorparaffin i vores test.

I stavblenderne KitchenAid 5KHB2571 og Electrolux ESTM6400 fandt Forbrugerrådet Tænk Kemi mere begrænsede mængder af klorparaffiner. Men Forbrugerrådet Tænk Kemi mener slet ikke, at stavblendere skal kunne afgive de mistænkt hormonforstyrrende og kræftfremkaldende klorparaffiner til maden.

OBH oplyser i et svar til Forbrugerrådet Tænk Kemi, at de blev gjort opmærksom på problemet i oktober 2014 i forbindelse med den førnævnte svenske undersøgelse. OBH fortæller, at virksomheden straks gik i gang med at identificere og eliminere problemet fra produktionen af stavblenderen.

OBH oplyser også, at afgivelsen sandsynligvis skyldes en smøreolie.

Virksomheder bør slet ikke bruge klorparaffiner

Klorparaffiner er en gruppe stoffer, der har forskellige egenskaber. De kan være smørende, flammehæmmende og blødgørende. I blenderne kommer de sandsynligvis fra smøreolien.

Miljøstyrelsen konkluderede allerede tilbage i 1994, at virksomheder bør bruge andre midler end klorparaffiner, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

Klorparaffiner er derfor uønskede i køkkenredskaber og lignende, hvor der er risiko for, at de havner i maden.

Forbrugerrådet Tænk Kemi mener:

”De smøreolier, der bruges i blendere, burde allerede før vores test have været fri for disse uønskede klorparaffiner. Men det er selvfølgelig godt at høre, at virksomheden nu er opmærksom på problemet og arbejder målrettet med at få stofferne ud af produkterne," siger projektleder Stine Müller.

Relaterede artikler