Test: Kemi i legetøj fra eBay, Amazon og Wish

24. jun 2019

Legetøj fra onlinesiderne Wish, eBay og Amazon kan indeholde hormonforstyrrende ftalater. Testen viser, at 9 ud af 29 produkter indeholdt ftalater i ulovlige mængder.

830_x_400.jpg

Foto: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Billigt legetøj på nettet kan indeholde hormonforstyrrende stoffer

Børn er i tæt hudkontakt med legetøj, og de kommer ofte legetøjet i munden. Men er legetøjet købt fra webstederne Wish, eBay og Amazon, kan børnene risikere at blive udsat for ulovlig kemi.

Ftalater bliver tilsat noget legetøj for at blødgøre materialer som plastik, skum og gummi. Men ftalater kan være hormonforstyrrende og i nogle tilfælde skade evnen til at få børn.

Legetøj, der indeholder ftalater, "afdamper" stofferne til indeklimaet og støvet, hvorefter børnene optager stofferne gennem huden, eller når de er i direkte kontakt med legetøjet.

Undgå uønsket kemi i legetøj med disse 10 tips

Legetøj fra nettet er ofte produceret i Kina

Ftalater er i Danmark forbudt i legetøj til børn 0-3 år. I legetøj beregnet til børn op til 14 år er der begrænsninger på, hvor meget ftalat legetøjet må indeholde.

Køber du legetøj på nettet, kan du ikke regne med, at det lever op til de gældende kemikaliekrav i Danmark og EU. Webportaler som Wish, eBay og Amazon sælger masser af legetøj direkte fra Kina, hvor kravene ikke er ligeså skrappe.

Forbrugerrådet Tænk Kemis test viser, at 9 ud af 29 stykker legetøj købt fra Wish, eBay og Amazon indeholder ulovlige og potentielt skadelige ftalater. I flere tilfælde er grænseværdien overskredet mere end 200 gange.

Alle 9 produkter er anmeldt til Miljøstyrelsen.

Sådan undgår du problematisk legetøj på nettet

Produkterne er fjernet fra webstederne

Wish, Amazon og eBay har alle oplyst til Forbrugerrådet Tænk Kemi, at de har fjernet produkterne fra deres websteder.

Miljøstyrelsen har undersøgt sagen efter Forbrugerrådet Tænk Kemis anmeldelse. Efter at have været i kontakt med Wish, Amazon og eBay har de konstateret, at produkterne ikke længere kan købes på web-portalerne og har dermed lukket sagen.

Sådan har vi testet

Forbrugerrådet Tænk og Forbrugerrådet Tænk Kemi har tidligere set nærmere på legetøj solgt online fra web-portaler, som Amazon, eBay og Wish.

I mange tilfælde dumper produkterne vores undersøgelser, og derfor har vi valgt at se nærmere på plastlegetøj, der kan blødgøres med ftalater.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har i februar 2019 indkøbt 29 stykker legetøj på onlineportalerne Wish, eBay og Amazon. Der er købt legetøj af plast, da det typisk er i plastprodukter, man anvender ftalater til at blødgøre produkterne.

Legetøjet er sendt til kemisk analyse på et akkrediteret laboratorie. De er testet for indhold af en lang række ftalater.

Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

 

Det har vi fundet

Hvert tredje produkt indeholdt ulovlige ftalater:

  • 8 stykker legetøj indeholdt ftalaten DEHP, som er bekræftet hormonforstyrrende og ulovlig i legetøj. Indholdet lå på mellem 2,1 og 21,1 procent.
  • 4 stykker legetøj indeholdt ftalaten DIDP, som er forbudt i legetøj og småbørnsartikler som kan komme i munden. Indholdet lå på mellem 0,12 og 1,0 procent.
  • 4 stykker legetøj indeholdt ftalaten DINP, som er forbudt i legetøj og småbørnsartikler som kan komme i munden. Indholdet lå på mellem 2,6 og 10,4 procent.
  • 1 stykker legetøj indeholdt ftalaten DBP, som er bekræftet hormonforstyrrende og ulovlig i legetøj. Indholdet var på 0,15 procent.

Derfor er hormonforstyrrende stoffer problematiske

Ftalater er forbudt i legetøj

I legetøj til børn fra 0 til 3 år er alle ftalater forbudt (max 0,05 procent).

I legetøj til børn fra 3 til 14 år er blandt andet DEHP og DBP forbudt (max 0,1 procent). DINP og DIDP er ligeledes forbudt i mængder over 0,1 procent, hvis legetøjet kan komme i munden.

Resultater per portal:

  • WISH: 4 ud af 13 produkter indeholdt ulovlige ftalater
  • Amazon: 3 ud af 10 produkter indeholdt ulovlige ftalater
  • eBay: 2 ud af 6 produkter indeholdt ulovlige ftalater
Det siger virksomhederne

eBay:

eBay oplyser til Forbrugerrådet Tænk Kemi, at deres sikkerhedsteam har fjernet de to produkter, som er blevet anmeldt. De har derudover også har fjernet 38 andre produkter.

Amazon:

Amazon svarer Forbrugerrådet Tænk Kemi, at de har fjernet produkterne fra webshoppen efter vores henvendelse.

Wish:

Wish oplyser, at de har fjernet produkterne, som er blevet lagt op på deres platform i strid med deres regler.

Gode råd når du køber legetøj

Køb ikke direkte fra Kina

Undgå at købe kinesiske legetøjsprodukter fra ikke-europæiske hjemmesider. Kina har ikke de samme kemikaliekrav som EU og Danmark.

Risikoen er derfor større for, at du køber produkter med uønskede kemikalier, som er ulovlige i Danmark.

Legetøj skal være CE-mærket, hvis det er tiltænkt det europæiske marked. Producenten viser på den måde myndighederne, at produktet overholder loven for legetøj i EU.

Du skal dog være opmærksom på, at der ikke føres kontrol med CE-mærket. Men uden et CE-mærke kan du ikke forvente, at produktet lever op til legetøjsreglerne.

Legetøj på nettet: Undgå uønsket kemi

Vi har samlet en række råd om køb af legetøj i det hele taget:

Legetøj: 10 tips til at undgå uønsket kemi