Babyudstyr: Spørg om disse uønskede kemikalier i butikken

5. okt 2021

Klapvogne, autostole og andet babyudstyr har ingen ingrediensliste. Derfor skal du selv spørge i butikken. Se, hvilke uønskede stoffer du bør spørge om.

babyudstyr-spoerg-forhandleren-om-uoenskede-kemikalier.gif

Babyudstyr: Spørg forhandleren om uønskede kemikalier
Foto: Getty Images

Babyudstyr: Kemien er svær at gennemskue

Klapvogne, autostole og bæreseler er blandt de mange ting på listen over babyudstyr til kommende forældre. Men mange af disse produkter kan indeholde uønsket kemi.

Kemikalieindholdet i disse indkøb er desværre ikke til at se eller læse på produktet. Du kan derfor ikke se på klapvognen eller autostolen, om der er problematiske flammehæmmere eller fluorstoffer i produktet.

Det skyldes, at virksomheden bag som udgangspunkt ikke har pligt til at oplyse om indholdsstoffer på babyudstyret.

I butikken: Spørg om kemien

Vil du gerne vide mere om uønskede kemikalier i babyudstyr?

Den bedste løsning er selv at spørge forhandleren i butikken eller på webshoppen. Du kan også kontakte producenten bag produktet.

Spørger du til kemien i et produkt, sender du også et godt signal til både forhandlere og producenter. Du viser, at uønskede kemikalier i babyprodukter er noget, som du går op i og synes, at de skal have styr på.

Viksomhederne har pligt til at svare dig inden for 45 dage, hvis deres produkt indeholder kemikalier, der står på EU’s såkaldte kandidatliste over særligt problematiske stoffer.

Se de problematiske stoffer på EU’s kandidatliste

Disse 4 uønskede stoffer kan du spørge om

Fluorstoffer: Er babyudstyret blevet overfladebehandlet med fluorstoffer? 

Fluorstoffer kan du finde i vand- og fedtafvisende imprægnering. Stofferne er problematiske for miljøet og er blandt andet mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Flammehæmmere: Indeholder babyudstyret fosforholdige flammehæmmere?

Flammehæmmere er kemikalier, der bliver tilsat produkter for at mindske brandfaren. Men nogle af dem er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

Klorparaffiner: Er der klorparaffiner i babyudstyret?

Klorparaffiner er stoffer, som kan være smørende, blødgørende eller mindske brandfaren. Men stofferne er også mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

Tjærestoffer: Er babyudstyret forurenet med tjærestoffer (PAH’er) som for eksempel naftalin?

Tjærestoffer (PAH'er) er forureninger, der kan opstå i produktet i forbindelse med produktionen. Blandt andet naftalin er klassificeret som muligt kræftfremkaldende.

Fluorstoffer: Derfor er de problematiske

Test: Find babyudstyr uden uønsket kemi

Forbrugerrådet Tænk Kemi tester løbende baby- og børneprodukter. Her finder vi jævnligt fluorstoffer, flammehæmmere, klorparaffiner og tjærestoffer.

Kemikalieindholdet hænger ikke nødvendigvis sammen med, om produktet er billigt eller dyrt.

Tjekker du vores test, inden du køber, kan du finde flere gode valg inden for baby- og børneudstyr.

Test: Kemi i klapvogne

Tjek Kemien: Brug appen til at spørge

Med appen Tjek Kemien kan du spørge virksomheder, om deres produkt indeholder kemikalier fra EU’s såkaldte kandidatliste over særligt problematiske stoffer.

Det kan fx være ftalater og flammehæmmere.

Se, hvordan du bruger appen Tjek Kemien

Spørg efter sundhedsmærke på tekstil

Tekstilet i babyudstyr kan være mærket med sundhedsmærket Ökotex Tiltro Til Tekstiler.

Ökotex Tiltro Til Tekstiler er et ret udbredt mærke. Det stiller en række fornuftige krav til indholdet af kemikalier i det færdige tekstil.

Selvom produkter har sundhedsmærker, er det altid en rigtig god ide at vaske stof og tekstil på de nye babyprodukter, hvor det kan tages af og vaskes.

Ved at vaske betræk og lignende inden brug vil en del af evt. restkemikalier fra produktionen af stoffet blive vasket ud i stedet for at komme i kontakt med dit barn.