Vaskemiddel: Vælg miljømærket og allergimærket
vaskemiddel830web1.gif

Rester fra vaskemiddel kan irritere din hud
Vaskemiddelrester fra dit nyvaskede tøj kan risikere at irritere huden og for eksempel give kløe.
Resterne kan sætte sig i tøjet, hvis doseringen af vaskemiddel er for stor. Det kan også ske, hvis vaskemaskinen skyller for dårligt.
Sæberester i dit tøj kan begrænses. Det gør du ved at følge vejledningen på produktet, så du undgår at overdosere, når du vasker. Vælg også gerne et længere skylleprogram.
Se test: Kemien i vaskemiddel til kulørt tøj
Vaskemiddel kan ende i vandløb og hav
Vaskemiddel kan også være skyld i udledning af problematiske stoffer til naturen.
De fleste stoffer bliver fjernet i rensningsanlæggene. Men nogle af stofferne kan komme gennem rensningsanlægget og ud i vandmiljøet.
Derfor er det også en god ide at vælge vaskemidler uden kendte miljøbelastende ingredienser.
Se test: Kemien i vaskemiddel til hvidt tøj
Gå efter miljømærket og allergimærket vaskemiddel
Miljømærkerne stiller krav til, at produktet er blandt de mest miljøvenlige.
Svanemærket og Blomsten stiller skrappere krav end loven til, hvad vaskemidler må indeholde af kemiske stoffer. Det gælder blandt andet for optisk hvidt og klor.
Den Blå Krans eller AllergyCertified er også en god ide at gå efter som supplement til miljømærkerne. Så undgår du blandt andet parfume.
Miljømærker: Få styr på Svanen, Blomsten og alle de andre mærker
Allergimærke fortæller om alle ingredienser i dit vaskemiddel
Den Blå Krans viser, at foreningen Astma-Allergi Danmark har godkendt indholdsstofferne i forhold til risiko for allergi.
Vaskemidler med Den Blå Krans må ikke indeholde stoffer, som kan være allergifremkaldende – for eksempel farvestoffer og parfume. Det samme gælder for mærket AllergyCertified.
Indholdsstofferne er fuldt deklareret på produkter med Den Blå Krans. Det er ellers ikke et krav, som vaskemidler skal leve op til.
Normalt er det kun udvalgte stoffer, som skal stå på etiketten. Det gælder for eksempel for konserveringsmidler og eventuelt parfumeindhold. Til gengæld skal du altid kunne finde alle ingredienser på en hjemmeside, og den hjemmeside skal fremgå af produktet. Læs mere i fanen under artiklen.
Parfume kan give allergi
Parfumeallergi varer resten af livet, hvis du først har fået det. Så overvej, om det er nødvendigt for dig at have parfume i dit vaskemiddel.
Duftstoffer har ingen effekt på produktets evne til at rengøre tøjet og er kun tilsat for at give en ’ren’ duft.
Du mindsker risikoen for parfumeallergi, når du nedsætter din udsættelse for parfume.
Læs mere: Mindsk risikoen for parfumeallergi
6 tips: Undgå uønsket kemi i vaskemidler
- Køb vaskemidler, som er mærket med Svanen, Blomsten, Den Blå Krans og/eller AllergyCertified.
- Vælg vaskemiddel uden parfume. Duftstoffer er tilsat for at give en 'ren' duft, men har ikke betydning for, om tøjet bliver rent.
- Undgå klor og optisk hvidt, der kan være problematisk for miljøet. Vælg i stedet pulvervaskemidler med blegemiddel til hvidt tøj.
- Vær opmærksom på allergifremkaldende konserveringsmidler. Tjek ingredienslisten for stoffer, der slutter på ’–thiazolinone’ for eksempel methylisothiazolinone eller benzisothiazolinone.
- Tjek ingredienslisten på virksomhedens hjemmeside, hvis du vil undgå stoffet sodium borate. Stoffet er mistænkt for at kunne påvirke evnen til at få børn. Indhold af stoffet skal ikke fremgå af emballagen.
- Følg med i test af vaskemiddel på kemi.taenk.dk.
- Læs og følg beskrivelsen på etiketten, så du bruger produktet sikkert.
- Brug den korrekte dosering af vaskemidlet, og dosér efter vandets hårdhedsgrad. Det vil sige, hvor meget kalk der er i vandet. Se danmarkskort over vandets hårdhed her (eksternt link)
- Vask ved så lave grader som muligt.
- Undgå at bruge skyllemiddel.
- Fyld vaskemaskinen.
- Opbevar vaskemiddel utilgængeligt for børn.
Emballagen til vaskemiddel giver dig oplysninger om dele af det kemiske indhold, men ikke nødvendigvis hele indholdet.
Deklarationen skal fortælle, hvis der er parfume i produktet, og hvilke konserveringsmidler der er brugt.
Der skal også stå, om vaskemidlet for eksempel indeholder:
- farve,
- enzymer,
- desinfektionsmidler
- optisk hvidt
På emballagen skal der være link til en hjemmeside, hvor du kan se en liste med alle ingredienserne, der er brugt i produktet.
Læs artiklen: Hvad er der i vaskemidlet? (link til taenk.dk)