Kemiluppen: Vær opmærksom på disse uønskede stoffer i kosmetik

16. apr 2020

Appen Kemiluppen tjekker kosmetik og plejeprodukter for uønsket kemi. Her er de mest almindelige problematiske stoffer, du skal være opmærksom på.

kemiluppen-her-er-de-mest-udbredte-problematiske-stoffer-i-kosmetik.gif

Kemiluppen: Her er de mest udbredte problematiske stoffer i kosmetik
Foto: Benjamin Media

Kemiluppen tjekker ingredienser i mere end 12.000 kosmetiske produkter

Appen Kemiluppen hjælper dig med at tjekke kosmetik og plejeprodukter for uønsket kemi, som for eksempel kan give allergi, belaste miljøet eller være hormonforstyrrende.

I Kemiluppens database findes der oplysninger om ingredienserne i mere end 12.000 kosmetiske produkter. Det er for eksempel deodoranter, bodylotions, solcremer, læbepomader, vådservietter, shampoo, etc.

Forbrugerrådet Tænk Kemi kan ud fra databasen se, hvilke problematiske stoffer der hyppigst optræder i plejeprodukterne.

Hent app: Kemiluppen tjekker personlig pleje og kosmetik for uønsket kemi

Uønsket kemi i personlige plejeprodukter er:

  • Mistænkt hormonforstyrrende stoffer
  • Allergifremkaldende konserveringsmidler og hårfarver
  • Parfumestoffer, der kan give allergi
  • Planteekstrakter, der kan give allergi
  • Miljøbelastende stoffer
  • Kræftfremkaldende og andre problematiske stoffer

Plejeprodukter: Vær opmærksom på disse ingredienser

Se hvilke uønskede ingredienser

I oversigterne nederst i denne artikel kan du se, hvilke ingredienser vi hyppigst finder i plejeprodukterne i Kemiluppen.

Ingredienserne er listet inden for hver af de ovenstående 6 grupper af uønsket kemi.

Stofferne er listet efter hyppighed. Enkelte stoffer kan optræde på flere lister, hvis de har flere typer af uønskede effekter.

Opgørelsen er foretaget i oktober 2019.

Cocktaileffekten: Din samlede udsættelse er problematisk

Cocktaileffekten er et begreb, som forskere bruger til at forklare, at du kan blive udsat for uønsket kemi – for eksempel hormonforstyrrende stoffer – fra mange forskellige kilder i din hverdag. Plejeprodukter og kosmetik er én af de kilder.

En enkelt deodorant, solcreme eller bodylotion med uønsket kemi vil ikke i sig selv være problematisk for din sundhed.

Det er derimod det forhold, at det enkelte produkt bidrager til din samlede udsættelse for uønskede stoffer, som for eksempel kan være hormonforstyrrende.

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den

Hormonforstyrrende stoffer i hvert tredje produkt

I Kemiluppen indeholder cirka 30 procent af plejeprodukterne et eller flere stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. 3.800 produkter i Kemiluppens database indeholder hormonforstyrrende stoffer, 8.430 gør ikke.

Hormonforstyrrende stoffer er blandt andet problematiske, fordi de er mistænkt for at påvirke evnen til at få børn.

Indhold af mistænkt hormonforstyrrende stoffer udløser den dårligste kemibedømmelse, C-kolbe, i Kemiluppen.

Listen herunder viser de hyppigst forekomne stoffer i Kemiluppens database, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende:

  • Butylphenyl methylpropional (parfumestof, 1.799 produkter)
  • Methylparaben (konserveringsmiddel, 1.232 produkter)
  • BHT (konserveringsmiddel, 1.166 produkter)
  • Cyclopentasiloxane (hud- og hårblødgørende stof, 1.116 produkter)
  • Propylparaben (konserveringsmiddel, 750 produkter)
  • Salicylic acid / salicylsyre (hudrensende stof mm., 680 produkter)
  • Ethylhexyl methoxycinnamate (solfilter, 589 produkter)
  • Ethylparaben (konserveringsmiddel, 386 produkter)
  • Cyclomethicone (hud- og hårblødgørende stof, 277 produkter)
  • Butylparaben (konserveringsmiddel, 192 produkter)
  • Benzophenone-3 (solfilter, 130 produkter)
  • Benzophenone-1 (solfilter, 79 produkter)
  • Sodium methylparaben (konserveringsmiddel, 75 produkter)
  • Resorcinol (farvestof, 39 produkter)
  • BHA (konserveringsmiddel, 32 produkter)
  • Triphenyl phosphate (blødgørende stof, 23 produkter)

Nogle hormonforstyrrende stoffer forbydes og udfases


Forbrugerrådet Tænk Kemi har også tidligere fundet andre mistænkt hormonforstyrrende stoffer i kosmetik og plejeprodukter. De er dog ikke længere udbredte.

