Miljømærker: Få styr på Svanen, Blomsten og alle de andre
mijoemaerkersamletnyny800.jpg

Miljømærker og andre mærkninger
Svanen er det nordiske miljømærke. Svanen bruger man i alle nordiske lande, Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.
Svanemærket giver dig garanti for:
- Produktet er blandt de mindst miljøbelastende inden for sin kategori.
- Der er sat krav til stoffer, som er problematiske for sundheden. Blandt andet er hormonforstyrrende stoffer forbudt.
- Der er også sat klimakrav, og på den måde er Svanen din garant for minimal påvirkning af klimaet.
- Kvaliteten skal være i top. Der må ikke slækkes på kvaliteten forat opnå miljøforbedringer.
Kravene til miljømærkede produkter går længere end lovgivningen. Svanemærket reviderer kravene med nogle års mellemrum. På den måde sikrer de, at niveauet følger den generelle udvikling på området.
Læs mere: www.ecolabel.dk
Blomsten er det europæiske miljømærke, og alle EU-lande anvender det.
Miljømærket giver dig garanti for:
- Produktet er blandt de mindst miljøbelastende inden for sin kategori.
- Produktet tager hensyn til din sundhed.
- Kvaliteten er god.
Læs mere: www.ecolabel.dk
Den Blå Krans er Astma-Allergi Danmarks allergimærke, som også har en nordisk fætter Asthma Allergy Nordic. Den Blå Krans sætter fokus på kontaktallergi, eksem og irritation. Du kan derfor mindske risikoen for allergi, hvis du vælger produkter med mærket.
Den Blå Krans garanterer dig, at produkterne ikke må indeholde unødige indholdsstoffer som for eksempel farvestoffer og produktsminke. Desuden er koncentrationen af alle indholdsstoffer vurderet i forhold til allergirisikoen.
Læs mere: www.astma-allergi.dk
Ecocert (oprindeligt fransk) og BDIH (oprindeligt tysk) forekommer oftest på kosmetik og personlig plejeprodukter
Begge er baseret på standarden COSMOS.
Den går i korte træk ud på:
- at fremhæve produkter fra økologisk produktion med respekt for biodiversitet
- ansvarlig brug af naturlige ressourcer, med respekt for miljøet
- bruge processer og fremstillingsmetoder, der er rene og som respekterer menneskers sundhed og miljøet
Læs om COSMOS
Læs mere: Ecocert (engelsk) og BDIH (engelsk)
Kemiluppen: Tjek dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi med smart app.
Nature er et tysk mærke, som du kan finde i 3 varianter:
- Naturlig
- Naturlig med en andel af økologiske råvarer og
- Økologisk.
Der findes en positivliste over, hvilke stoffer du må anvende i økologisk kosmetik.
Kravene til, hvilke stoffer der er optaget på positivlisten, er dog ikke tydelige.
Læs mere: www.nature.org
Tiltro Til Tekstiler-mærket garanterer, at du undgår visse problematiske stoffer i dit tøj og andre tekstiler.
Oeko-tex standard 100 beskriver de internationale krav for mærkningen.
Det er dog vigtigt at bemærke, at Tiltro Til Tekstiler ikke er et mærke for miljø eller økologiske tekstiler, men derimod et sundhedsmærke for tekstiler.
Læs mere: Oeko-tex
GOTS er et internationalt mærke for økologisk tøj. Mærket er det nærmeste, du kan komme på en global standard for økologisk tøj.
GOTS kræver som standard, at mindst 95 procent af fibre i tøjet er økologiske. Der kan være undtagelser for denne regel – ved undtagelser vil det dog være tydeligt mærket. GOTS sætter også krav til de kemikalier, som producenten bruger under selve produktionen.
De benyttede kemikalier må ikke være giftige, kræftfremkaldende, hormonforstyrrende eller miljøbelastende. Flere specifikke stoffer er forbudte i produktionen.
Ftalater og nonylphenoletoxylater er forbudt i produktionen. Visse tungmetaller, flammehæmmere og azofarvestoffer må heller ikke forekomme under produktionen.
Læs mere: GOTS
Det røde Ø er det danske økologimærke til fødevarer.
