Har du styr på uønsket kemi i populært legetøj?

12. okt 2021

Fidgets, squishies eller slim. Nyt slags legetøj kan hurtigt blive populært hos børn. Men flere sager viser, at du skal være opmærksom på uønsket kemi.

legetoej_raad.jpg

legetoej_raad.jpg
Foto: Getty Images

Nyt slags legetøj er lynhurtigt populært

Børn og unge får pludselig en enorm interesse for nyt slags legetøj. Det er sket før med fx squishies, fidgets og slim.

Og så går det hurtigt med at importere produkterne til danske butikker.

Som forælder er det en god idé at være kritisk over for uønsket kemi, når et stykke legetøj pludseligt bliver populært.

Sager har vist, at produkterne kan have problemer med uønskede kemikalier.

Fidgets kan indeholde problematiske stoffer

5 gode kemiråd: Det kan du gøre, når legetøj bliver populært

Vær kritisk - Tænk en ekstra gang over, om du stoler på, at produktet er sikkert. Gør du ikke det, så lad være med at købe det.

Brug næsen - Lugter produktet fx kraftigt ”kemisk” eller meget parfumeret? Så kan der være en grund til at være på vagt. Lad produktet dampe af udenfor. Overvej at klage til forhandleren, hvis lugten varer ved.

Vask legetøjet - Det er en god ide at vaske legetøjet af med en våd klud, inden børnene får dem i hænderne. Sådan kan du vaske nogle af kemikalierne fra produktionen væk. Kan legetøjet tåle en tur i vaskemaskinen, er det altid en god ide at gøre inden brug.

Køb ikke uden for EU - Undlad at købe legetøjsprodukter fra ikke-europæiske hjemmesider som fx wish.com. Uden for EU er der ikke de samme kemikaliekrav som i EU og Danmark. Derfor er risikoen større for, at du køber produkter med uønskede kemikalier.

Spørg i butikken - Du kan spørge, om legetøjet fx indeholder kemikalier fra EU’s såkaldte kandidatliste over særligt problematiske stoffer. Er der indhold af disse kemikalier, skal forhandleren giver dig besked inden for 45 dage. Du kan også bruge appen Tjek Kemien til at spørge om indhold af disse kemikalier.

Sådan fungerer appen Tjek Kemien (link til tjekkemien.dk)

Forbrugerrådet Tænk Kemi: Vær kritisk - sikkerheden kan blive glemt i farten

”Din kritiske sans er meget vigtig, når en ny legetøjstrend pludselig opstår. Vi har set flere eksempler på, at forhandlere kan få meget travlt med at importere de nye, populære produkter. Her har sager om blandt andet squishies og fidgetspinners vist, at der ikke har været taget tilstrækkeligt hensyn til, om produkterne indeholdt ulovlige, skadelige kemikalier. Ansvaret for produkternes sikkerhed ligger som udgangspunkt hos forhandlerne. Selvom myndigheder kan tjekke, hvis de for eksempel har en mistanke om, at der er problemer, er det vigtigt, at du også selv er kritisk.”

Christel Søgaard Kirkeby, projektleder, Forbrugerrådet Tænk Kemi

Anmeld ulovlige produkter til Miljøstyrelsen

Hvis du mener, at du har købt et produkt, som ikke overholder kemikaliereglerne, kan du anmelde det til Miljøstyrelsen.

Her anmelder du ulovlige produkter (link til Miljøstyrelsens hjemmeside)