Det skyldes typisk, at de er blevet helt eller delvist forbudte, eller kosmetikbranchen selv har udfaset brugen af dem.

Det gælder for eksempel stofferne isobutyl- og isopropylparaben, cyclotetrasiloxane og triclosan.

Liste: Hormonforstyrrende stoffer i personlig pleje og kosmetik

Allergifremkaldende konserveringsmidler og hårfarver i hvert 12. produkt

Konserveringsmidler og hårfarvestoffer kan være allergifremkaldende.

Disse allergifremkaldende stoffer er til stede i cirka 8 procent af produkterne i Kemiluppen. I alt 974 ud af 12.228 produkter i databasen.

Indhold af allergifremkaldende konserveringsmidler eller hårfarver udløser den dårligste kemibedømmelse, C-kolbe, i Kemiluppen.

De mest almindelige allergifremkaldende konserveringsmidler er:

  • Methylisothiazolinone (701 produkter)
  • Methylchloroisothiazolinone (573 produkter)
  • Dmdm hydantoin (317 produkter)
  • Iodopropynyl butylcarbamate (147 produkter)
  • Diazolidinyl urea (126 produkter)
  • Polyaminopropyl biguanide (94 produkter)
  • Imidazolidinyl urea (90 produkter)
  • 2-bromo-2-nitropropane-1,3-diol (59 produkter)
  • Propyl gallate (52 produkter)
  • Sodium hydroxymethylglycinate (39 produkter)

Flere af disse stoffer er klassificeret i EU som allergifremkaldende. Andre er allergifremkaldende, fordi de fraspalter formaldehyd, der kan give allergi.

I hår- og øjenbrynfarver er hyppigt forekomne allergifremkaldende farvestoffer følgende:

  • M-aminophenol (51 produkter)
  • Resorcinol (39 produkter)
  • Toluene-2,5-diamine sulfate (29 produkter)
  • Toluene-2,5-diamine (20 produkter)
  • P-aminophenol (20 produkter)
  • 4-chlororesorcinol (20 produkter)
  • 2,4-diaminophenoxyethanol hcl (19 produkter)
  • 2-amino-4-hydroxyethylaminoanisole sulfate (19 produkter)
  • Hc yellow no 4 (19 produkter)
  • 4-hydroxypropylamino-3-nitrophenol (18 produkter)
  • P-phenylenediamine (17 produkter)

Farvestofferne er typisk kun tilladt i produkter, som er beregnet til at farve hår, bryn eller vipper.

Parfumestoffer, der kan give allergi, findes i 2 ud af 3 produkter

“Parfum” er én af de mest udbredte ingredienser i kosmetik og plejeprodukter. Næsten 2 ud af 3 produkter (64 procent) i Kemiluppen indeholder parfume eller parfumestoffer.

Parfume kan give allergi, og parfumeallergi varer resten af livet, hvis du først har fået det.

Parfumeindhold udløser en middel kemibedømmelse, en B-kolbe, i Kemiluppen.

Deklarationspligtige parfumestoffer er særligt i fokus, enten fordi at de er meget udbredte eller særligt allergifremkaldende. Disse parfumestoffer skal angives ved deres fulde navn (for eksempel limonene eller linalool). Andre parfumestoffer kan blot angives under betegnelsen ”parfum”.

Af de 26 såkaldte deklarationspligtige parfumestoffer er de 15 herunder hyppigst forekomne.

  • Linalool (5.171 produkter)
  • Limonene (5.026 produkter)
  • Citronellol (2.904 produkter)
  • Geraniol (2.500 produkter)
  • Benzyl alcohol (2.485 produkter)
  • Hexyl cinnamal (2.170 produkter)
  • Butylphenyl methylpropional (1.799 produkter)
  • Benzyl salicylate (1.793 produkter)
  • Citral (1.584 produkter)
  • Alpha-isomethyl ionone (1.523 produkter)
  • Coumarin (1.295 produkter)
  • Benzyl benzoate (936 produkter)
  • Hydroxycitronellal (737 produkter)
  • Eugenol (692 produkter)
  • Hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde (HICC) (510 produkter)

De øvrige 11 deklarationspligtige parfumestoffer er alle fundet i færre end 500 produkter.

Parfumestofferne menthol og camphor findes også i en del plejeprodukter. De hører dog ikke med blandt de deklarationspligtige parfumestoffer.

