Bambusprodukter i melaminplast kan frigive uønsket kemi

30. nov 2019

Bambuskopper og bambustallerkener kan afgive for store mængder uønsket kemi. Det stammer fra den melaminplast, der typisk er en del af produktet.

bambusprodukter_afgiver_uoensket_kemi.jpg

Bambusprodukter frigiver uønsket kemi
"Bambus"-produkter i melaminplast kan frigive uønsket kemi. Rene bambusprodukter er ikke omfattet af problemstillingen. Foto: Getty Images

Bambuskopper er typisk melaminplast med bambusfibre

Bambuskrus og bambustallerkener er en type produkter, der er kommet flere og flere af på markedet de seneste år.

Disse såkaldte bambusprodukter er normalt fremstillet af melaminplast, som er tilsat findelt bambus. De prydes for eksempel med anprisninger som ”bambuskop” eller ”lavet af bambusfibre.”

Bambus er ikke det eneste naturmateriale, som producenterne bruger. Det kan også være for eksempel majs eller ris.

Bambusprodukter afgiver ofte uønsket kemi

Bambuskaffekopper, bambustallerkener og lignende service af bambusplast kan dog afgive uønskede stoffer.

Test fra den tyske forbrugerorganisation Stiftung Warentest afslørede i 2019, at over halvdelen af de testede bambuskrus afgav uønskede stoffer til varm kaffe.

Uønsket kemi i bambusprodukter er stofferne formaldehyd og melamin.

  • Formaldehyd er kræftfremkaldende
  • Melamin kan skade blæren og nyrerne

Test: Den tyske forbrugerorganisation Stiftung Warentest undersøger bambuskopper (eksternt link på tysk)

Rene bambusprodukter er ikke omfattet af problemet

Rene bambusprodukter som skåle, bestik eller skærebrædder kan typisk kendes på bambusstrukturen.

Problemstillingen med melamin og formaldehyd gælder ikke for denne type produkter.

Rene bambusprodukter består udelukkende af bambus og indeholder ikke plast.

Varm mad og kaffe øger risikoen for uønsket kemi

Varm mad, varm kaffe eller lignende kan være skyld i, at bambusprodukterne i melaminplast afgiver de problematiske stoffer.

Bambuskopper afgiver typisk større mængder uønsket kemi, jo flere gange du bruger dem.

Jo flere gange du hælder kaffe i bambuskruset, des større afgivelse af uønskede stoffer kan du risikere.

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den

Bambusprodukter kan være uegnede til mad og drikke

Det tyske risikovurderingsinstitut, BfR, har vurderet bambusplast på baggrund af en række test.

Bambusplast afgiver ofte langt højere mængder formaldehyd og melamin end traditionelle melaminprodukter.

Bambusplast kan derfor i nogle tilfælde være uegnet til mad og drikke ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt, konkluderer BfR.

Derfor er bambuskopper og lignende problematiske (eksternt link på engelsk)

Melamin må ikke komme i mikroovnen – hverken med eller uden bambus

Melaminplastik skal du i det hele taget undgå at opvarme. Det gælder både med og uden indhold af bambus.

Melaminplast kan afgive formaldehyd og melamin, når det er i mikroovnen eller i kontakt med varm mad.

Undgå derfor melaminplast, når madrester eller babygrød skal opvarmes i mikroovnen.

5 gode råd om ”bambus”-produkter

  • Undgå bambusplastkopper, bambusplasttallerkener og lignende, hvis de skal i kontakt med varm mad og drikke. Test peger for eksempel på, at mange bambusplastkopper afgiver for høje mængder uønsket kemi, når de indeholder varm kaffe.
     
  • Tro ikke på anprisninger af, at bambusplast er bionedbrydeligt, økologisk eller tilsvarende. Bambus er i sig selv bionedbrydeligt. Men det gælder ikke plastmaterialet, der heller ikke er hverken økologisk eller naturligt.
     
  • Vil du alligevel gerne have en kaffekop i bambusplast, kan du spørge producenten om dokumentation for, at produktet ikke afgiver formaldehyd eller melamin, når det er i kontakt med varme drikke. Dette gælder ikke bare, når koppen er ny, men også efter at være blevet brugt flere gange. Du kan også gå efter kopper, som er helt melaminfri.
     