Ø-mærket viser, at de danske myndigheder har kontrolleret, at de økologiske regler er håndhævet. Er maden dyrket i Danmark, gælder de danske regler for økologisk landbrugsproduktion.
Udenlandske fødevarer, der lever op til EU’s regler, kan – hvis de er pakket og kontrolleret i Danmark – også få mærket Det Røde Ø.
Læs mere: Det røde Ø
EU’s økologimærke svarer til det danske røde Ø-mærke.
Økologiske fødevarer fra EU skal være mærket med økologimærket.
Det røde Ø-mærke benyttes stadigt, men ikke uden EU’s økologimærke ved siden af.
Der findes intet lovkrav til økologiske varer uden for EU. Reglerne fra EU skal være overholdt, hvilket blandt andet betyder, at 95 procent af indholdet skal være økologiske og færre tilsætningsstoffer er tilladt end i konventionelle fødevarer.
Læs mere: EU's økologi logo
TCO-mærket er et svensk mærke, som du kan finde på produkter som computere, høretelefoner og smartphones. TCO stiller krav til blandt andet stråling, afgivelse af problematiske kemiske stoffer, ergonomi, produktion og genanvendelse.
TCO-mærket stiller krav til kemien. Plasten i produkterne må ikke indeholde klor og brom. De stoffer finder man ofte i flammehæmmere - tre stoffer er helt forbudt (PBB, PBDE og HBCDD).
Kriterierne gælder ikke for blandt andet isolering rundt om kabler.
Der findes også et såkaldt edge TCO-mærke, hvor produkterne skal leve op til yderligere krav. De skærpede krav omhandler også kemien i produkterne. 65 procent af plasten skal være fra genbrug, og alle komponenter i produktionen skal være fri fra klor og brom.
Læs mere: TCO Certified (engelsk)
GS står for ”Geprüfte Sicherheit” eller “Sikkerhedstestet”.
Geprüfte Sicherheit må producenten bruge, når udstyret er testet af et uafhængigt autoriseret firma og lever op til de angivne sikkerhedskrav.
Test- og certificeringsinstansen overvåger, at kun produkter af den godkendte type bliver markedsført og solgt.
Dansk Indeklima Mærkning (DIM) sætter fokus på, om et produkt kan påvirke dit indeklima.
Dansk Indeklima Mærkning er en frivillig mærkningsordning for produkter og materialer, der har dokumentation for afgasningen.
Kravene indebærer en øvre grænse for, hvilke stoffer produkterne må frigive. Kræftfremkaldende stoffer må ikke afgives fra produkterne.
Kriterierne for disse krav sætter fokus på slimhindeirritation i øjnene og øvre luftveje.
Læs mere: Indeklimamærket
En ny vandhane skal myndighederne godkende.
Det samme gælder fittings og rørene, der leder vandet til vandhanen.
Godkendt Til Drikkevand stiller krav til, hvad installationerne må afgive af problematiske stoffer.
Mijømærket sætter grænseværdier for blandt andet phenoler og tungmetaller (bly, nikkel, cadmium og sølv).
Læs mere: Godkendt til drikkevand
CE-mærket signalerer, at producenten lever op til EU's lovgivning.
CE-mærket skal blandt andet være på legetøj, elektronik og byggevarer.
CE-mærket giver dog ingen sikkerhed for, om produkter indeholder problematiske kemiske stoffer, som ikke er forbudt i EU.
Producenterne erklærer på eget ansvar, om produkterne er i overensstemmelse med lovkravene. Det er derefter op til de enkelte medlemslande i EU at gennemføre en markedsovervågning.
Læs mere: CE-mærket
AllergyCertified-mærket er et dansk baseret allergimærke med internationalt sigte. Mærket kan komme på produkter, der ikke indeholder stoffer, som er kendt for at kunne give allergi eller andre sygdomme, eller kun indeholder allergifremkaldende stoffer i koncentrationer hvor deres rådgivende panel eller EU's videnskabelig komite vurderer, at det er sikkert.
Hvem står bag: AllergyCertified er en privat organisation startet af to danske kvinder i 2014.