Se liste med alle 26 parfumestoffer

Allergifremkaldende planteekstrakter i hvert 8. produkt

I kosmetik og plejeprodukter anvendes der mange forskellige udtræk fra planter. Nogle af disse kan give allergi, ligesom parfume og parfumestoffer.

Allergifremkaldende planteekstrakter er tilstede i mere end 13 procent af alle produkterne i Kemiluppen.

Indhold af allergifremkaldende planteekstrakter udløser den mellemste kemibedømmelse, B-kolbe, i Kemiluppen.

De allergifremkaldende planteekstrakter, som findes i flest produkter i Kemiluppen, stammer fra følgende planter:

  • Lavandula angustifolia
  • Citrus aurantium dulcis
  • Citrus limon
  • Eucalyptus globulus
  • Melaleuca alternifolia
  • Rosa canina
  • Mentha piperita
  • Rosa damascena
  • Cananga odorata
  • Pelargonium graveolens
  • Pogostemon cablin

Planteekstrakter fra disse planter kan være angivet under lidt forskellige navne. Det afhænger af, hvilken del af planten som ekstraktet stammer fra.

De er alle vurderet allergifremkaldende i mennesker af EU's videnskabelige komite for forbrugersikkerhed, SCCS.

Parfume, parfumestoffer, æteriske olier og planteekstrakt: Kender du forskellen?

Miljøbelastende ingredienser findes i over halvdelen af produkterne

Kemiluppen tager også højde for ingrediensernes miljøbelastende effekter. Lidt over halvdelen af produkterne i Kemiluppen (53 procent) indeholder et eller flere stoffer miljøproblematiske stoffer.

Indhold af stoffer, der kan være miljøbelastende, udløser enten en B- eller C-vurdering i Kemiluppen. Det afhænger af, hvilket stof der er tale om.

Nedenfor er listet nogle af de stoffer, som du kan holde øje med. Det er de miljøproblematiske stoffer, der hyppigst findes i plejeprodukter i Kemiluppen.

  • Limonene (parfumestof, 5.026 produkter)
  • Disodium edta, Tetrasodium edta, Trisodium edta og Edta (2.419 produkter)
  • Cyclopentasiloxane (konservering og blødgørende middel ( 1.116 produkter)
  • Benzyl benzoate (parfumestof, 936 produkter)
  • Methylisothiazolinone (konserveringsmiddel, 701 produkter)
  • Cyclohexasiloxane (328 produkter)
  • Cyclomethicone (277 produkter)
  • Zinc oxide, Zinc sulfate og Zinc pyrithione (204 produkter)
  • Ptfe (fluorstof, 81 produkter)
  • Distearyldimonium chloride (49 produkter)
  • Octafluoropentyl methacrylate (32 produkter)
  • Copper sulfate (23 produkter)
  • Thymol (21 produkter)
  • Quaternium-18 (21 produkter)
  • Glyoxal (17 produkter)
  • Lauryl pyrrolidone (16 produkter)
  • C9-15 fluoroalcohol phosphate (27 produkter)
  • Perfluorooctyl triethoxysilane (13 produkter)

Listen indeholder blandt andet stoffer, der:

  • er klassificeret i EU som skadende for miljøet
  • ikke nedbrydes tilstrækkeligt i miljøet (for eksempel fluorstoffer)
  • ikke er tilladte i miljømærkede produkter
Få andre problematiske stoffer er udbredte

I Kemiluppen er allergifremkaldende og mistænkt hormonforstyrrende stoffer de mest udbredte grupper af uønskede stoffer.

Enkelte af stofferne har også andre uønskede effekter. De er for eksempel mistænkt for at:

  • Være kræftfremkaldende
  • Kunne skade vores evne til at få børn
  • Skade menneskers arveanlæg (gener)

Det er de såkaldte CMR-stoffer.

CMR-stoffer er som udgangspunkt forbudte at bruge i plejeprodukter. Hvis de alligevel må bruges i produkterne, er det fordi de er vurderet som ’sikre’ af EU's videnskabelige komité (SCCS).

Det gælder blandt andet nedenstående stoffer. De er de er de hyppigst forekomne CMR-stoffer i Kemiluppen:

  • Salicylic acid / salicylsyre (hudrensende stof mm., 680 produkter)
  • Polyaminopropyl biguanide (konserveringsmiddel, 94 produkter)
  • P-aminophenol (hårfarve, 20 produkter)
  • Glyoxal (bakteriehæmmende og parfumerende, 17 produkter)

I Kemiluppen får disse stoffer den dårligste kemikarakter, C-kolbe.

Test: Det betyder kolberne A, B og C