  • Varm ikke melaminplastik op – uanset om det indeholder bambus eller ej. Kun plastskåle, kopper og beholdere, der kan klare højere temperaturer er egnede til mikroovn. Kig efter mikroovn-symbol, eller tjek den angivne maksimumtemperatur.
     
  • Kassér produkter i melaminplast, når de begynder at blive slidte. Det gælder både dem med bambus og uden. Melaminplast kan afgive flere uønskede stoffer, når de begynder at være godt brugte.

Kemiluppen: Tjek din personlige pleje og kosmetik for uønsket kemi med smart app

Bambusplast er ikke bionedbrydeligt

Nogle producenter og forhandlere kalder bambus-produkter i melaminplast for ”bambus melamin”. De gør det dermed tydeligt, at der er tale om et plastprodukt.

I andre tilfælde kan det være vanskeligt at se, at der udover bambus, majs eller ris også er et indhold af plast i produktet. Forbrugeren kan i stedet få indtryk af, at der er tale om et 100 procent naturprodukt

”Bionedbrydelige bambusfibre”, ”genanvendelige”, ”naturlige”, ”økologiske”, ”øko-venlig”,"100% bamboo" er nogle af de anprisninger, der følger med bambuskopperne.

Bambus er i sig selv bionedbrydeligt. Men det gælder ikke plastmaterialet, der heller ikke er hverken økologisk eller naturligt.

Ifølge et notat fra EU-Kommissionen må disse produkter, der også indeholder plast, ikke markedsføres som eksempelvis ’bambus’, ’naturmateriale’ eller ’økologisk’. Det betragtes som vildledende markedsføring.

EU-Kommissionens notat om plast med indhold af bambus (eksternt link på engelsk)

Tyske test afslører uønsket kemi i bambusplast

Den tyske forbrugerorganisation Stiftung Warentest har i 2019 testet kaffekopper lavet med bambus.

I alle 12 testede kopper var der plast i kopperne – også selvom det ikke altid fremgik af markedsføringen.

7 ud af de 12 bambusplastkopper afgav også uønskede stoffer i form af melamin og formaldehyd.

Afgivelsen af uønsket kemi blev større over tid. For flere af kopperne var afgivelsen højere ved den 7. kop kaffe i koppen, i forhold til da koppen blev taget i brug første gang. 

Det tyske risikovurderingsinstitut, BfR, har på baggrund af egne og andres test af bambusplast vurderet afgivelsen af formaldehyd og melamin fra produkterne. Instituttet finder blandt andet, at bambusplast ofte afgav langt højere mængder formaldehyd og melamin end traditionelle melaminprodukter.

Test: Den tyske forbrugerorganisation Stiftung Warentest undersøger bambuskopper (eksternt link på tysk)

Derfor er bambuskopper og lignende problematiske (eksternt link på engelsk)

EU opfordrer medlemslande til at kontrollere bambusprodukter

I EU er der regler for, hvor meget formaldehyd og melamin der må afgives fra plastmateriale, som er i kontakt med fødevarer.

Bambusprodukter, der indeholder plast, skal overholde disse regler. Men det gør de ikke altid, viser flere af undersøgelserne.

I Danmark har der også været problemer med ulovlige bambusplast-produkter. Forskellige produkter af bambusmelamin er blevet tilbagekaldt, fordi de afgav melamin i for høje mængder.

Service og køkkenudstyr fra andre europæiske lande har også haft tilsvarende problemer. Det fremgår det af EU's varslingssystem for fødevarer og fødevarekontaktmaterialer (RASFF).

EU-Kommissionen opfordrede derfor i maj 2019 medlemslandene til at lave kontrol af afgivelsen af formaldehyd og melamin fra plastprodukter, der er tilsat naturlige materialer som for eksempel bambus.

EU's henstilling til medlemslande (eksternt link på engelsk)

Krus tilbagekaldes over hele landet (link til eb.dk)

Relaterede artikler