Test: Kemi i mikrobølgepopcorn

22. jun 2015

Samtlige 10 mikrobølgepopcorn, som Forbrugerrådet Tænk Kemi har testet, indeholder fluorstoffer i poserne. Fluorstofferne er uønskede, fordi de ophober sig i mennesker og miljø og fordi de blandt andet kan være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.

popcorn-web-kemi.jpg

Mikrobølgepopcorn har fluorstoffer i emballagen
Foto: Istock

Popcorn til mikrobølgeovn er pakket ind i fluorstoffer

Det er let lige at poppe en pose popcorn i mikroovnen til fredagsfilmen. Men med i købet risikerer du at få nogen af de problematiske fluorstoffer. Forbrugerrådet Tænk Kemi har testet mikrobølgepopcorn fra alle de store supermarkeder, og samtlige 10 papirsposer, som popcornene tilberedes i, indeholder fluorstoffer.

Fluorstoffer er både vand og fedtskyende, og de bruges i popcorn-poserne for at undgå, at de suger fedtet fra popcornene.

Læs artiklen 'Mikrobølge-popcorn: Test bekræfter indhold af fluorstoffer'.

Popcorn bør poppes i en gryde

Fluorstoffer er ikke på nuværende tidspunkt forbudt at anvende i fødevareemballage, men de har en række uønskede effekter, der har fået en række forskere til at advare om brugen af  stofferne. Fluorstofferne er svære at nedbryde i miljøet og ophobes i dyr og mennesker. Samtidig kan de være kræftfremkaldende, skade vores forplantningsevne ligesom de også er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Så længe det ikke er til at få mikropopcorn uden fluorstoffer i poserne, anbefaler Forbrugerrådet Tænk Kemi forbrugere at poppe popcornene på gammeldags vis i gryde.

Opdateret 18. november 2015: Både COOP og REMA 1000 melder, at de nu har mikroovnspopcorn uden indhold af fluorstoffer. Vi har dog endnu ikke testet disse pakker.

Test: Det betyder kolberne A, B og C.

Relaterede artikler