Babypleje: Hold øje med disse ingredienser

26. aug 2019

Babyplejeprodukter som vådservietter, babyolie og zinksalve er for det meste gode valg. I nogle produkter skal du dog være opmærksom på uønsket kemi.

babyplejeprodukter_vaer_opmaerksom_paa_disse_stoffer.jpg

Babypleje: Hold øje med disse ingredienser
Foto: Getty Images

Babypleje: Du kan finde mange gode valg

Babyplejeprodukter bruger du sikkert ofte, hvis du har små børn.  

Vådservietter, zinksalve og babyshampoo er eksempler på produkter, som du måske har stående på badeværelset eller med i pusletasken.

Børn er i tæt hudkontakt med ingredienserne i disse plejeprodukter. Derfor er det en god ide at undgå uønsket kemi, som kan give allergi eller er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Kemiluppen: Tjek dine plejeprodukter for uønsket kemi med smart app

Kemiluppen: App viser indhold af uønsket kemi

I appen Kemiluppen fra Forbrugerrådet Tænk Kemi findes der i alt 229 produkter i kategorien babyplejeprodukter. Størstedelen (62 procent) får den bedste bedømmelse og er gode valg.

Appen viser dog, at nogle produkter indeholder stoffer, som er problematiske.

Parfume, der kan give allergi, mener Forbrugerrådet Tænk Kemi for eksempel ikke hører hjemme i produkter til babyer.

Parfumeallergi er et stigende problem blandt unge. Jo tidligere du begynder at bruge parfume, des større er risikoen for at udvikle parfumeallergi.

Allergien varer resten af livet, hvis du først har fået det.

Parfume: Mindsk din risiko for at udvikle allergi

Uønsket kemi: Vær opmærksom på disse stoffer i babypleje

Parfume kan give allergi. Der findes parfumestoffer i 53 babyplejeprodukter i appen Kemiluppen. Det gælder for eksempel flere babyolier, babylotioner og babyshampooer.

Cyclomethicone og BHT er stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. De findes i 3 babyplejeprodukter i appen. Det er en i 1 babycreme og 2 babyparfumer.

Propyl gallate og sodium hydroxymethylglycinate er særligt allergifremkaldende stoffer. De findes i 3 produkter i Kemiluppen. Det er en henholdsvis 1 babylotion og 2 babycremer.

Planteekstrakter kan være allergifremkaldende. Allergifremkaldende planteekstrakter, der udløser den dårligste bedømmelse, findes i 16 produkter i appen. Det tæller blandt andet babyolier og babylotion.

Tallene er opdateret august 2019. Læs om stoffet phenoxyethanol i fanen under artiklen.

3 tips: Undgå uønsket kemi i babyplejeprodukter

  • Tænk over, om du har brug for babyplejeprodukterne. Plejeprodukter indeholder kemiske stoffer, som vi ikke nødvendigvis ved alt om – også selvom produkterne er miljø- og allergimærkede.

    Derfor er det for eksempel en god ide at bruge vand og klud i stedet for vådservietter, når du er hjemme og skal skifte en ble. Vådservietter kan være gode og praktiske på farten. Men du kan også gøre nogle skumservietter våde og have dem i en frysepose, som du kan tage med.

    På samme måde er sæbe og shampoo også kun sjældent nødvendigt til de helt små.
     
  • Tjek dine babyplejeprodukter med appen Kemiluppen. Du undgår uønsket kemi, hvis du vælger blandt de produkter, som får den bedste bedømmelse (A-kolbe).
     
  • Undgå parfume i plejeprodukter til børn. Du kan gå efter produkter med allergimærke, produkter der direkte angiver at være parfumefri eller undgå produkter, der angiver ”parfum”, ”aroma” eller ”fragrance” i ingredienslisten.

Parfumeallergi: Sådan mindsker du risikoen

Phenoxyethanol udløser middelbedømmelse

Babyplejeprodukter kan godt få en middelbedømmelse hos Forbrugerrådet Tænk Kemi, selvom det for eksempel har både et allergi- og miljømærke. Det skyldes typisk indhold af stoffet phenoxyethanol.

Phenoxyethanol er et konserveringsmiddel, der ifølge en vurdering fra de franske sundhedsmyndigheder ikke bør bruges i plejeprodukter, der anvendes til pleje i bleområdet hos babyer.

Derfor udløser indhold af phenoxyethanol en middel bedømmelse ud fra et forsigtighedshensyn. Der findes 52 babyprodukter i Kemiluppen med indhold af stoffet (per august 2019).