Test: God kemi i din mobiltelefon

2. sep 2015

Forbrugerrådet Tænk Kemi har tidligere fundet problematiske kemikalier i elektronik. Men ny test viser, at du roligt kan sætte din smartphone op til øret uden at bekymre dig om hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende stoffer.

test-mobiltelefoner-og-smartphones-web.gif

Mobiltelefoner og smartphones: Test af kemi
Foto: Istock

Smartphones skal være uden uønsket kemi

Hvor mange timer er du i hudkontakt med din smartphone på en uge? Du tjekker den måske på vej hjem fra arbejde eller skole, snapchatter fra fester eller læser nyheder og opdateringer på sociale medier.

Kort sagt er vores mobiltelefon én af de ejendele, som vi er i tæt kontakt med mange gange dagligt.

Gå til test af kemi i smartphones og mobiltelefoner.

Derfor er det ifølge Forbrugerrådet Tænk Kemi vigtigt, at den ikke udsætter dig for hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende stoffer.

”Vi har været spændte på resultatet af testen, og det ser bedre ud end forventet. Det er betryggende, at alle 10 testede mobiltelefoner klarer sig godt, når man tænker på, hvor mange der er i kontakt med deres mobiltelefon i lang tid hver dag. Testen viser dog stadig små mængder af uønskede stoffer, som vi gerne ser, at producenterne helt udfaser brugen af,” siger Christel Søgaard Kirkeby, der er projektleder og testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Har du spørgsmål om kemi i din hverdag? Kontakt os på telefon eller mail.

10 mobiltelefoner var med i testen

Forbrugerrådet Tænk Kemi har inkluderet 10 forskellige telefoner i testen – blandt andet iPhone 6, Samsung og HTC.

Mistænkt hormonforstyrrende stoffer var der mindre spor af (flammehæmmere, ftalater og bisphenol A). Men koncentrationerne er så små, at Christel Søgaard Kirkeby ikke finder det problematisk.

”Elektronik har ellers været kendt som et område, hvor producenterne bruger kemiske stoffer som er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende. Men vi er positivt overraskede over, at der kun var ganske små spor af disse kemikalier i mobiltelefonerne. De bidrager derfor ikke særligt til den samlede mængde af uønskede kemikalier, vi bliver udsat for i vores hverdag,” siger hun.

Samsung Galaxy S6 er bedst i kemitest

Forbrugerrådet Tænk Kemi testede tidligere i år høretelefoner, hvor 5 ud af 16 indeholdt problematisk kemi. Men denne gang var der heller ingen spor af uønskede kemikalier i de høretelefoner, der fulgte med smartphones i testen.

Bedst i test blev Samsung Galaxy S6, som slet ikke indeholdt spor af problematiske stoffer.